
Sandy French, nyhedsdirektør i DR. Foto: Lars E. Andreasen/DR
”Det SKAL være sådan, at alle medarbejdere i DR Nyheder kan gå på arbejde hver dag uden at være nervøse for, at deres grænser bliver overskredet.”
Sådan lyder det i en mail fra DR’s nyhedsdirektør, Sandy French, hvor hun indkalder ansatte i DR til møder om sexisme og sexchikane i medieinstitutionen.
Brevet er især henvendt til husets unge elever og praktikanter, samt de kvinder, der har underskrevet Sofie Linde-brevet, som kræver et opgør med sexisme i den danske mediebranche. Der er i første omgang indkaldt til særskilte, frivillige møder.
Ligeledes er der indkaldt til et frivlligt, åbent møde for alle ansatte i DR Nyheder uanset køn.
Vil sikre, at kulturen er i orden
Indkaldelsen kommer, efter at DR-vært Sofie Linde ved Comedy Galla for tre uger siden fortalte, at hun som 18-årig i DR var blevet forsøgt presset til et blowjob af en chef til en fest. Siden har flere kvinder talt om sexisme i mediebranchen, og over 1.600 har skrevet under på det såkaldte Sofie Linde-brev.
I mailen skriver Sandy French også:
”Vi er nødt til som moderne virksomhed også at tage fat i den kultur, vi har. Er den tidssvarende? Er vi sikre på, at vi er fulgt med tiden? Er det, som måske var ok for 10 eller 20 år siden, men som ikke hører hjemme i dag, ryddet ud af redaktionerne?”
”Vi skal sikre, at retningslinjer og regler for den gode opførsel ikke kun er ord på papir, men er det, der efterleves og opleves i virkeligheden.”
Unge er særligt udsatte for krænkelser
En undersøgelse foretaget af Dansk Journalistforbund i 2018 viste ligeledes, at det blandt forbundets medlemmer oftest var praktikanter og studentermedhjælpere, der oplevede seksuelle krænkelser.
Sandy French skriver, at hun bedre vil forstå, hvilken kultur man oplever som ung i DR.
”Det betyder helt konkret, at jeg vil bede vores elever og praktikanter om at give mig et indblik i, hvad det er for en kultur, man oplever, når man som ung kommer til DR Nyheder som en del af sin uddannelse.”
Sandy French understreger i mailen, at ”meningen med disse møder ikke er at sagsbehandle eventuelle konkrete personalesager – det ligger i HR-regi – men at arbejde med, hvordan vi sikrer en god, professionel og ordentlig kultur i DR Nyheder fremadrettet.
Krisemøde på TV 2
På TV 2 har der i går været krisemøde efter skarpe beskyldninger om en sexistisk kultur på TV 2 bragt af Berlingske.
Efter mødet sagde hovedtillidsmand Lennart Sten, at TV 2 har svigtet sine ansatte.
”Folk har svigtet. Vi har også svigtet som tillidsfolk ved, at det her er foregået, uden at vi har vidst det,” sagde Lennart Sten til Journalisten.
Paula Larrain, Anna Thygesen og Nynne Bjerre har i dag alle tre udtalt til Journalisten, at mediebranchen længe har været bekendt med problemer med sexisme. De undrer sig over, hvorfor der først bliver gjort noget ved det nu.
Journalisten.dk har forsøgt at få en kommentar fra Sandy French.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.