Onsdag aften inviterede Søren Ryge seerne på besøg i sin have for sidste gang. Den erfarne tv-vært og have-aficionado har vurderet, at tiden er inde til at stoppe programmet ’Søren Ryge Direkte’ efter omkring 200 programmer over hele 28 år.

De seneste knap 25 år har fotograf Egon Rix været med. Stået bag kameraet i den nok mest veldokumenterede have i danmarkshistorien og i samspil med Søren Ryge insisteret på, at slow-tv har sin berettigelse. Seerne har kvitteret ved at holde ud. Så sent som sidste år sad omkring en halv million og kiggede med en aften i august.

Egon Rix fortæller, at det gav en klump i halsen, da de i onsdags satte punktum for succesen.

”Det var vemodigt. Men der var også en følelse af sejrsrus. Der er altså ikke mange programmer, der har kørt i 28 år på næsten samme måde. Jeg er meget stolt af at have været en del af det,” siger den 62-årige fotograf.

”Søren har altid været virkelig god. Hvis jeg som fotograf kiggede et andet sted hen, end han var på vej til, kunne han altid omstrukturere og lave en ny plan,” siger Egon Rix. Cathrine Becher

Et evigt adrenalinkick

Egon Rix blev programmets kameramand ved lidt af et tilfælde. Muligheden kom grundet sygdom på holdet, og Egon Rix havde ikke nogen særlig kameraerfaring. Men chancen var for stor til at sige nej, og derfor måtte han dagen inden første udsendelse en tur i DR’s garage med et kamera på skulderen.

”Jeg var nødt til at finde ud af, om jeg overhovedet kunne holde til at gå med det på skulderen i en halv time. Sådan et kamera vejer jo 10-11 kg. Den første fotograf på programmet, Finn Ramsgaard, havde fortalt mig, at han ofte måtte en tur til kiropraktoren.”

Han bestod testen og troppede op dagen efter. Nervøs.

”Det var jo allerede en stor succes, så jeg havde selvfølgelig i baghovedet, at jeg skulle vise, hvad jeg kunne. Men Søren har altid været virkelig god. Hvis jeg som fotograf kiggede et andet sted hen, end han var på vej til, kunne han altid omstrukturere og lave en ny plan,” siger Egon Rix.

Med årene sneg rutinen sig ind på fotografen, og nogle af nerverne forsvandt. Men han beskriver alligevel hvert eneste program som et adrenalinkick.

”Du har jo bare ét kamera. Ikke noget sikkerhedsnet. Hvis noget går galt direkte, går det jo galt. Man skal være sikker på hånden og tro på det, man gør,” siger han og fremhæver, at det er kommet ham til gode ikke at have et udpræget klippeinstinkt.

”Det giver nogle fordele nogle gange, at jeg tør vente lidt længere på, at noget sker. Det er ikke altid, man skal tænke: Vi skal se noget nyt, vi skal flytte os nu.”

Nye muligheder med det trådløse kamera

Og hvad har så egentligt ændret sig i løbet af det kvarte århundrede, kan man måske fristes til at spørge. Ikke meget, siger Egon Rix. Den grundlæggende opgave har været den samme.

”Søren fortæller om noget i sin have, og jeg lytter til, hvad han siger og prøver at sætte mig i seernes sted. Lader, som om jeg er på besøg i en hvilken som helst have uden kamera og forestiller mig, hvordan jeg så ville kigge på det, jeg bliver vist.”

Dog peger han på én stor forskel: Det trådløse kameras indtog efter program nummer 100. Egon Rix beskriver det som en fantastisk frihed pludselig frit at kunne gå rundt i den djurslandske have. Før lagde de kablet ud på forhånd. Forudså, hvor de skulle til højre om en busk og til venstre ved et træ. Og så var det ellers bare om at følge den forudbestemte rute.

”Vi kunne jo ikke bare gå til højre eller venstre, når vi ville. Man skulle hele tiden have styr på, at kablet fulgte med på den rigtige måde og ikke pludselig sad fast i et bed,” siger han.

Blev det aldrig kedeligt for dig at fotografere den samme have igen og igen?

”Nej, haven ændrer sig jo hele tiden. Ting visner og dør. Noget vælter. Noget nyt kommer frem et år efter. Selv om man tænker, det er den samme have, de samme træer og de samme buske, følger det jo årets gang. En bøgeskov springer også ud hvert år, men derfor er det stadig en fornøjelse at se den hver gang.”

Fremragende tømmermands-tv

Egon Rix peger på programmets langsommelighed som en af de vigtigste ingredienser i den vedvarende succes. Mens mange andre tv-formater har fået ”smarte krydsklip” og er blevet ”fyldt med glitterstads”, har ’Søren Ryge Direkte’ holdt fast i det, der også virkede i starten af 90’erne. Og resultatet har været, at det ikke kun er Søren Ryge og Egon Rixs egne aldersfæller, der ser med.

”Jeg hører fra mange unge mennesker – også mine egne børn – at det er fremragende tømmermands-tv. For man kan sagtens have et lille udfald undervejs uden at gå glip af det store,” siger Egon Rix.

”Jeg tror, vi alle sammen har godt af at se noget slow-tv en gang imellem.”

Holdet bag ’Søren Ryge Direkte’ vinkede onsdag aften farvel til seerne. Cathrine Becher