Hvis du spørger børn på 7-12 år, om de helst vil undvære deres fjernsyn, tablet, computer eller smartphone, er svaret, at deres tablet er deres kæreste eje.
Det fremgår af DR-rapporten Medieudviklingen 2014, der blev offentliggjort i dag. Rapporten beskriver den dramatiske forandring af befolkningens medievaner i disse år. For eksempel ser færre traditionelt flow-tv via en fjernsynsskærm, og i den udvikling går børnene forrest.
Blandt de 3-12-årige er tv-forbruget faldet med 11 procent fra 2013 til 2014. Til sammenligning er tv-sening i hele befolkningen ”kun” faldet med 4 procent.
Børn er first movers
Selv blandt børn, som lige har lært at gå, er tabletten populær, fordi den er så nem at betjene.
”For børn er en tablet nem og intuitiv at bruge, og børn helt ned til etårs alderen kan begå sig på en tablet,” står der i rapporten, hvor børnefamilierne skildres som first movers.
”De store forandringer i danske børnefamiliers mediebrug varsler markante ændringer for den øvrige del af den danske befolknings mediebrug,” hedder det i DR-rapporten.
Desuden vil forældrene hellere have, at deres barn sidder med en tablet end foran fjernsynet. De synes nemlig, at tabletten i højere grad end tv tilbyder læring. Flere forældre forklarer ifølge rapporten, at deres børn både har lært at skrive bogstaver og tal ved at lege med familiens tablet.
YouTube en direkte konkurrent
Tablets som for eksempel Apples iPad er i dag så udbredte i børnefamilierne, at det ifølge rapporten udfordrer traditionelt broadcast-tv, der kommer ud af en fjernsynsskærm. Det har gjort YouTube til en direkte konkurrent til de traditionelle børnekanaler. Men selv om tabletten har stor værdi hos de yngste, er det dog fortsat fjernsynet, der fylder mest.
Blandt de 3-6-årige står fjernsynskigning for 53 procent af den samlede daglige skærmtid på 1 time og 45 minutter.
17 procent af de 3-6-årige besøger YouTube dagligt eller næsten dagligt. De ser især indhold, de kender fra tv – det vil sige indhold, de kender fra DR Ramasjang, Disneys kanaler, Nickelodeon og Cartoon Network. Desuden søger de på virale hits som ’What Does the Fox Say’, ’Gangnam Style’ og ’Gummi Bear’.
Blandt 7-12-årige, de såkaldte tweens, bruger 38 procent YouTube dagligt eller næsten dagligt, og hele 73 procent bruger YouTube ugentligt. Tweens søger for det første musik fra eksempelvis Miley Cyrus og Katy Perry. En anden meget søgt kategori er YouTube-stjerner som for eksempel ’PewDePie’ og ’Cute Girls Hairstyles’.
Op mod 90 procent af de danske børn har i dag adgang til en tablet i hjemmet.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Det er sgu da ret godt gået, at det nu få år efter udflytningen og omstruktureringen er lykkedes DR at gøre et af sine absolut stærkeste brands nemlig flow-tv fra den tidligere B&U Afdeling til noget sekundært i rigtig mange forældres bevidsthed og medievaner - for det er jo forældrene, der i høj grad styrer de smås medievalg, selv om de måske tror noget andet.
Engang var DR's børne-tv en 'sikker havn' for forældre, der bekymrede sig om kvalitet og værdier, men den tillid er det nu lykkedes DR at formøble.