
Anne Hjort har arbejdet som tilrettelægger og instruktør på dokumentarserien ’Årgang 0’ fra første fødsel til sidste afsnit. Foto: Anne Marie Sørensen
I år 2000 blev en håndfuld børn født for øjnene af hele Danmark. ’Årgang 0’ blev navnet på dokumentarserien, der blev vist i tv-stuer landet over.
Hvert år siden år 2000 har danskerne fået lov til at kigge ind i børnene og deres familiers liv.
Anne Hjort, der er tilrettelægger og instruktør på ’Årgang 0’, har været med i alle 20 år. Hun har lært familierne at kende, hun har knyttet bånd til børnene, og hun har været med til at få hele produktionen til at blomstre.
”Jeg er blevet en slags tante for dem, for vi har jo hængt meget op og ned ad hinanden,” siger hun.
Men nu er det slut. For i dag løber allersidste afsnit over skærmen, og det betyder, at Anne Hjort stopper som tilrettelægger og instruktør på serien.
”Det er vemodigt, men samtidig synes jeg, det er vigtigt, at det stopper, fordi alting også skal have en ende. Det er med til at give serien en kvalitet. Og så skal de unge voksne også sættes fri,” siger hun.
Familierne skulle være sympatiske
Da programserien startede i år 2000, havde ingen regnet med, at den ville komme til at køre i 20 år.
Hvilke overvejelser havde I, inden I gik i gang med at filme, om at de unge ville blive kendte?
”Vi tænkte ikke rigtigt over det inden. Vi vidste jo ikke, at de ville blive Danmarks-kendte. Vi vidste ikke, det ville blive den succes, som det blev,” siger Anne Hjort.
Anne Hjort har en baggrund som dokumentarinstruktør og har altid været meget optaget af psykologiske og eksistentielle spørgsmål. Det var netop en af grundene til, at hun sammen med producer Claus Ladegaard bød ind på at lave programmet, da TV 2 sendte det i udbud.
Familierne blev fundet gennem annoncer og spots på TV 2, og i sommeren 1999 stod Anne Hjort og Claus Ladegaard med fem familier, der passede til programmet.
”Vi ledte efter familier fra forskellige områder af Danmark med forskellige uddannelser og fra forskellige sociale lag. Men det vigtigste kriterium var sympati. At det var familier, man ville kunne lide. Nogle, man kunne leve sig ind i og relatere til,” siger hun.
Etiske udfordringer
I løbet af dokumentarseriens levetid er familier sprunget fra og kommet til.
Tre ud af de fire unge, der portrætteres i hvert deres afsnit i løbet af januar, har været med fra starten. Den sidste kom til i sæson 8, da en anden familie sprang fra.
”Fra starten sagde vi til familierne, at de kun bliver filmet, så længe de gerne vil. Hvis de fik problemer med at være med, kunne de holde en pause og vende tilbage. Eller springe helt fra. Kontrakten er blevet fornyet hvert år,” siger hun.
Dokumentarserien har også skildret problemer for flere af familierne. Det har været en etisk udfordring at formidle det ordentligt, siger Anne Hjort.
”Rachel (en af de unge, der er blevet portrætteret, red.) havde det svært i skolen, og det var svært at formidle på en god måde. Der har også været dødsfald, skilsmisser, vold, kriminalitet, stress og sygdom. De skal man kunne håndtere som tilrettelægger. Man skal både være der for dem og lave tv,” siger Anne Hjort.
Derfor har holdet bag dokumentaren fokuseret meget på, hvordan børnene rent faktisk havde det.
”En stor bekymring har været, om det kunne påvirke deres liv i en negativ retning, at de er blevet så kendte,” siger hun
Har du nogensinde tænkt på, om programmet har givet dem flere problemer, end hvis de ikke havde lavet det?
”Jo, det har vi. Men jeg tror faktisk, at for nogen har programmet været mere positivt end det modsatte, så jeg tror, at det for nogen har været en hjælp. I Emmas tilfælde var det et problem, at hun havde det dårligt, og at alle skulle se det. Det var efter det, hun valgte at forlade programmet. Hun havde ikke overskuddet til det.
Men du har ikke fortrudt det?
”Nej, jeg synes, at de fire, vi har fulgt, Emma, Christian, Rachel og Stephanie, er rigtigt godt funderet i deres liv. Og det er rigtigt dejligt, at vi kunne slutte det og slippe dem på et tidspunkt, hvor de alle fire har det rigtigt godt.”
Det vigtigste, Anne Hjort tager med sig fra sine 20 år på produktionen af ’Årgang 0’, er …
”At livet sjældent går, som man har planlagt. (Seriens ‘tagline’ de seneste 10 år). At man skal være velforberedt og åben for det, der så faktisk sker; være til stede og i kontakt. Det er det, jeg har lært,” siger hun.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.