Kritik af DMJX’s økonomistyring igen: ”Skal være glad for ikke at have Britta Nielsen ansat”

DMJX får endnu en gang kritik for at have problemer med kreditorstamdata, som var den type data, Britta Nielsen brugte til at svindle Socialstyrelsen. Rektor på skolen tager kritikken meget alvorligt

Økonomistyringen foretages ikke på et tilfredsstillende niveau.

Sådan opsummerer Deloitte sin vurdering af Danmarks Medie- og Journalisthøjskoles (DMJX) regnskab fra 2020.

Og det er ikke første gang, landets største og ældste journalistuddannelsesinstitution får hårde ord med på vejen af talknuserne. Faktisk blev der sidste år peget på mange af de samme problemer, og selv om det er blevet bedre, er der altså stadig mange huller.

”Det er en meget seriøs kritik, som jeg tager meget alvorligt,” understreger Trine Nielsen, der er rektor på DMJX.

Sårbar over for en Britta Nielsen

Kritikken af økonomistyringen rammer flere forskellige områder. Deloitte fremhæver blandt andet, at skolen ikke har haft overblik over medarbejdernes afvikling af ferie, hvilket kan føre til, at man må udbetale ferie, der ikke er brugt.

Det påpeges, at man ikke har overholdt reglerne i forbindelse med afvikling af kurser, som har givet underskud. Det må de ikke, da skolen så kommer i uretfærdig konkurrence med private udbydere.

Og så bliver der også sat fokus på et problem, som for nylig har fået stor opmærksomhed i en anden del af den offentlige sektor.

”DMJX skal være rigtig glad for, at de ikke har haft Britta Nielsen ansat. De har nemlig haft problemer med kreditorstamdata, som netop var dem, hun brugte til at svindle,” fortæller Per Nikolaj Buch, der er professor i økonomi på Aalborg Universitet.

Her henviser han til den spektakulære svindelsag, der kom frem i 2018, hvor en ansat i Socialstyrelsen svindlede for 117 millioner kroner, netop fordi hun havde adgang til følsom data, hun ikke burde have haft adgang til. Og samme problem påpeger Deloitte altså hos DMJX.

”Lad mig slå helt fast, at der ikke er noget, der tyder på nogen form for svindel her. Men humlen er, at alt for mange medarbejdere har haft adgang til de her data, hvilket gør skolen sårbar for svindel. Og den dag, Britta Nielsen bliver ansat, er det rigtig ærgerligt, fordi man havde fået det at vide,” siger Per Nikolaj Buch.

Flere problemer er rettet

Trine Nielsen fortæller imidlertid, at flere af problemerne udpeget i rapporten er rettet, men at det er sket så sent, at det først vil slå igennem i næste års revisionsrapport. Det gælder blandt andet rodet i ferieafviklingen og ”Britta Nielsen-problemet”.

Men på et stort område er der stadig store problemer, fortæller rektoren.

Her bliver det (igen) lidt teknisk. Det handler om, at DMJX har været dårlig til at forudse sine indkomster og udgifter, helt overordnet set. Prognoserne for, hvor mange studerende der vil være på et givent tidspunkt, som er det, der danner indtægtsgrundlaget, har simpelthen slået fejl igen og igen.

”Det er det, jeg selv er mindst stolt af. Det er dybt kritisabelt, at vi ikke har styr på vores prognoseværktøjer,” fastslår Trine Nielsen.

Per Nikolaj Buch medgiver, at sådanne prognoser kan være bøvlede på uddannelsesinstitutioner, da det ikke altid er let at forudse, hvor mange elever der vil droppe ud, søge optag og lignende. Og fordi indtægterne kun kommer to gange om året, mens udgifterne naturligvis opstår hele året rundt. Men det er stadig ingen undskyldning, siger han.

”For det første er det ikke en specielt stor institution, så økonomien burde ikke være så vanskelig at regne ud. For det andet er det jo samme vilkår for ethvert gymnasium, og de kan godt finde ud af det. Man kan ikke undskylde sig med, at det er for svært,” siger Per Nikolaj Buch.

Dybt kritisk bestyrelse

Der er intet i Deloittes rapport, der antyder hverken svindel, eller at problemerne med økonomistyringen har haft reelle konsekvenser i form af tab af midler eller andet.

”Vi har en solid økonomi og en ret stor egenkapital. Der mangler ikke penge. Men vi mangler overblik, og vi skal have nogle ting systematiseret, så det her ikke får konsekvenser for vores økonomi,” siger Trine Nielsen.

Rapporten blev fremlagt på et bestyrelsesmøde 14. april over for en bestyrelse, der var dybt kritisk, fortæller rektoren.

”Og det var de da i deres gode ret til,” erkender Trine Nielsen.

Hun fortæller yderligere, at hun nu mødes med Deloitte tre gange om ugen for at få adresseret problemerne.

”Det er nærmest det, jeg bruger allermest tid på lige nu,” siger hun.

0 Kommentarer

Læs også

Studerende til rektor på DMJX: ”We need more pussy”

Studerende til rektor på DMJX: ”We need more pussy”

17. NOVEMBER 2020
Studerende til rektor på DMJX: ”We need more pussy”

Studerende til rektor på DMJX: ”We need more pussy”

17. NOVEMBER 2020