Først sagde DR nej til X Factor. Så blev Thomas Blachman opfundet – og programmet udviklede sig til så stor en "segmentknuser", at DR måtte hyre ekstern kommunikation til at styre pressen.

Der ligger helt uforklarligt en nissehue på gulvet i køkkenet hjemme hos Thomas Blachman på Frederiksberg. Han har haft besøg dagen før. Det blev sent. Fotografen trodser dog hurtigt snavsetøjet og indrammer lynhurtigt en stemning af funkis-tjekkethed, der perfekt styler vores forestilling om, hvem Blachman med den søgende ordstrøm i virkeligheden er.

En ordstrøm, der jævnligt spidder den presse, der har skrevet X Factor op i tv-himlen, hvor sangdysten kysser Matador og et par landskampe i fodbold.
Da sangeren Jean Michel forlod X Factor, udløste det breaking-banner på både Eb.dk og Bt.dk. Nyheden var også tophistorie på Politikens, Berlingskes og Jyllands-Postens hjemmesider. Vi taler om en sangdyst …

Thomas Blachman er mere nøgtern. Han mener, sådan helt generelt, at selvsamme presse, der har kronet ham og konceptet, altid har været noget dummere end befolkningen.
»De fokuserer på dommerkrig og fundamental konflikt og drama,« siger han.

Og som en skør konge, der ikke kan lade være at rive sit eget rige ned, har Thomas Blachman ikke noget problem med at kritisere X Factor. Især ikke, hvis de opsatte musikalske rammer bliver udtryk for det, han kalder en leflen for den laveste fællesnævner. Han fatter for eksempel ikke, at deltagerne skulle udsættes for Rasmus Seebachs poprepertoire.
»Det var en kæp i hjulet på det projekt, der skal forene deltagerne og noget alternativ musik. DR kan ikke få flere tv-seere, end de har nu, så jeg forstår ikke, hvad DR skulle med det mainstream-tema,« smælder han.
Pludselig forsvinder Thomas Blachman ind i stuen. Han har genopdaget nogle gamle indspilninger på computeren. De eftertænksomme rynker i panden og den uigennemtrængelige coolness afløses af et musikalsk legebarn.

– foto: Jonas Pryner Andersen

Thomas Blachman er hovedperson i danmarkshistoriens seermæssigt største underholdningsprogram, der havde finale sidste fredag. Allerede i 2008 satte programmet rekord med over to millioner tv-seere. X Factor er dermed ren balsam for DR's selvforståelse som nationens samlingspunkt. Tilmed i en krisetid.

»X Factor er et råb om hjælp,« mener Blachman.
»X'et betyder, at vi krydser fingre i håb om, at vi har en fremtid sammen og ikke i ensomhed. Det er det, tv-mediet kan fortælle os. Når to millioner mennesker gerne vil have en fælles oplevelse og høre på det her lort, er det udtryk for et håb om, at programmet kan igangsætte nogle samtaler i hverdagen, som ellers ikke bliver til en skid,« siger han.
»Seerne har en masse kærlighed at give af, men ved ikke, hvor de skal gøre af den. Så de giver den til en deltager bag en glasrude. X Factor er en kompensation for mangel på kærlighed.«

Da X Factor kom til Danmark, gav programmet hurtigt baghjul til tidligere talentshowsatsninger i dansk tv som Popstars, Idols og Stjerne for en aften. Det samlede pludselig nationen foran fladskærmens lejrbål – som var vi tilbage i monopoldagene. Medie- og kommunikationseksperter taler om, at programmet er en såkaldt "segmentknuser", der trækker seere fra flere målgrupper; at brugen af dramatiske virkemidler fungerer – og at Thomas Blachman gør hele forskellen.

Den britiske pladeproducer Simon Cowell opfandt X Factor for at generere tv-kendisser, der kunne hjertestarte et stagnerende pladesalg. Nærmest plattenslageri. Og måske derfor blev X Factor i en årrække afvist af danske tv-stationer. TV 2 mente for eksempel ikke, at programmet kunne konkurrere med det nu for længst glemte Scenen er din.

DR endte med at sige ja til konceptet og tunere det, så det kom til at handle om dyrkelse af talent kombineret med debat om musik – og lancerede forventningsfuldt programmet med både trailere og radiospots.
»Men der var ikke den store interesse fra medierne,« mindes Jan Lagermand Lundme, underholdningsdirektør, DR.
»Så sendte vi første program, og i weekenden kunne man fornemme, at det gik rimeligt meget amok på hjemmesider og netavisernes debat.«
En stor del af omtalen var negativ, da brugerne luftede deres meninger.
»Vi fik at vide, at vi gjorde grin med deltagerne. Så vi havde et mindre krisemøde mandag morgen,« husker Jan Lagermand Lundme.

