
Det er ofte kolleger på samme niveau, der overskrider hinandens grænser. Foto: Louise Koustrup
”Også på TV 2 Fyn har vi et problem med en skrupforkert kultur, som mediebranchen desværre er plaget af.”
Sådan lyder det fra direktør på TV 2 Fyn Esben Seerup, efter at en sexisme-undersøgelse viser, at 40 procent har oplevet en handling af krænkende adfærd.
Undersøgelsen er baseret på besvarelser blandt 81 procent af medarbejderne.
Den viser blandt andet, at:
19 % har oplevet, at de har fået uønskede bemærkninger om deres udseende eller krop.
17 % har oplevet stødende sexistiske bemærkninger.
10 % har oplevet gentagne gange at få fortalt sjofle og sexistiske historier eller vittigheder, der gjorde dem utilpas.
9 % har oplevet berøringer, der fik dem til at føle sig utilpas.
Esben Seerup er ikke overrasket over tallene i undersøgelsen.
”Med det arbejde, vi har lavet den sidste måned, hvor vi er dykket ned i det her, er jeg ikke overrasket. Jeg havde håbet, at vi ikke havde det hos os, men jeg er ikke overrasket,” siger han.
Ikke bare ældre magtfulde mænd
Tillidsrepræsentant Signe Ryge Petersen hæfter sig ved, at det både er mænd og kvinder, der har haft grænseoverskridende oplevelser.
”Og det er ofte folk, som er på samme niveau på arbejdspladsen. Så problemet er altså ikke kun i relationen med for eksempel en ældre, magtfuld mand, der overskrider praktikanters eller andres grænser,” siger hun.
”Det er også i høj grad os selv, som skal reflektere over vores interne kollegiale adfærd,” forklarer hun.
80 procent af dem, der har oplevet krænkende handlinger, angiver, at krænkeren er en kollega, 22 procent er blevet krænket af en leder. 10 procent af krænkelserne kommer fra kilder, og andre 10 procent kommer fra øvrige, for eksempel seere og borgere.
Signe Ryge Petersen siger, at undersøgelsen viser, at der er behov for en bedre omgangstone på stationen.
”TV 2 Fyn er en god arbejdsplads med kolleger, der i det faglige fællesskab har det skægt, uformelt og holder af hinanden. Men undersøgelsen viser, at der er noget i omgangsformen, hvor nogle for eksempel siger noget for sjov, som andre ikke oplever som morsomt,” siger hun.
Behov for en samtale om grænser
Der er ifølge Esben Seerup behov for afklaring af grænser. Det, som en person ser som grænseoverskridende, kan en anden opleve helt anderledes.
”Hvor er grænserne? Det vil vi gerne have en samtale om for at blive klogere,” siger Esben Seerup.
Signe Ryge Petersen forudser en periode, hvor tingene måske bliver lidt stive, og nogle medarbejdere er bange for, hvad de siger.
”Men jeg håber, at vi når frem til en omgangstone, hvor vi fortsat kan have det sjovt og afslappet med hinanden, men som er mere tryg og med færre grænseoverskridende oplevelser,” siger hun.
Siden 2017 har det været forbudt at komme med bemærkninger om kvinders påklædning på TV 2 Fyn. Alligevel viser den nye undersøgelse, at det ikke er kommet problemet til livs.
”Nogle har haft oplevelser, der ikke var gode, og det skal vi tage ad notam, så det ikke sker igen,” siger hun.
Påklædning spiller en rolle
Signe Ryge Petersen forklarer, at på en tv-station spiller påklædning en rolle. Men man kan godt omtale andres påklædning på en professionel måde.
”Når jeg har været på skærmen, vil jeg gerne have at vide, at jeg havde en god energi eller et godt udtryk, men ikke nødvendigvis at jeg så godt ud. Man kan godt give en visuel feedback, der er fagligt funderet,” siger Signe Ryge Petersen.
Esben Seerup forklarer, at TV 2 Fyn valgte at lave undersøgelsen for at fange momentet i sexisme-debatten og gå foran i et opgør med sexisme.
Ledelsen, medarbejdere og bestyrelsen på TV 2 Fyn har i fællesskab taget en hel række initiativer i løbet af efteråret – her er undersøgelsen en del af det.
”Vi havde en formodning om, at hvis det var andre steder, var det nok også her. Derfor har vi taget nogle skridt mere,” forklarer han.
APV, MUS og HSU
TV 2 Fyn har lagt en samlet metoo-køreplan frem til slutningen af oktober. Målet er blandt andet et nyt adfærdskodeks for, hvad der er ”go – og no-go” og tydelighed i sanktionering ved krænkelser.
Og så skal grænseoverskridende oplevelser være et fast punkt ved MUS-samtaler, Arbejdspladsvurdering (hvert 3. år), den årlige KLIMA-måling, intro-forløbet for nye medarbejdere og praktikanter samt et fast punkt på dagsordenen i samarbejdsudvalget.
Det er dog ikke løst alene med nye politikker, strukturer eller procedurer, mener Esben Seerup.
”Det er den langvarige kulturforandring, der skal flytte det hele. Og den slags kræver jo både tid – og vedholdenhed,” siger Esben Seerup.
Du kan se hele undersøgelsen på TV 2 Fyns hjemmeside
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.