search

Studerende og praktikanter er mest udsatte for seksuelle krænkelser – nu skal der gøres noget

De studerende kritiserer DMJX for ikke at være god nok til at hjælpe studerende, der oplever krænkelser. Skolen vil ændre på det og overvejer whistleblowerordning

Danmarks Medie- og Journalisthøjskole har ikke taget forebyggelse af seksuelle krænkelser og sexchikane seriøst nok.

Sådan lyder det fra formand for Danske Mediestuderende Mie Hovmark. Hun savner mere udførlige retningslinjer for, hvad du som studerende eller praktikant skal gøre, hvis du oplever seksuelle krænkelser – og mere oplysning i studietiden om seksuelle krænkelser.

”Jeg ser et helt klart forbedringspotentiale,” siger hun.

I det såkaldte ”kodeks for god adfærd”, som er DMJX’ retningslinje for, hvad studerende skal gøre, hvis de oplever krænkelser, lyder det:

”Du skal tage kontakt til en underviser, studievejledningen eller en anden medarbejder på højskolen, som du har tillid til. Vedkommende skal reagere i henhold til en intern instruks, hvor det i sidste ende er rektoratet, der afgør, hvordan der skal reageres.”

Den retningslinje er ikke præcis nok, mener Mie Hovmark.

”Jeg mangler som studerende at vide, hvilken proces jeg starter. Er det et langt forløb? Er det en times samtale med en ansat? Der står, de skal starte en intern proces, men hvad er den? Det tror jeg, man som studerende godt kan blive utryg over, og det skal være mere tydeligt,” siger hun og tilføjer:

”Ifølge vejledningen kan du basalt set henvende dig til hvem som helst på skolen. Det ville være bedre at vide, præcis hvem du skulle henvende dig til. Det er vigtigt at gøre det så nemt som muligt for de studerende. Hvis du oplever en krænkelse, går det ikke, at du skal spørge rundt alle mulige steder for at finde ud af, hvem du faktisk skal tale med. Du skal kunne gå direkte til den rette person, når dine grænser er blevet overtrådt.”

”Uhyggeligt, at der skal det her til, før vi i branchen tager det seriøst”

Er du studerende, studentermedhjælper eller praktikant, er du blandt dem, der har størst risiko for at blive udsat for seksuelle krænkelser i mediebranchen. Det viste en undersøgelse af seksuelle krænkelser i mediebranchen lavet af Dansk Journalistforbund i 2018.

Ud af 4.094 respondenter angav 10 procent af praktikanterne og studentermedhjælperne, at de inden for det seneste år havde oplevet krænkelser af seksuel karakter. Det samme svarede 7,6 procent af de studerende, der ikke var i praktik eller studiejob.

Netop derfor har uddannelsesinstitutioner som Danmarks Medie- og Journalisthøjskole et særligt ansvar for at klæde de studerende på – og hjælpe dem, hvis de oplever krænkelser, mener Mie Hovmark.

En undersøgelse fra DJ i 2018 viste, at det er praktikanter og studerende, der i størst omfang udsættes for sexchikane og krænkelser – burde DMJX have sat endnu mere fokus på det dengang?

”Ja. Det skulle de, og det skulle vi også alle andre steder i branchen. Og det er lidt uhyggeligt, at der skal det her til, før vi i branchen tager det seriøst. Dengang var der mange steder også nogle fine snakke om det, men det er skræmmende, hvor hurtigt det igen kan forsvinde fra bevidstheden,” siger Mie Hovmark.

”Kulturer er svære at ændre. Det er ikke sådan, at det er noget, vi kan ændre på et halvt år. Det kræver et løbende, koncentreret fokus at ændre. Du kan ikke bare tage det frem hvert andet år.”

DMJX overvejer whistleblowerordning

På Danmarks Medie- og Journalisthøjskole slår rektor Trine Nielsen fast, at der er nultolerance over for krænkelser.

”Vi accepterer ikke seksuelle krænkelser. Og oplever de studerende det, skal de rapportere det op i systemet via en studievejleder eller underviser, og så går vi ind og undersøger sagen,” siger hun.

Hun understreger, at DMJX er gået i gang med at gennemgå sine retningslinjer for at forbedre dem.

”Hele debatten om sexisme kalder på refleksion hos os om, om vi gør det godt nok. Jeg har også været rystet over de seneste dages udmeldinger. Det er ingen hemmelighed,” siger Trine Nielsen.

Prorektor Jens Grund bakker Mie Hovmark op i hendes kritik af DMJX’ retningslinjer.

”Jeg synes, hun har nogle gode pointer. Jeg tror også, vi skal være mere tydelige i vores måde at adressere det på over for de studerende,” siger han.

”Intet er besluttet nu i forhold til, hvad vi skal gøre. Men vi overvejer blandt andet, om vi skulle have en whistleblowerordning om det på tværs af journalistuddannelserne.”

De studerende skal kunne stole på DMJX

Jens Grund lover også, at de studerende skal klædes bedre på i forhold til, hvad de kan gøre, hvis de oplever sexchikane eller seksuelle krænkelser i praktikken.

”Det skruer vi op for. Vi ved ikke præcis hvordan endnu, men det har vi besluttet,” siger han.

Jens Grund fortæller, at der ikke har været nogen studerende, som har henvendt sig til DMJX angående sexchikane eller krænkelser de seneste par år.

”Det er bestemt ikke lig med, at der ikke har været sager, men blot, at de ikke er gået til os. Og måske er de heller ikke gået til praktikstedet. Vi ved, det finder sted. Jeg tror, det er vigtigt, kvinderne ikke bare siger fra, men også siger det videre,” siger han.

Men det er vel netop det, der kan være svært, hvis de frygter for konsekvenserne af det?

”Lige præcis. Hvis man er usikker på, hvor man skal gå hen, og ikke føler sig tryg ved, at man har ledelsens opbakning, er det svært. Men der skal ikke være tvivl om, at de trygt kan komme til os her på DMJX. Og det tror jeg ikke, vi har gjort tydeligt nok.”

Mie Hovmark roser DMJX for at ville gå sine procedurer efter i sømmene og fortæller, at skolen også har kontaktet hende for at få de studerende med i arbejdet.

”Som studerende kan du være bange for at ødelægge din karriere ved at stå frem. Vi er glade for, at DMJX vil gøre noget ved det.”

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen