En rutineopgave udviklede sig i juli 2013 dramatisk for freelancefotograf Mads Claus Rasmussen. Han var af Ekstra Bladet blevet sendt til Svendborg i forbindelse med dækningen af et knivoverfald, hvor en mand havde stukket sin svigermor. Mads Claus Rasmussen var på sagen sammen med en EB-journalist i Aarhus, men han valgte at tage i forvejen for at tage billeder af huset, der ligger i et villakvarter.
»Da jeg kommer derud, er der helt roligt, og jeg begynder at tage nogle almindelige location-billeder. Pludselig kommer en bil og kører op i indkørslen, og to mænd stiger ud og råber, hvorfor jeg står og tager billeder,« fortæller Mads Claus Rasmussen.
Da de to mænd begynder at nærme sig, viser han sit pressekort og forklarer, at han er på opgave for Ekstra Bladet, og at han har lov at stå på gaden og fotografere.
»De siger så, at jeg bare er en fucking politi’er, der prøver at snyde sig ind. Og pludselig får jeg et slag, og mit kamera bliver snuppet ud af hånden på mig. Jeg siger så, at jeg vil ringe til politiet, men får at vide, at hvis jeg gør det, vil de smadre mig,« siger han.
Tog det roligt i situationen
Mads Claus Rasmussen slipper væk fra de to mænd og gemmer sig bag en hæk, hvorfra han får tilkaldt politiet. Da politiet kommer, får de efter noget forhandling mændene til at levere kameraet tilbage. Dog er hukommelseskortene i mellemtiden blevet skyllet ud i toilettet.
Efter episoden overvejer Mads Claus Rasmussen, om han skal opretholde anklagen om vold og røveri. Han ved, at det kan være en svær sag, fordi der ikke er andre vidner end ham selv og de to mænd – men alligevel vælger han at køre sagen.
»Jeg synes, at jeg må tage chancen for at tabe sagen. For mig er det mere et principielt spørgsmål om, at det skal slås fast, at journalister og fotografer skal have lov at lave deres arbejde,« siger Mads Claus Rasmussen, der ikke før har oplevet at blive udsat for vold i arbejds medfør.
Han ved, at de to mænd i vidneafhøringerne har påstået, at han skulle have stået inde i deres have og taget billeder, men han fastholder, at han kun befandt sig på den offentlige vej. I det hele taget synes han selv, at han håndterede situationen godt efter omstændighederne.
»Jeg formåede at tage det stille og roligt. Og jeg er glad for, at jeg ikke prøvede at være smart, for så havde jeg fået en ordentlig omgang.«
Følsom situation
Selv om han slap uden fysiske skader, var oplevelsen alligevel noget, der tog tid at komme sig over. Han valgte også at tage imod psykologbistand, som han fik bevilget af Dansk Journalistforbund.
»Selvfølgelig bliver man rystet. Og så tænker man over, om de vil begynde at opsøge en privat. Så det påvirkede mig i den første tid. Men nu ligger det bag mig, og jeg tager det som en erfaring i, hvordan jeg reagerer i sådan en situation.«
De to mænd er i familie med kvinden, der blev knivstukket. Kan du forstå, at de følte sig provokeret af din tilstedeværelse?
»Jeg kan forstå, at de var ekstremt kede af det, og det er en følsom situation. Men forståelsen stopper, når de begynder at slå mig.«
Overtræder du en etisk grænse ved at fotografere ved deres hus i sådan en situation?
»Det giver da nogle overvejelser. Men jeg synes ikke, jeg overtrådte en grænse. Der skal tages billeder, og jeg gør meget for at gøre det så korrekt som muligt og på den bedste måde.«
Sagen, som er rettet mod den ene af de to mænd, der er tiltalt for røveri og ulovlig tvang, kommer for Svendborg ret den 5. februar.
Journalisten har været i kontakt med forsvareren for den tiltalte. Han oplyser, at hans klient ikke ønsker at udtale sig om sagen på nuværende tidspunkt.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.