
Sådan skal det nye DMJX-campus se ud ved åbningen om tre år. PLH Arkitekter
Kun et år efter at Danmarks Medie- og Journalisthøjskole (DMJX) flyttede fra den ikoniske bunker i Aarhus Nord til nye lokaler i byen, kan DMJX nu begynde nedtællingen til næste store flytteprojekt.
Denne gang gælder det skolens campus i København, som skal flyttes fra sin nuværende bygning i Emdrup til en ny bygning på Amager.
Den nye bygning bliver på 7.000 kvadratmeter og skal fra 2024 huse de syv uddannelser, DMJX har i hovedstaden. Så studerende, der bliver optaget i år, vil gøre deres uddannelse færdig på Amager, tæt på DR Byen.
Regningen for den nye bygning lyder på 235 millioner. Byggeriet bliver delvist finansieret af DMJX’ eget rådighedsbeløb, delvist af lån.
Når DMJX har råd til det nye campus lige nu, skyldes det netop flytningen i Aarhus. Bunkeren på Olof Palmes Allé var nemlig ejet af skolen selv, mens man lejer sig ind i de nye lokaler. Dermed er indtjeningen fra bunkersalget altså stadig tilgængelig.
Bæredygtigt byggeri
DMJX’ uddannelser i København vokser, og faciliteterne i Emdrup gav simpelthen ikke mening mere, forklarer Henrik Wilhelm Jørgensen, der er leder af projektet og ansat i DMJX’ bygningsafdeling.
”Driftsmæssigt er Emdrup en meget dyr bygning, fordi den er gammel. Desuden har vi i flere omgange været nødt til at bygge til, og det løber op. Så når vi nu er et sted, hvor vi har mulighed for at bygge nyt, så giver det mening,” forklarer han.
I en pressemeddelelse fra DMJX fremhæves det, at det nye campus skal opføres som bæredygtigt byggeri. Også på transportfronten forventer konstitueret rektor Jens Grund, at det nye campus kan trække DMJX op i bæredygtigheds-regnskabet.
”Vores interne undersøgelser viser, at ansatte og studerende i stigende grad bruger offentlig transport, når der er kort afstand til en station med mange afgange. Det får vi her,” siger konstitueret rektor på DMJX Jens Grund i pressemeddelelsen.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.