De fem vigtigste pointer om medieudviklingen, du skal kende

Vi har samlet de fem vigtigste pointer fra DR’s rapport om medieudviklingen 2019. Blandt andet æder DR sig ind på Netflix – og så er der gode råd til at få din nyhedsapp til at spille

DR udgav i dag sin store rapport om medieudviklingen i 2019. Du kan dykke ned i den og virkelig nørde igennem her, hvis du er til den slags.

Ellers har vi her fundet fem af rapportens væsentligste pointer – om en mediebranche i en tid, hvor brugerne flytter sig markant og finder nye platforme at bruge medierne på – her.

DR er næsten lige så stor som Netflix på streaming

Danskerne streamer mere og mere. Det er ikke på den måde en nyhed. Sådan har udviklingen været i mange år. I det helt store billede streamede 48 procent i 2018, mens 51 procent streamede i 2019. Så langt så godt.

Men måske langt mere interessant er faktisk, at DR virkelig har fundet opskriften på at ramme danskerne med sine streamingtilbud.

Brugen af DR TV steg fra 31 til 37 procent i løbet af året for alle seere over 12 år. Samtidig faldt andelen af seere, der ser Netflix, fra 40 til 39, og YouTube-brugere fra 51 til 46 procent.

Det er et markant spring og betyder, at næsten lige så mange streamer på DR som på Netflix.

Samtidig var der en stigning på to procent for TV 2 Play, mens der var et fald på tre procent for Viaplay.

Men det var DR, der virkelig bragede igennem.

Streaming af lyd buldrer af sted

Det kan godt være, det ikke er mange, der er lykkedes med at skovle millioner ind på podcast endnu – selv om både Mediano, Zetland og Podimo gør virkelig interessante og gode forsøg på at skabe bæredygtige forretninger af det.

Men danskerne! De er vilde med at streame lyd – det både værende sig radio og musik. I 2018 udgjorde streaming af de to ting seks procent af danskernes samlede medieforbrug. Nu er det 10 procent. Og blandt de 15-31-årige (de så omtalte og eftertragtede unge) steg andelen fra 13 procent til 21 procent af det samlede danske medieforbrug.

Der er med andre ord et vindue lige nu, som er værd at gøre alt for at fange. Måske er det nu, det endelig lykkes?

Flow står foran endnu et hårdt slag

Igen er der en klassisk ikke-nyhed i rapporten: At danskerne ser mindre tv på flow.

Minutforbruget faldt fra 142 dagligt for tv-seere i 2018 til 137 minutter dagligt i 2019. MEN. Det interessante er måske her at løfte kikkerten og se frem. For der er bølgegang på det danske tv-marked, hvor flere kanaler fra Discovery Network i 2020 er forsvundet fra tv-pakkerne hos YouSee, der sender flow-tv til rigtigt mange danskere.

Samtidig har DR lukket DR K og lagt DR3 og DR Ultra udelukkende på nettet.

De tre kanaler stod for 10 procent af danskernes tv-sening i 2020, skriver DR Medieforskning.

De kan fremover kun streames. Og hvis folk fremover vil se flere af Discoverys kanaler – eksempelvis landskampe i fodbold – kan de også være fristet til at skrue op for streamingtjenesterne. Danskerne bruger allerede et væld af forskellige kombinationer af streamingtjenster. Men:

Det peger i retning af endnu et hårdt år for flow – og kæmpe et år for streaming i en brydningstid for tv-branchen.

TV er det vigtigste nyhedsmedie. Men …

Det kan være skønt at smække benene op en søndag med Weekendavisen, Politiken, Information eller en fuldfed Berlinger.

Men det er generelt ikke danskernes foretrukne adgang til nyheder. Selvfølgelig møder de et væld på nettet og på Facebook (64 procent af danskerne benytter Facebook dagligt, og flest bruger også nyheder på nettet – 66 procent bruger dagligt nyhedssider og apps).

Men spørger man, hvilket nyhedsmedie der er vigtigst for dem personligt, så tager tv-nyhederne tre ud af de fire øverste pladser.

18 procent oplever TV Avisen på DR1 som deres vigtigste nyhedsmedie, 11 procent peger på nyhederne på TV 2, 10 procent peger på dr.dk, og ni procent peger på TV 2 News.

Politiken rammer derimod eksempelvis syv procent, mens tre procent peger på Berlingske som landets vigtigste nyhedsmedie.

Men aviserne kan jo til gengæld glæde sig over, at folk får flest nyheder hos dem digitalt. Så er der bare det med at få nogle penge ud af det …

Nyhedsapps kan være lidt for meget

Apropos det med at bruge nyhedsapps.

Det kan faktisk godt være ret irriterende for brugerne. Blandt de personer, der har meldt sig til en nyhedsapp på telefonen, synes 11 procent, at de får alt for mange notifikationer. 38 procent synes, de får lidt for mange. Og 48 procent synes, det er lige tilpas.

Andelen af dem, der synes, den sidder lige i skabet, kunne mange medier sikkert have et ønske om blev endnu højere. Derfor har DR i rapporten også samlet nogle gode råd til, hvilke notifikationer der giver brugerne værdi.

De tre typer relevante notifikationer er:

  1. En meget aktuel nyhed, der ikke kan vente til senere – som en bombeeksplosion eller andet, der påvirker folks omverden og færden.
  2. Noget, der rammer brugernes nicheinteresser. Det kan være noget, de kan identificere sig med, som uddannelsesstof for unge.
  3. Notifikationer, de ikke behøver åbne for at forstå dem. Det er selvfølgelig fedt at få boostet de kliktal. Men der er faktisk også stor værdi, hvis notifikationen giver hele historien frem for at være en snedig form for clickbait.

Og hey. Læserne skal kun slette appen én gang, før de stopper med at få nyheder der. Så det er nok det værd, at den sidder lige i skabet.

3 Kommentarer

Kim
25. JANUAR 2020
“Læserne skal kun slette appen én gang, før de stopper med at få nyheder der. Så det er nok det værd, at den sidder lige i skabet”
Måske fanger jeg det bare ikke. Men hvad menes der med det ?
Jakob Albrecht
24. JANUAR 2020
Hej Michael

Godt set. Det er rettet til, at tv-nyhederne tager tre ud af de fire øverste pladser

mvh Jakob Albrecht, Journalisten
Michael Kjærgård
23. JANUAR 2020
Fire ud af tre pladser i top fire?