46 nuværende og tidligere EB-ansatte i brev til ledelsen: I har et problem med sexisme

”Vi håber, I med dette brev forstår, hvorfor ’kun’ to sager er endt på chefredaktørens bord. Der findes langt flere,” skriver tidligere og nuværende medarbejdere, der alle har oplevet den sexistiske kultur på Ekstra Bladet. Poul Madsen lover oprydning (Opdateret kl. 16.29)

Tidligere i dag kunne Journalisten fortælle, at Ekstra Bladet ifølge flere kilder, som de seneste år har arbejdet på bladet, stadig har et problem med sexisme.

En tidligere praktikant fortæller, at hun blev taget på brystet af en mandlige kollega til en fest efter første arbejdsdag. En anden blev omtalt som ”hende med de flotte bryster” midt i newsroom, og en tredje beskriver, hvordan kvinder ofte bliver udspurgt om deres sexliv af mandlige kolleger.

Og nu får de tre kvinder opbakning fra en række af deres kolleger. I et brev sendt til ledelsen skriver 46 nuværende og tidligere praktikanter, freelancere og medarbejdere på Ekstra Bladet inden for de seneste 10 år, at de alle i større eller mindre grad har oplevet den sexistiske kultur på mediet.

”Nogle overværede, når der blev kastet nedgørende jokes hen over bordene. Andre måtte tåle nedladende kommentarer om deres udseende eller lumre mails, mens nogle endda fysisk oplevede seksuelle krænkelser, der grænser til eller ligefrem var overgreb,” står der i brevet.

Løstansatte og praktikanter er udsatte

15 af de 46 afsendere af brevet står over for Ekstra Bladets ledelse frem med navn. Resten er anonyme, ligesom alle er anonymiseret i den version af brevet, som Journalisten har set.

Brevet indeholder også en række vidnesbyrd fra afsenderne om oplevelser med sexisme og grænseoverskridende kommentarer og adfærd på Ekstra Bladet. Nogle af dem kan du læse i bunden af artiklen her.

Men afsenderne understreger, at brevet ikke skal handle om de specifikke hændelser eller specifikke mænd.

”Dette brev er en besked til jer, ledelsen, om at få gjort op med den mandsdominerede, patriarkalske og sexistiske kultur, hvor især kvindelige løstansatte og praktikanter er udsatte,” skriver de og foreslår bl.a., at der skabes en ”lige og sikker vej,” hvor man kan berette om oplevelser og viden, at de bliver taget seriøst.

”Ingen gjorde noget”

De tre kvinder, der tidligere har fortalt om grænseoverskridende oplevelser på Ekstra Bladet til Journalisten, er også blandt de 46 afsendere af brevet. De forsøgte på forskellig vis at gå videre med deres oplevelser, men ifølge dem var det uden effekt. Samme billede tegner brevet til ledelsen.

”Under vores tid på avisen gik nogle til sine respektive praktikantvejledere, ledere, arbejdsmiljørepræsentanter og tillidsmænd. Men lige lidt hjalp det. Nogle blev direkte afvist, men fælles er, at ingen gjorde noget – eller vidste hvad der skulle gøres – ved disse oplevelser,” står der i brevet.

Chefredaktør Poul Madsen har tidligere udtalt, at Ekstra Bladet ikke er i mål med at komme den sexistiske kultur til livs, men at der de seneste år kun været to sager om sexisme forbi hans bord.

Som direkte svar på det skriver den 46 nuværende og tidligere ansatte bag brevet:

”Vi håber, I med dette brev forstår, hvorfor ’kun’ to sager er endt på chefredaktørens bord. Og vi er her for at fortælle jer, at der findes langt flere.”

Brevet slutter med en opfordring fra afsenderne til, at Poul Madsen inviterer dem til et møde, hvis han vil høre mere og lære af deres oplevelser.

”Vi håber, at det på Ekstra Bladet fremover vil blive tryggere for alle – både mænd og kvinder – at gå på arbejde, og derfor bryder vi nu stilheden,” skriver de.

Poul Madsen: Der skal ryddes op nu

“Min reaktion er, at jeg har ryddet min kalender fra nu indtil denne sag er løst. Det er den vigtigste sag, jeg har haft på mit bord som chefredaktør. Der skal ryddes op nu.”

Sådan er ansv. chefredaktør Poul Madsens reaktion på det brev fra 46 nuværende og tidligere ansatte på Ekstra Bladet, der beskylder avisen for at have en sexistisk kultur og giver flere vidnesbyrd om sexchikane eller krænkelser, de har oplevet.

“Det skal stoppe nu,” siger han om de oplevelser, kvinderne har haft.

