Johan har castet deltagerne til cougarserie: ”Mange troede, det var et dårligt scoretrick”

Johan Lauridsen har kigget på hundredvis af datingprofiler i sin jagt på de helt rette cases til programmet ’Cougarjagt – Ung mand søger moden kvinde’. ”Jeg har skrevet til hundredvis af unge mænd,” siger han

Scor.dk, Cougarcentralen og lukkede fora på nettet, hvor unge mænd søger modne kvinder – og omvendt.

Johan Lauridsen har profiler på dem alle og har været i kontakt med hundredvis af både mænd og kvinder derinde i sin jagt på de helt rette cases.

”Mange troede, det var et dårligt scoretrick, når jeg med min profil skrev, at jeg castede til et tv-program,” siger Johan Lauridsen.

Han var der nemlig ikke, fordi han selv var interesseret i ældre kvinder. Han er ansat på Impact! Tv, hvor han både er VJ, tilrettelægger, redaktionschef og caster. I februar måned begyndte han arbejdet på at finde de helt rette cases til DR3 programmet ’Cougarjagt – Ung mand søger moden kvinde’.

”Jeg måtte ofte præcisere min profiltekst, og til sidst måtte jeg også bruge et billede af mig selv, så de kunne finde mig på Facebook og se, at jeg faktisk er journalist og ikke bare prøvede at komme i bukserne på dem.”

God tid og tålmodighed

I ’Cougarjagt’ følger seerne fire cases – to kvinder, cougars, der er vilde med yngre mænd. Og to unge mænd, der gerne vil møde nogle modne kvinder.

Grundcastet blev oprindeligt fundet af en anden caster end Johan Lauridsen. Men da to ud af tre faldt fra, fik Johan Lauridsen opgaven. Det krævede både god tid og god tålmodighed.

”Vores erfaring er, at det kræver enormt meget tid, fordi man finder dem på mærkelige kanaler,” fortæller han.

”Fra mine profiler skrev jeg ud til alle, der virkede interessante. Jeg var så ligetil og åben som mulig, så vi undgik misforståelser.”

I Johan Lauridsens hoved var det, han ledte efter, en storbykvinde på 50+ med karrieren kørende for sig. Men i hans research ændrede det sig.

”Jeg fandt ud af, at prototypen på en cougar var helt almindelige kvinder. Jeg besøgte nogle skønne mormortyper, der sad i blomstrede kjoler, som jeg var helt forelsket i. De var skønne.”

Derfor blev det i stedet for målet at komme uden om de stereotype forestillinger, som han også selv gik rundt med.

”Vi kender Stephanie Star og tror måske, at mange kvinder, der går efter yngre mænd, er som hende. Men dem var der ikke mange af.”

Drømmecast

I programmet følger man Tina på 47, Heidi, der i programmet ikke vil sige sin præcise alder, men er i slutningen af 40’erne, Hans Peter på 27 og Andreas på 25.

”Dem, vi er endt med, er drømmecastet,” siger han.

”Vi vil gerne give et bredt billede af, hvem der dater på den her måde. Jeg ville gerne undgå, at det tippede over og kun blev meget specielle typer.”

Ifølge ham er det godt for programmet, at de fire cases viser forskelligheden.

”Tina har en helt hård grænse, hun dater kun fyre under 30, mens Andreas har en mere flydende holdning til det. Han er ikke udelukkende ude efter ældre kvinder,” siger Johan Lauridsen og forklarer, at karaktererne komplementerer hinanden godt.

”Så har vi Heidi, der er nyligt fraskilt og har opdaget den her verden. Og Hans Peter, der er mere firkantet og kun går efter ældre kvinder. Vi har brug for alle de nuancer, for at det ikke bliver stereotypt.”

Det var langt sværere at få de unge mænd i tale end de ældre kvinder, siger Johan Lauridsen.

”Jeg har skrevet til hundredvis af unge mænd på de her platforme, og det er få procent, der overhovedet har svaret. Og de fleste af dem har sagt nej.”

Etik og forbehold

Johan Lauridsen oplevede også, at flere sprang fra efter at have sagt ja, fordi de alligevel ikke havde gennemtænkt reaktionerne fra familien godt nok.

Og holdet bag dokumentaren fravalgte også cases, fordi de vurderede, at det ikke var en god idé for dem at medvirke.

Hvilke forbehold og etiske overvejelser er der, når I skal finde sådan nogle cases?

”Vi sørger for at spille med helt åbne kort og gennemgå, hvad det kan betyde for dem at medvirke, hvordan omverdenen kan reagere og den slags. Og så vælger vi fra, hvis vi ikke mener, personen kan forstå, hvad det indebærer.”

Han fortæller, at der eksempelvis var mange af de modne kvinder, der havde teenagebørn, og at de gjorde meget ud af at tale om det fokus, der ville komme, og hvordan det kunne påvirke deres børn.

”Vi havde også én, der ikke ønskede, at hans farmor så det. Der fortalte vi ham selvfølgelig, at det kommer hun nok til.”

Da de fire cases var på plads, brugte Johan Lauridsen meget tid på at forberede dem på, hvad der kunne ske, når programmet blev sendt.

”Vores råd til dem er at holde sig fra Facebook i ugen efter, at programmet er sendt. Vi råder dem også til at lukke deres profil ned og skifte billede. Vores erfaring er, at der vil være folk, der skriver dumme ting, for sådan er internettet.”

Også efter programmet havde premiere, har Johan Lauridsen stadig kontakt med deltagerne.

”Ingen kan forberede sig på at være på tv, når man ikke har prøvet det før, men vi står til rådighed for dem.”

5 Kommentarer

Niels Riis Ebbesen
3. FEBRUAR 2020
@Peter Hammer, tja jeg behøver heller ikke at drikke mig fuld for at kunne konstatere, at alkohol er noget møj, som jeg ikke vil ha' noget gavn af...
Peter Hammer
1. FEBRUAR 2020
Nej, men det er da også meget nemmere at have en mening om alt muligt, hvis man ikke behøver sætte sig ind i det.
Niels Riis Ebbesen
1. FEBRUAR 2020
@Ene Bissenbakker, nej det kan jeg ikke se nogen grund til...
Ene Bissenbakker
31. JANUAR 2020
Niels Riis Ebbesen: har du set programmerne?
Niels Riis Ebbesen
25. JANUAR 2020
DR må godt nok være ude i en meget alvorlig krise, når de skal eksponere blød porno fra seksualitetens overdrev, for at tiltrække publikum til deres udsendelser, og så kalder de det for public service.

Flere