
Henrik Kjerrumgaard. Nicolai Howalt
Mads Aagaard er blevet ansat hos Rakkerpak Productions og skal ikke beskæftige sig med eksisterende projekter.
Så kort var beskeden fra radioproduktionsselskabet Rakkerpak i fredags, da virksomhedsdirektør Tor Arnbjørn, annoncerede, at den tidligere P1-vært Mads Aagaard var blevet ansat i virksomheden.
Et jobskifte, der tiltrak langt mere opmærksomhed end de fleste, fordi den tidligere radiovært i efteråret blev fyret fra DR efter en række sager om krænkelser, trusler og upassende adfærd.
Rakkerpak-direktørerne var på vinterferie og havde derfor ikke yderligere at sige før i dag, mandag. I mellemtiden haglede kritikken ned over Rakkerpak og direktørerne Tor Arnbjørn og Dorte Palle.
Den kommunikationsstrategi undrer Henrik Kjerrumgaard, der er stifter af kommunikationsbureauet White Cloud og tidligere spindoktor.
”Det var en underlig måde at melde det ud på i fredags. At man ikke kommunikerer mere omkring det. Det efterlader mange spørgsmål, så ved ikke at kommunikere mere åbent kommer der en masse spørgsmål og diskussioner, de ikke kan kontrollere,” siger Henrik Kjerrumgaard.
Beklager og annullerer ansættelsen
Mens der i weekenden var radiotavshed fra direktørerne, kunne man i mellemtiden læse en intern mail i flere medier, herunder Berlingske. I mailen blev ansættelsen af Mads Aagaard begrundet med, at han havde fået en hård medfart, at han stadig er ung og bør få en chance til.
Da Tor Arnbjørn i morges åbnede for kommunikationslinjen, var det med budskabet om, at Mads Aagaards kontrakt er blevet annulleret, og at han derfor ikke bliver en del af rakkerpakket fra 1. marts, som det ellers var planlagt.
I en pressemeddelelse underskrevet af de to direktører står der, at de har lavet en fejlvurdering ved ansættelsen. At præmissen for ansættelsen var, at den ikke skulle skabe utryghed hos hans kommende kolleger, men at ansættelsen har skabt netop det blandt medarbejderne på Rakkerpak Productions.
”Der er ingen tvivl om, at ansættelsen var en fejlvurdering fra vores side, og den beslutning beklager vi over for alle parter, der var del i den sag, at Mads stoppede på DR.”
Samtidig anerkender direktørerne, at weekendens kritik af virksomheden har været massiv og berettiget.
Jeg er super ked af den utryghed vores beslutning i @RakkerpakP om at ansætte Mads Aagaard har skabt, både internt og overfor de mennesker der var part i den sag han havde i DR. Vi har lyttet til kritikken og trukket ansættelsen tilbage. Det var en fejlvurdering, som vi beklager pic.twitter.com/jsMNtcROp1
— Tor Arnbjørn (@TorArnbjorn) February 22, 2021
Lukker sagen ved at erkende fejl
Set ud fra et kommunikationssynspunkt var det det rigtige at gøre, mener Henrik Kjerrumgaard.
”Pressemeddelelsen er rigtig fin. De lukker sagen ret effektivt ved at sige, at de ikke har tænkt sig ordentligt om, og det er fint, at de siger, at der både er et hensyn til deres egne medarbejdere og til dem, der er blevet krænket tidligere,” siger han.
”Man må jo godt begå fejl, og den diskussion om fejl lukker de ved at sige, at de netop har begået en fejl,” tilføjer han.
Selv om kommunikationen henvendt til offentligheden fra Rakkerpaks direktører var så godt som ikke-eksisterende hen over weekenden, ville det ikke have ændret på den kritik, der ramte produktionsselskabet.
”Det havde ikke hjulpet dem at sige mere i fredags. Fejlen eller brøden var at ansætte ham, så de var blevet mødt med modstand, selv om de havde forklaret det godt i fredags.”
”Men hvad end du kunne finde på at spørge dem om nu, kan de henvise til pressemeddelelsen fra i morges og sige, at de ikke har mere at tilføje. Så på den måde har de lukket sagen effektivt,” siger Henrik Kjerrumgaard.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.