“Jeg er selvfølgelig rystet over at få et brev af den her karakter. Vi har forsøgt at håndtere de sager, vi har fået. Men jeg kan se, der er et mørketal, som er voldsomt. Det er en kultur, ingen skal leve med. Hele ledelsen kommercielt og redaktionelt er i red alert,” siger han.

I brevet er der også en udstrakt hånd fra underskriverne, der gerne vil mødes med Poul Madsen for at tale om, hvad der kan gøres for at forbedre kulturen på avisen.

Den tager chefredaktøren imod med åbne arme.

“Det er modigt af dem, at de stiller sig op, og jeg er glad for, at de stiller sig op. Det er kun med den type henvendelser, vi er i stand til at løse noget. Jeg tager imod invitationen med fremstrakt hånd, og forhåbentligt mødes jeg med folkene bag brevet allerede i morgen tidlig,” siger han.

Brevet indeholder flere anonymiserede beskrivelser af sexchikane og krænkelser. Hvilket indtryk får du af den arbejdsplads, du er chef for, når du læser dem?

“Jeg får indtryk af en kultur, de rer kørt af sporet i nogle sammenhænge. Nu skal det bare stoppe. Og jeg er nødt til at se i øjnene som leder, at jeg ikke har været i stand til at stoppe det. Det er vi og jeg nødt til at have hjælp til,” siger han.

Poul Madsen fortæller, at han allerede har aftalt møder med Ekstra Bladets studenter, elever og praktikanter ind i kalenderen. Han vil også afholde møder med alle kvindelige medarbejdere og alle chefer på EB om problemerne.

Poul Madsen lover, at avisen vil gå videre med det, hvis underskriverne har konkrete sager, Ekstra Bladet skal kigge på.

“Jeg håber, de ønsker, vi går videre med sagerne. Ønsker de det, så gør vi det. Men vi skal i ledelsen ikke kun jagte enkelte sager. Vi skal i gang med en kulturforandring,” siger han.

“Det handler helt konkret om, at vi skal have lavet nogle nye spilleregler for at arbejde på Ekstra Bladet, som alle skal overholde. Det handler om at få fortalt alle om, hvordan man går videre med en sag. Og det handler om at tale med alle om, hvornår noget er en sag,” siger Poul Madsen.

Uddrag af vidnesbyrd fra brevet til ledelsen – foregået inden for de seneste 10 år:

”Jeg har oplevet at få upassende mails fra en medarbejder, om at han har drømt om mig om natten, og at de drømme var upassende. Han har også ofte holdt om mig og rørt ved mig umotiveret til fester og andre arrangementer.”

”Til en julefrokost tilbød en chef mig, at jeg kunne blive ansat på hans redaktion efter praktikken, hvis jeg havde lyst til at tage med ham hjem.”

”En dag fik jeg en mail fra en praktikantvejleder, hvor han skrev, ’Hvilken parfume bruger du? Den er vanvittigt god. Jeg blev helt rundtosset af at gå efter dig lige før.’ Han sad lige over for mig på redaktionen.”

”Efter jeg var blevet befamlet af en mandlig medarbejder, gik jeg til min praktikantvejleder, som chokerede mig ved at sige, at det bare var i sjov. At sådan var det jo bare.”

”Jeg er som praktikant af en chef blevet spurgt om, hvad jeg skulle have for at slikke Nutella af en anden chefs nøgne krop. Det blev sagt midt i newsroom, og ingen sagde noget.”

”En journalist sagde i åbent forum til en praktikant, at ’hun jo kunne prøve at bruge sin omfangsrige, kvindelige charme’ til at lokke transfer-oplysninger ud af en agent.”

”En kvindelig praktikant fik sms’er i arbejdstiden fra en fastansat journalist, der skrev, at han ikke kunne koncentrere sig, når hun sad og så så fræk ud i sin sommerkjole.”

 

Opdateret klokken 16.29. Artiklen er tilføjet kommentarer fra interview med Ekstra Bladets ansv. chefredaktør Poul Madsen.

0 Kommentarer

Læs også

Gramserier, sex-spørgsmål og ”ekstremt seksualiseret kultur” – nu står tidligere EB-ansatte frem   

Gramserier, sex-spørgsmål og ”ekstremt seksualiseret kultur” – nu står tidligere EB-ansatte frem  

21. SEPTEMBER 2020
<span class=Tidligere EB-chef undskylder: ”Jeg har været med til at dække over sexisme-sager”">

Tidligere EB-chef undskylder: ”Jeg har været med til at dække over sexisme-sager”

17. SEPTEMBER 2020
data_usage
chevron_left
chevron_right