Onsdag har alle medlemmer af Dansk Journalistforbund fået en mail fra forbundet om, at DJ’s hovedbestyrelse har besluttet at bruge de såkaldte ”eksklusive mandater” i forhold til aftaler om fiktions- og dokumentar-produktioner for streamingtjenester som for eksempel Netflix, HBO og Viaplay.
Det betyder kort fortalt, at DJ sætter sig på retten til at forhandle disse aftaler. Et DJ-medlem kan altså ikke længere lave en aftale på egen hånd.
”Vi ønsker at få nogle aftaler på streaming-området. Det har vi ikke kunnet med de hidtidige skridt, derfor er vi nødt til at tage det næste,” forklarer politisk konsulent i DJ Hans Jørgen Dybro.
Vil købe ophavsretten
Striden drejer sig om ophavsret og videreudnyttelse. I Danmark er der tradition for, at man ved siden af honoraret bevarer en vis del af ophavsretten til det arbejde, man har lavet. De udenlandske selskaber er derimod vant til de såkaldte ’buy-out’ aftaler, hvor man sælger sin ophavsret mod et større honorar.
”Det kan godt være, den honorering er bedre, men Skuespillerforbundet har lavet undersøgelser, der viser, at det på længere sigt er en dårlig forretning,” siger Hans Jørgen Dybro.
DJ er en del af foreningen Create Denmark, som består af 10 fagforeninger i den kreative branche. Seks af disse, blandt andet Skuespillerforbundet og Danske Filminstruktører, har allerede valgt at aktivere deres eksklusive mandater. Det sker, efter at Create Denmark i flere måneder uden resultat har forsøgt at få en aftale med producenterne om vilkår for serier til de store streaming-selskaber. Og nu tager DJ altså samme skridt for at øge presset.
Færre end 100 berøres
”Vi gør det for at styrke vores position. Nu ligger mandatet til at forhandle enhver aftale hos DJ, og vi forhandler sammen med Create Denmark. Det betyder, at en streaming-tjeneste ikke kan presse den enkelte til at lave en aftale med ringere vilkår, end vi mener er rimeligt,” siger Hans Jørgen Dybro.
De eksklusive mandater er kun aktiveret i forhold til medlemmer, der arbejder med streaming-produktioner enten direkte for streaming-selskaberne eller gennem producenter, der ikke er dækket af Producentforeningens overenskomst.
Der er dog ikke tale om, at et stort antal DJ-medlemmer vil blive berørt. Hans Jørgen Dybro forventer, at det er færre end 100. Han kender ikke til, at DJ-medlemmer er blevet presset til dårlige aftaler. Men han ved, der er eksempler blandt medlemmer i andre fagforeninger under Create Denmark.
Specialgruppe bakker op
FILM&TVGRUPPEN i DJ er hjemsted for de medlemmer, der nu fratages muligheden for at lave individuelle aftaler omkring streaming-produktioner. Men specialgruppen bakker op om den beslutning.
”Vi er blevet taget med på råd, og vi støtter det. I første omgang ser jeg det mest som en symbolsk handling, hvor vi støtter op om de andre forbund. De fleste af vores medlemmer arbejder med produktioner til DR, TV 2 og de andre tv-stationer, men der vil formentlig være nogle medlemmer, som kan blive berørt af det, og disse medlemmer skal vi selvfølgelig hjælpe alt det, vi kan,” siger FILM&TVGRUPPENs formand, Johannes Pico.
Han tror dog, problemstillingen på sigt kan blive relevant for en hel del DJ-medlemmer, der arbejder med tv-produktioner.
”Lige nu vil streaming-tjenesterne have fiktion og de tunge dokumentar-formater. Men man ser allerede nu tegn på, at de gerne vil have livsstilsprogrammer. Snart bliver det ’Bagedysten’ og nogle af alle de mange andre tv-genrer, som rigtig mange af vores medlemmer går og laver. Så jeg mener, at forbundet her går ind og foregriber problemstillinger, inden de for alvor opstår,” siger han.
Producenter advarer
Producentforeningens direktør, Klaus Hansen, har tidligere over for Journalisten udtrykt bekymring for, at streaming-selskaberne vil blive skræmt væk.
”Faren ved de kreatives fremgangsmåde er, at streamingtjenesterne på baggrund af den her udmelding kan lave en iskold kalkule og fremover producere deres indhold et andet sted end i Danmark,” skrev Klaus Hansen i en mail.
Ifølge Hans Jørgen Dybro vil Create Denmark nu gå videre med indledende møder, der forhåbentlig skal føre til egentlige forhandlinger med Producentforeningen.
Det er første gang, DJ gør brug af eksklusive mandater. Muligheden for dette blev vedtaget ved delegeretmødet 2017.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.