Tv-fotografen ved kajen på Allinge Havn er helt ude i bredstående. Så langt ude, at kameraet på hans skulder er nede i øjenhøjde med de tre 12-13-årige drenge, som står foran ham.
»Det, jeg har hørt om skolereformen, er, at vi skal gå mere i skole. Og så skal vi også lave flere aktiviteter,« siger én af de tre drenge ned i den mikrofon, som reporter Jon Hasselbalch Mikkelsen stikker hen mod ham.
»Rigtig godt, rigtig godt. Nu forstår jeg selvfølgelig godt, hvad du mener, når du siger ’aktiviteter’. Men vi skal også tænke på, at der er nogle børn på ni år, som ser med. Tror du, de forstår det? Måske kan man i stedet sige, at I skal røre jer mere i skolen?« foreslår reporteren til sin 13-årige kilde Oliver, som er elev på en lokal bornholmsk skole.
Dén er han med på, og efter at par forsøg mere bliver Jon Hasselbalch Mikkelsen tilfreds og går videre med sit interview om, hvad de tre elever forventer sig af den nye folkeskolereform.
En selvfølge for Ultra Nyt at dække Folkemødet
Det er lørdag middag under årets Folkemøde på Bornholm, og sammen med kammeraterne Sylvester og Niels er 13-årige Oliver ved at blive filmet til aftenens nyhedsudsendelse på børnekanalen DR Ultra.
Ligesom flere af ”voksennyhedernes” udsendelser har DR Ultra de sidste fire dage sendt kanalens nyhedsudsendelse ’Ultra Nyt’ fra Folkemødet på Bornholm.
»Når de voksne dækker Folkemødet, så er det en selvfølge, at vi også skal dække det. Hvis børnene følte, at der var nogle nyheder, som kører i de almindelige nyheder, men som vi ikke er med på, så ville vores nyheder på en måde blive devalueret,« forklarer Tommy Zwicky, som er redaktør og vært på 'Ultra Nyt'.
Vi møder redaktøren fra morgenstunden ved et borde-bænke-sæt på græsset bag DR’s sendevogn. Her har redaktionen netop holdt dagens redaktionsmøde, hvor det blev besluttet, at tophistorien i aftenens nyheder skal være en politisk reportage om folkeskolereformen.
Sidst på eftermiddagen har reporter Jon Hasselbalch Mikkelsen et interview med undervisningsministeren, men inden da skal tre elever interviewes om deres forventninger til den hverdag, der møder dem, når sommerferien slutter.
»En historie som den her kunne vi jo også sagtens have lavet til daglig. Men det er sjovere at lave den her fra Folkemødet. Her har vi en unik mulighed for at komme tæt på de politikere, som til dagligt kan virke meget fjerne for især børn,« siger Tommy Zwicky.
»Det er sgu da godt tv!«
Tilbage på havnekajen ved optagelserne til aftenens top-historie har Jon Hasselbalch Mikkelsen netop hevet et barometer frem á la 'Detektors' sandhedsbarometer. Her skal de tre drenge nu angive, hvordan de tror, det vil gå med elevernes faglighed efter den af lærerne så udskældte reform.
»Jeg synes, at pilen skal stå her midt imellem ’bedre’ og ’det samme’,« spiller én af drengene ud med.
»Ja, det synes jeg også. Det er jo ret træls, at vi skal gå mere i skole. Men de, som har det lidt svært i skolen, bliver nok dygtigere. Og den skal i hvert fald ikke stå på ’dårligere’ – det kan ikke blive dårligere!« siger én af de andre.
Og sådan går snakken mellem de tre skoleelever, mens tv-fotografen filmer deres diskussion. Med jævne mellemrum opfordrer Jon Hasselbalch Mikkelsen dem til endelig bare at snakke videre.
»Jeg har lavet voksennyheder i flere år, og jeg kan med sikkerhed sige, at hvis dét her havde været tre voksne, så havde de allerede spurgt mindst fire gange, hvad de skulle sige nu. Men ungerne her, de kører bare videre af sig selv, når man først har opfordret dem til det. Og det er sgu da godt tv!« bemærker Jon Hasselbalch Mikkelsen over for Journalistens udsendte.
Børnene skal se seje ud
Ind imellem optagelserne forklarer Jon Hasselbalch Mikkelsen, at netop arbejdet med kilderne er vigtigt, når man laver tv med børn som kilder.
