
Ungdomsmediet Sein har tidligere kritiseret milliontildeling til Loud. Nu skal de selv lave radio med Loud. Illustration: Anneli Søgård-Høyer/Sein
I over to år har ungdomsmediet SEIN lavet medieindhold af unge til unge.
Men mediet har et problem i forhold til at få del i støttekronerne fra staten: Sein laver ikke klassiske nyheder og har således kun modtaget mindre beløb fra forskellige fonde.
”Vi har fået afslag, og jeg undrer mig over, at reglerne ikke snart bliver lavet om,” siger daglig leder og formand hos Sein Anna Rosetzsky Permin.
”Slots- og kulturstyrelsen har endda lavet en rapport, hvor det fremgår, at unge får deres nyheder igennem en personlig vinkel fra deres netværk på sociale medier. Vi har holdt utallige møder med politikerne på Christiansborg og holdt møde med tidligere kulturminister Mette Bock, der lovede, at hun ville arbejde for at ændre reglerne. Derefter er vi startet forfra med den nye regering,” siger hun.
I et debatindlæg i Politiken bruger Sein Radio Louds nylige støtte på over 200 millioner til en DAB-kanal som afsæt for at beskrive sin frustration. Sein skriver blandt andet:
”Har vi skudt os selv i foden ved at forsøge at skabe et medie til unge, lavet af unge, men hvor vi stadig er afhængige af jeres økonomiske ressourcer?”
Er det et problem, at Radio Loud modtager penge?
”Nej, det er det ikke. Jeg kan bare ikke forstå, at der er et medie, der får så utroligt mange penge, når der allerede er nogen som os, der laver indhold til unge. Der er rigtig meget medieindhold til unge, der er lavet af voksne. Vi har en kæmpe redaktion med unge mennesker, der brænder for at lave indhold til andre unge, og så er det frustrerende at se endnu et voksenmedie, der laver indhold til unge, få en masse støtte. Jeg forstår ikke, at man ikke kigger overordnet på, hvad der er af tilbud, og så fordeler pengene. Hvis vi bare fik én procent af de penge, som Loud har fået, ville det være helt vildt for os,” siger Anna Rosetzsky Permin.
Men her taler vi jo om forskellige instanser. Radio- og tv-nævnet har uddelt penge til Loud, mens I søger andre steder …
”Ja, men de instanser kunne måske med fordel tale sammen.”
Hvorfor søgte I ikke bare den DAB-kanal?
”Vi laver mange forskellige formater og satser ikke udelukkende på radio, og det vil gøre det svært for os.”
Men for at starte en mediebiks op kunne man vel søge DAB-kanalen og derudover fortsætte med video og skrift?
”Ja, men jeg tror heller ikke, vi havde haft en chance for at vinde det udbud. Vi er en meget lille spiller, og vi vidste, at Radio24syv ville søge. Og derudover kom Radio Loud med en masse store samarbejdspartnere.”
Når I ikke tager chancen, så er det jo svært at vide, om I kunne have fået den.
”Vi ville hellere end gerne have over 200 millioner, og vi er ikke ydmyge på den måde, fordi vi er et lille medie. Jeg mener bare ikke, at vi har kapaciteten til at skulle fylde en hel radiokanal ud. Derudover er SEIN et medie, der både udtrykker sig på skrift, visuelt og gennem film.”
I debatindlægget i Politiken fokuserer I meget på, at I er et medie af unge henvendt til unge. Hvorfor er det så vigtigt?
”Vi har en redaktion med over 100 unge, og det, de siger, er, at de føler sig puttet i kasser og talt ned til i den journalistik, som voksne laver til unge. Sein er startet, fordi de unge har manglet et medie at kunne spejle sig i. Voksne tror tit, at de ved, hvad de unge gerne vil høre og læse om, men jeg mener, at det har unge meget bedre styr på.”
Journalister laver hele tiden historier, der ikke er henvendt præcist til deres egen aldersgruppe. Mener du, at det kun er unge, der kan lave indhold til unge?
”Nej, selvfølgelig kan andre også gøre det. Men når unge kommunikerer til unge, handler det om identifikation og om at blive talt med, ikke bare blive talt til. Der er også en helt anden passion, når unge selv laver det.”
Radio Loud siger, at de vil lave et ungdomspanel, der skal være med til at sætte retningen for kanalen, så hvad er problemet?
”Jeg skal lige sige, at jeg ikke har et problem med Loud, men mere med at støttekronerne bliver fordelt så skævt. Men i forhold til deres ungdomspanel, så kommer det jo virkelig an på, hvordan de har tænkt sig at gøre det. Hvis de unge ikke bliver inddraget i skabelsen af indholdet og får frie rammer, så er vi jo lige vidt.”
Hvorfor samarbejder I ikke bare med Loud?
”Det gør vi også allerede, og vi skal til møde med dem i næste uge. Men det ændrer ikke på, at vi stadig gerne vil lave alt mulig andet end radio, som vi ikke kan få støtte til.”
Du kritiserer, at det altid er voksne, som laver indhold til unge, der får støttekronerne. Men du er selv 36 år gammel. Hvad er forskellen?
”Forskellen er den måde, vi har struktureret det på, og at vi er en forening. Jeg er den eneste voksne, og jeg blander mig ikke i indholdet, men jeg hjælper med at få mediet til at køre rundt.”
På SEIN fokuserer I meget på kampen mellem de unge og de voksne. Men problemet for jer er jo, at I ikke laver nyheder, så I kan få støtten. Hvorfor gør I ikke bare det?
”Så ville vi bare være et medie som alle andre,” siger hun.
”Der er også det i det, at dem, vi har hos os, ikke er uddannede journalister, men det er unge med noget på hjerte, som gerne vil fortælle en historie. Det ville være en stor ekstra maskine, hvis vi også skulle lave en masse nyheder. Og så er det jo altså de voksne, der sidder på pengene og fordeler dem. Jeg bliver lettere frustreret og indigneret over, at systemet er så gammeldags skruet sammen,” siger Anna Rosetzsky Permin, leder og formand hos SEIN.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er naturligvis helt fair, at der også bør være en radio-tilbud som primært henvender sig til yngre mennesker, men det er meget dumt, at placere Radio Loud på en DAB-kanal, Radio Laud kan nemlig ramme dens målgruppe meget bedre via pod-cast på Internettet