Men seertallet var højt – og avisernes egne anmeldelser positive. B.T. gav X Factor fem stjerner, mens Dagbladet Information alene med sin dækning blåstemplede X Factors uomgængelighed. Avisen skrev, at X Factors showværdi var "ubetalelig", når dommerne tændte af.

X Factor er umiddelbart en banal sangkonkurrence mellem amatører, men dybest set en psykologisk fejde mellem tre dommere, der på den ene side skal være saglige, på den anden side skal fremme deres egne deltageres interesser.
»Når DR i første program af sidste sæson kan vælge at vise klip af en stor bus, flankeret af motorcykler og helikoptere, for at symbolisere dommernes ankomst, er der ingen tvivl om, at her er stjernerne,« siger Nicolai Würtz, der – ud over at være formand for TVgruppen i Dansk Journalistforbund – blandt andet har tilrettelagt Zulu Kvæggræs og Bingoland på TV 2.

DR har med X Factor kort sagt indgået en kontrakt med seerne om, at det er i orden at reagere følelsesmæssigt på en total iscenesættelse. Deltagerne kåres som stjerner – og glemmes. Illusion accepteres som virkelighed.
»Selv om vi godt ved, at dommerne ikke sidder i bussen, accepterer vi det stadigvæk. Og der var jo ingen, der interesserede sig for, hvordan Etta Cameron i sin tid ankom til Risby Studierne til Scenen er din,« som Nicolai Würtz siger.

– foto: Jonas Pryner Andersen

Kort efter første program i 2008 jagtede alle aviser X Factor-historier, og DR blev nødt til at hyre et eksternt kommunikationsfirma. I dag er det Have Kommunikation, der håndterer medieinteressen.
»Det har et underholdningsprogram aldrig krævet før, og de ressourcer har vi ikke haft i vores egen presseafdeling,« forklarer Jan Lagermand Lundme.
»Vi var lidt i chok og lidt bange for, hvordan vi skulle håndtere opmærksomheden.«

I dag er chokket afløst af systematik. Have Kommunikation sætter interviews op og afholder flere ugentlige pressemøder. Hver mandag er det dommerne, hver torsdag er det deltagerne. Optakten til fredagens show kører i faste rammer, som var det en landskamp. Lars Westh Jacobsen, underholdningsredaktør på Bt.dk, påpeger, at mediebrugerne synes helt umættelige efter X Factor.
»Vi har kørt en historie om, at Ida har smidt sin bøjle. Det er en lille sød historie. Men når den stryger op som den mest læste artikel på en time på vores hjemmeside, forpligter det os til at skrive om det,« forklarer han.

Virkelighed og tv er for længst smeltet sammen. Smed Ida bøjlen, fordi tiden var inde? Eller var tiden inde, fordi Ida skulle i avisen?
»Det er et spil, der kører til ære for pressen. Men det er seerne og læserne sådan set med på,« siger Tove Arendt Rasmussen, lektor ved Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet. Hun mener, at det kun fremmer spændingen, at ingen ved, hvornår konflikterne går fra iscenesættelse til alvor.
»Derfor er Blachman fantastisk, for du kan ikke se, hvad der gemmer sig bag hans rævesmil. Når programmet bliver pakket ind i en emotionel fortælling, åbner det et register hos seeren, hvor man bliver enormt draget, selv om man måske godt ved, at det er for meget,« forklarer hun.

I presserummet i DR Byen står Ekstra Bladets reporter Allan Lykke Olesen og drikker kaffe af et plastikkrus fra buffeten. Han tøver ikke et øjeblik med at svare på spørgsmålet om, hvor kilden til de bedste X Factor-historier udspringer.
»Fra Blachman og kun Blachman. Han er uforfærdet og agerer, før han tænker. Noget er guldkorn, og andet generer folk. Det sidste er vel det bedste. Uanset om han har ret eller ej, tænder det folk. Uden ham var det nul og niks,« siger han.

I tredje sæson var Blachman ikke med. Og i stedet for hans taleeffekter begyndte DR at klippe de knap så dygtige deltagere hårdere. Det udløste pressekritik om, at DR mobbede deltagerne. Jan Lagermand Lundme mener, at effektjageriet direkte skyldtes fraværet af Blachmans retorik.
»Hvis dommerne ikke har noget sprog, og der kommer en ind, der ikke kan synge, og dommerne kun sidder og småfniser, er det helt til skraldespanden. Der skal være en dommer med et sprog, der kan redde de skæve typer og lede efter andre kvaliteter uden at ydmyge dem.«

B.T. kørte for to år siden en artikelserie, der såede tvivl om gyldigheden af sms-afstemningen.
»Det er et udmærket bevis på, at vi stadig forholder os kritisk til programmet, når muligheden opstår. Vi er åbne og på vagt efter historier, som går på tværs af, hvad DR og Have ønsker,« siger Lars Westh Jacobsen, Bt.dk. I stedet for udelukkende at gå i defensiven forsøgte DR at lære af kritikken.
»Historien var nok et resultat af, at vi havde holdt kortene lidt for tæt ind til kroppen,« siger Jan Lagermand Lundme.