»Inden vi begyndte optagelserne i dag, har jeg snakket med alle tre drenge om, hvad de har tænkt sig at svare, når jeg spørger dem, hvad de mener om skolereformen. Det gør jeg altid meget ud af. For når kameraet først er tændt, og jeg holder mikrofonen frem, så har børn en tendens til at svare det, de tror, jeg vil høre. Og det skal de selvfølgelig ikke – jeg vil høre, hvad de rent faktisk mener,« siger Jon Hasselbalch Mikkelsen.
Når dét først er på plads, kommer opgaven med at få børnene til at levere, når kameraet snurrer:
»Hør her drenge, I skal kigge på mig, når I svarer. Ikke ned i mikrofonen eller ind i kameraet,« lyder én af reporterens mange instrukser til de tre drenge foran kameraet på Allinge Havn. Og senere: »Ved du hvad, Oliver, det var en helt perfekt måde, du sagde det der på. Men kan du måske hjælpe mig med at sige det lidt kortere?«
Den slags er en stor del af arbejdet med at lave tv til 'Ultra Nyt', forklarer Jon Hasselbalch Mikkelsen efterfølgende.
»Når jeg laver tv med og til børn, spørger jeg typisk om det samme flere gange, end når jeg laver ’voksen-tv’. Og jeg starter også tit med at forklare børnene, at min opgave er at hjælpe dem med at se så seje ud som overhovedet muligt. Jeg ville blive så ked af det, hvis et barn blev drillet i skolen på grund af noget, de har sagt til mig,« siger han.
Får den visuelle ramme foræret
Efter optagelserne, hvor de tre drenge har skullet angive deres forventninger til, hvorvidt den nye reform vil gøre dem dygtigere, går turen mod Danmarks Lærerforenings telt. Her skal drengene spørge en repræsentant for foreningen, hvor på barometret han ville sætte pilen.
På vej derover kæmper Jon Hasselbalch Mikkelsen med på telefonen at få fat på både KL og formanden for Danske Skoleelever. Begge er repræsenteret på Folkemødet, og planen er, at de også skal interviewes til indslaget. Det lykkes dog kun at få fat på skoleelevernes formand – så efter mødet med lærerforeningen, går de tre drenge tilbage til kajen for at mødes med hende.
»På afstand kan Folkemødet virke som en masse politikere, der bare drysser rundt og drikker fadøl. Men med et indslag som reportagen om skolereformen prøver vi at gøre Folkemødet relevant for vores seere ved at vise børnene, hvordan de selv kan gå rundt og deltage i demokratiet og påvirke det herovre,« forklarer Tommy Zwicky.
Visuelt mener han også, at der er et godt argument for, at 'Ultra Nyt' skal være til stede på Folkemødet:
»Vi arbejder meget med, at vi ikke bare vil have ’talking heads’ i studiet. Mange af de tv-nyheder, der laves i dag, kunne lige så godt have været radio, for den visuelle fortælling fylder ikke ret meget. Men vi vil gerne tilbage til tv-fortællingen, hvor vi laver reportage og giver en visuel fortælling. Dén ramme får vi foræret her,« siger Tommy Zwicky og slår ud med armene mod klipperne og Østersøen omkring os.
Minister taler voksensprog
Efter optagelserne med formanden for de danske skoleelever får de tre drenge endelig lov til at slippe. Nu har Jon Hasselbalch Mikkelsen og hans fotograf et par timer til at klippe indslaget næsten færdigt inden dagens sidste interview. Det er med undervisningsministeren og optages live-on-tape, inden det klippes ind til allersidst.
»Christine Antorini, nu får du det her barometer – og lad os så høre, hvor pilen skal være og hvorfor,« siger Jon Hasselbalch Mikkelsen, da han står klar med mikrofonen foran ministeren.
Ikke overraskende mener hun uden tøven, at reformen vil gøre eleverne dygtigere, end de er i dag.
»Reformen bygger jo på den bedste viden og de bedste erfaringer, vi har,« lyder starten på ét af hendes svar. Men den formulering er Jon Hasselbalch Mikkelsen ikke helt tilfreds med.
»Det bliver lidt langt. Har du tid til, at vi lige tager den én gang til,« spørger han.
Christine Antorini kigger over på sin pressedame, som står på sidelinjen. Hun ryster på hovedet, så 'Ultra Nyts' reporter må nøjes med det, han har. Og det var nu egentlig heller ikke så skidt, viser det sig, da han er tilbage i klippe-vognene.
»Børn forstår faktisk rigtig mange ord, men de kan have svært ved at forstå kombinationer af flere lange svære ord. Så bliver det voksensprog – og det forstår børn ikke. De mister interessen. Men jeg husker faktisk det her som værre, end det egentlig var,« siger Jon Hasselbalch Mikkelsen, inden det færdige indslag sendes af sted.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.