Lørdag blev tv-priserne uddelt ved en stor prisfest i København. I kategorien ‘Bedste reality’ vandt DR’s sociale eksperiment ’Øen – en ny begyndelse’.

I serien skal 14 deltagere overleve på en øde ø i Stillehavet og opbygge et samfund i fællesskab.

Det lyder måske som en kopi af TV3’s ’Robinson Ekspeditionen’, men DR’s version adskiller sig på flere punkter. Blandt andet er der ingen af deltagerne, der bliver smidt ud, og alt bliver filmet af deltagerne selv.

Blandt deltagerne var tre professionelle fotografer, der alle var ansat til at deltage i eksperimentet på lige fod med resten af deltagerne, men samtidig havde de ansvaret for at få materiale med hjem til produktionsselskabet Metronome.

Én af de tre fotografer, der deltog, er Louise Paulsen, der til daglig arbejder for Metronome.

Programmet har ikke bare givet hende en tv-pris, men også en bedre forståelse for de mennesker, hun normalt arbejder sammen med, når hun står bag kameraet.

”Jeg tror, det har givet mig en forståelse for, hvorfor nogle deltagere føler sig sårbare og usikre foran kameraet. Før i tiden ville jeg måske bare tænke, slap nu af, men jeg kan bedre se nu, hvor utroligt sårbar man er, når man stiller sig op foran kameraet,” siger hun.

Fik lov til at trække stikket

Da hun første gang blev spurgt, om hun ville deltage, hældte hun mest til at sige nej.

Men programmet voksede på hende, og hun endte med at sige ja, fordi det var for spændende en udfordring at takke nej til.

”Det blev en kæmpe oplevelse. Det var fedt at få lov til at trække stikket,” siger Louise Paulsen.

Louise Paulsen havde ingen specielle fordele. Den eneste forskel var, at hun havde en ekstra opgave.

”At filme blev en del af dagligdagen. Ligesom der skulle hentes vand og tændes bål, skulle der også filmes,” siger hun og tilføjer: ”Men jo længere tid der gik, jo hårdere blev det. Bare det at løfte kameraet blev hårdt til sidst.”

Kameraet blev alles ven

Fra starten gjorde de tre fotografer alt for, at deltagerne skulle blive fortrolige ved at blive filmet. De lod de andre deltagere filme selv, når de skulle på ekspeditioner alene på øen, og alle deltagerne skulle også lave små confessions, hvor de fortalte, hvordan de havde det til kameraet hver morgen.

”Vi havde kun hinanden og kameraet at snakke med. Og vi gjorde en dyd ud af at gøre kameraet til folks ven. For når man er sulten og presset og også bliver filmet, er det vigtigt, at man føler sig tryg ved kameraet,” siger Louise Paulsen.

Filmede I alt?

”Der er nogle ting, vi ikke har filmet. Hygiejne og afføring er der ikke blevet snakket så meget om på kamera. Men vi snakkede om det derude,” siger Louise Paulsen.

Faktisk fyldte hygiejne og afføring så meget i deltagernes dagligdag, at det ikke forekom at være noget, der var værd at tale om til kameraet.

”Det ville være ligesom at ringe hjem for at fortælle om, hvordan man cykler,” siger hun.

Skulle dele ud af sig selv

En af forskellene ved at deltage i programmet selv og samtidigt filme var, at Louise Paulsen ikke kun skulle sørge for at hive ting ud af sine meddeltagere, men også dele ud af sig selv.

”Normalt er jeg vant til at skulle hive ting ud af andre, men lige pludselig var det ikke kun det, jeg skulle. Jeg skulle også give noget af mig selv. Jeg skulle give noget ekstra,” siger hun.

Hvordan var det?

”Det var ikke som sådan hårdt, for programmets formål var ikke at køre på folk. Havde det været et andet format, havde der sikkert været et andet fokus på, at jeg fx er homoseksuel, har mistet min mor og er veganer, men det er ikke noget, der bliver kørt på i programmet som et omdrejningspunkt.”

En anden forskel er, at når Louise Paulsen normalt står bag kameraet, og kun gør det, har hun det fulde overblik over historien og optagelserne.

”På øen ejede jeg ikke overblik, og man slipper fuldstændigt kontrollen,” siger hun.