”Jeg prøver at stoppe ham, men han flår i kameraet og ødelægger det”

DF-politiker Jørn Dohrmann er dømt for at ødelægge en fotografs kamera. Her fortæller fotografen om sammenstødet og sagen, som har varet tre år. Dohrmann: Ingen kommentarer

En forårsdag i 2017 stod tv-fotograf Birger Lund og filmede. Kameraet var på stativet i en vejgrøft ved en mark uden for Vamdrup. Han skød dækbilleder af et hus til en dokumentar, da en vred mand dukkede op.

Birger Lund troede ikke, at nogen var hjemme i huset. Men det var Dansk Folkeparti-politikeren Jørn Dohrmann. Han for ud, tog kameraet af stativet og forsøgte at tage det med.

”Da han kommer ud af huset, er jeg ikke klar over, hvem det er. Det finder jeg så hurtigt ud af. Han går direkte over og tager kameraet. Jeg prøver at stoppe ham, men han flår i kameraet og ødelægger det,” husker Birger Lund.

Episoden endte med, at Jørn Dohrmann tog kameraet med ind i huset. Birger Lund ringede til politiet, som fik politikeren til at levere det tilbage. Senere på dagen vendte politiet tilbage efter kameraets hukommelseskort, som Jørn Dohrmann forgæves havde forsøgt at få adgang til.

Fotograf: Mærkeligt, hvis det var okay

Og i går – knap tre år efter episoden – er der sat et foreløbigt punktum. Jørn Dohrmann er blevet idømt 30 dagbøder á 500 kroner – altså 15.000 kroner i alt – for sammenstødet. Samtidig skal Dohrmann dække reparation af kameraet, som også kostede lidt over 15.000 kroner. Og så skal han bekoste sagens omkostninger.

Birger Lund er lettet over, at der er faldet dom.

”Hvis han ikke var blevet dømt, så ved jeg ikke, hvad jeg ville gøre. Det ville være meget mærkeligt at arbejde i branchen bagefter, hvis det her var okay,” siger han.

Episoden var voldsom for Birger Lund, fordi han – med egne ord – ”slet ikke var i krigs-mode”.

”Jeg valgte at blive derovre et døgn, for jeg var ikke i stand til at køre hjem den aften. Jeg har prøvet mange ting som fotograf, men det var voldsomt. Jeg blev hidsig på min fagligheds vegne,” siger han og bliver hidsig, mens han fortæller det.

”Det er bare ikke i orden!”

”Det er langt over stregen”

Ifølge Birger Lunds advokat, Tyge Trier, er sagen vigtig for pressefriheden i Danmark.

”Sagen er principiel, fordi den handler om de fotojournalister og journalister, som er ude i marken. Her helt bogstaveligt talt. Når man står derude, er man jo mere udsat end dem, der sidder inde på redaktionerne. Derfor er det en rigtig god dag for medierne,” siger Tyge Trier.

”Vi har fået en klar markering af, at folk skal respektere fotografer og journalister – og deres udstyr – når de er på arbejde. Den retlige beskyttelse gælder ikke kun i publiceringsfasen, men også når medierne researcher og optager,” fortsætter han.

Tyge Trier, som har mange års erfaring med mediesager, er glad for, at sagen får konsekvenser.

”Det er rigtig vigtigt, at vi i branchen står sammen i sådan en sag og siger, at det skal have konsekvenser, når en professionel folkevalgt politiker går løs på en fotograf på denne strafbare måde. Det er langt, langt over stregen,” siger han.

Dansk Journalistforbund er også glad for, at der er faldet dom, selv om formand Tine Johansen i går sagde til Journalisten, at straffen er ”i den milde ende”.

Birger Lund har prøvet meget i sin karriere som tv-fotograf. Han har også oplevet kilder, som er sure og råber, fx når han har filmet ’Kontant’. Men det her var noget andet.

”Der er forskel på, om det er en håndværksmester, der bliver hidsig og sur, og så en politiker. Han er folkevalgt, så han må regne med, at pressen holder øje med ham. Jeg havde slet ikke forventet den reaktion. Han var jo totalt utilregnelig,” siger Birger Lund.

Journalisten har talt med Jørn Dohrmann. Han har ingen kommentarer.

Men i retten nægtede DF-politikeren sig skyldig. Han fortalte, at han følte sig forfulgt af journalisterne bag dokumentaren.

”Jeg synes, det var uforskammet. De skal ikke filme på privat grund og gøre min familie usikker,” sagde Jørn Dohrmann i retten ifølge Ritzau.

Sagen har blandt andet trukket i langdrag, fordi Jørn Dohrmann har haft immunitet som politiker. Dohrmann sad i Europa-Parlamentet fra 2014 til 2019. Parlamentet ophævede hans immunitet i marts 2019.

0 Kommentarer

Læs også

<span class=DJ om straf til Dohrmann: I den milde ende">

DJ om straf til politiker, der ødelagde fotografs kamera: I den milde ende

09. MARTS 2020

Overfald på fotograf ender i retten

24. JANUAR 2014

TV 2-journalist overfaldet på Christiania

08. JUNI 2012
data_usage
chevron_left
chevron_right