Tidlig morgen. Solen er ved at finde sin vej op ad himlen, og journalist Anders-Peter Mathiasen sidder i en speedbåd på vej til arbejde. I havet omkring er flyvefisk og havskildpadder, og arbejdspladsen er en øde ø i Malaysia.

”Det er altså noget andet end at cykle ind gennem Vesterbrogade,” siger Anders-Peter Mathiasen, der husker tilbage på de tre gange, han har været med til at producere 'Robinson Ekspeditionen'.

I disse dage er programmet på skærmen for 20. gang, og Anders-Peter Mathiasen var med på produktionsholdet i 2001, 2007 og 2008.

”Sådan noget lort”

Ud over medvirken i tv-produktionerne tæller Anders-Peter Mathiasens CV blandt meget andet syv nomineringer til Cavlingprisen – i 1989 og 2004 med sejr til følge for hans dækning af henholdsvis misforhold i Stadsarkitektens Direktorat under Københavns Kommune og den såkaldte Dan Lynge-sag.

Han kalder selv sin medvirken i 'Robinson Ekspeditionen' for en drengedrøm, men i journalistkredse har der ikke altid været samme beundring.

”Jeg er en såkaldt fin journalist, og jeg har flere gange oplevet, at folk siger: ”Hvad fanden, laver du sådan noget lort?” Men jeg er så stolt af det og meget glad for at have været med. Det har været et kæmpe eventyr,” siger Anders-Peter Mathiasen.

 Anders-Peter Mathiasen er her på vej i speedbåd til øråd. Privatfoto

Ren og skær journalistik

Anders-Peter Mathiasen har alle tre gange været i Malaysia, og her har han været en del af et tremandshold, hvor journalist, lydmand og fotograf befinder sig på øen med deltagerne, og resten af tv-holdet har base på fastlandet.

”Min opgave var at være produktionens repræsentant på stedet, og den journalistiske opgave er at holde øje med, hvad der sker mellem folkene,” siger Anders-Peter Mathiasen.

”Vi skal finde ud af, hvor den gode historie er. Hvem er forelsket, hvem hader hinanden, hvem er alfahan, og hvem lurepasser? Det er ren og skær journalistik,” siger han.

Ifølge Anders-Peter Mathiasen er den journalistiske tilgang den samme, om man skal afdække en politisk sag og få politikerne til at betro sig – eller om man skal afdække en proces mellem mennesker på en øde ø.

”Deltagerne lyver jo og spiller deres eget spil, og der skal man bruge de journalistiske redskaber for at finde ud af, hvad der i virkeligheden foregår,” siger han.

Rart med afveksling

Anders-Peter Mathiasen har nydt at kunne veksle mellem lange undersøgende projekter bag skrivebordet i København og tiden på speedbåden og den øde ø i Asien.

”Hvis man har mulighed for at skifte mellem ting, skal man gøre det. Det ville være forfærdeligt for mig kun at beskæftige mig med reality-tv, ligesom det ville være forfærdeligt kun at arbejde inden for en anden genre,” siger han.

”Det har været enormt sjovt at lave tunge ting om vinteren og så det her om sommeren.”

Første gang var grænseoverskridende

Særligt sæsonen fra 2001 har gjort indtryk på Anders-Peter Mathiasen. Programmerne kredsede meget om, at der var en voldsom sult blandt deltagerne, og Anders-Peter Mathiasen kunne mærke, at hans egne grænser var tæt på at blive udfordret. 

”De fik virkelig ikke særlig meget at spise, og jeg følte, jeg var med i et eller andet menneskeeksperiment. Min samvittighed kom på prøve,” siger han.

I dag ved han dog, at han overreagerede.

”Der bliver jo passet godt på folk, selv om det ser hårdt ud på tv,” siger han.

Sætter tanker i gang i stuerne

God reality er ifølge Anders-Peter Mathiasen, når deltagerne sættes i ekstreme situationer, hvor de ikke ved, hvordan de skal reagere.

For eksempel husker han i 2008, at deltagerne blev spurgt, om de var villige til at udføre waterboarding på modstanderen.

”I medierne blev det fremstillet, som om det var helt forfærdeligt,” husker Anders-Peter Mathiasen.

”Men det var det jo ikke. Det var en test på, hvad man kan få folk til at gøre – kan man få dem til at lave tortur for selv at få en belønning? Det ville jo aldrig blive godkendt, hvis de sagde ja,” siger han.

Han mener, det er sådanne dilemmaer på skærmen, der sætter tanker i gang hjemme i stuerne og derfor er godt tv.

”Man tænker over, hvad man selv ville gøre. Og mens man selv sidder og tænker over det, er der folk på skærmen, der forsøger at forholde sig til det,” siger han.

Og her er det også spændende for holdet bag produktionen, fortæller han. For de ved jo heller ikke, hvordan deltagerne reagerer.

”Det overordnede forløb er selvfølgelig planlagt, men man sætter jo også nogle skibe i søen og puster lidt til dem for at se, hvad der sker. Og når det så fungerer, er det altså virkelig smukt.”