DR havde i X Factors start altid en pressemedarbejder med ved bordet, når en deltager blev interviewet. I dag er strategien helt anderledes.
»Pressen skal skrive kritisk om os, men jo mere vi giver dem adgang til, jo mere kvalificeret er den kritiske historie. For vi ved, at alt kommer frem. Det har X Factor lært mig,« siger Jan Lagermand Lundme.
»Jeg ved godt, at nogle medier går efter struben. Men for fem år siden troede jeg, at jeg skulle kæmpe med medierne. Nu har vi udviklet et princip om, at alt, der handler om X Factor, skal kunne tåle dagens lys.«

Men noget ligger stadig hen i mørke. Da Jean Michel forlod X Factor, lød det fra DR, at det skyldtes personlige årsager – hvilket Blachman derpå blankt afviste. I stedet skulle forklaringen være, at Jean Michel ikke kunne stå inde for programmet. Det skabte unødvendige rygter, mener Lars Westh Jacobsen. Men DR har holdt forklaringen tilbage for at beskytte Jean Michel, forklarer Jan Lagermand Lundme.
»Det er dybt beklageligt, hvis der er journalister, der føler, at det har skadet samarbejdet, fordi der er en enkelt historie, hvor vi ikke kan lægge det hele åbent ud,« siger han.

På køkkenbordet ligger et filmmanuskript. "The American Tourist by Blachman," står der på forsiden. Er Thomas Blachman selv en turist i en amerikansk drøm, hvor der altid vil være vindere og tabere i jagten på stjernerne?
»Jeg har i hvert fald ikke forstået reglerne, for jeg er ligeglad med, hvem der vinder. Det er i musikkens navn, jeg gør det her. Jeg er et menneske i frit fald, og jeg tager mine frustrationer med på arbejde.«

Og måske er det kernen i succesen – at han får lov at køre sin egen dagsorden.
»Det er ikke nemt at lave god musik og lave en lille anretning af en sang og en artist og så håbe på, at musikkens væsen kommer ind i bygningen og æder måltidet. Som dommere bliver vi frustrerede, hvis det ikke sker. Så kommer der ballade mellem os. Og det skal der være, når potentialet ikke forløses. Det er en god debat,« siger han.

Man skal langt væk fra hele samspillet med DR og pressen for at finde en erklæret X Factor-skeptiker. Men på Nørrebro i København sidder Kim Ingemann, kulturredaktør på venstrefløjsportalen Modkraft. Han er lodret uenig, når både Blachman og DR siger, at X Factor handler om musik.
»X Factor har intet med musik at gøre. Tværtimod er musikken reduceret til en sportskamp, som bliver pakket ind i dramatisk underholdning, hvor man dvæler ved glædestårer og langtrukne afstemninger, hvor taberne skal findes. Det er følelsesporno og et udtryk for det synspunkt, at konkurrence er det grundlæggende eksistensvilkår i vores samfund,« smælder Kim Ingemann, der mener, at DR bryder ånden i public service-aftalen ved at lade X Factor dække en del af kategorien "dansk musik".

Selv utæmmelige Blachman er ifølge Kim Ingemann en indkalkuleret brik i spillet.
»Det er en illusion, når Blachman siger, at det handler om kunst.«
Thomas Blachmans eget øverste ønske er – nok lidt i strid med DR's vision – at seerne ikke behøver se programmet.
»Det er en trang til at sige til alle de unge mennesker, der ser programmet, at lytter de til mig, vil de blive kloge nok til at slukke for lortet. Så går folk ud i verden og får det nærvær, de har brug for.«

Thomas Blachmans mobiltelefon ringer, og han rejser sig i begejstring fra sofaen. De sorte læderstøvler trækker med hastige skridt en diagonal linje gennem stuen.
»Så kommer stortrommen lige i fucking fjæset,« siger han ned i røret.

På den ene side er Blachman autentisk og utæmmelig – på den anden side er han en konstruktion. Eller som han selv siger – en oppustet ballon, der gør, at han kan holde de ting ude, der ikke rager andre.
»Han er helt klart en figur, som står midt i et kald med en overbevisning om, at hans generation skal efterlade et bedre samfund end det, han selv har overtaget,« siger han – om sig selv i tredjeperson.

Og han slutter med en sætning, der som alt andet i X Factor-land ligger og dirrer på kanten mellem virkelighed og iscenesættelse:
»Men alt det kan et tv-program ikke forløse. Derfor skal jeg også ud af programmet nu.«