Fredag nat den 30. maj 2020 er et rigtig dårligt tidspunkt at befinde sig i Minneapolis, den største by i delstaten Minnesota. Det er første nat med udgangsforbud. Soldater fra Nationalgarden patruljerer gaderne, bygninger står i brand, og situationen mellem politi og demonstranter er anspændt.

Alligevel er freelancejournalist og fotograf Linda Tirado taget ud for at dække de omfattende protester, der er ved at brede sig som en steppebrand fra Minneapolis til resten af USA og verden.

Iført gasmaske og sikkerhedsbriller nærmer hun sig et område, hvor luften er tyk af tåregas. Igennem røgen kan hun skimte en gruppe betjente i uniform. På den anden side af gaden står en mur af urobetjente, der har dannet en samlet frontlinje mod demonstranterne.

Det er ikke første gang, Linda Tirado befinder sig i orkanens øje. Og hun ved af erfaring, at hun ikke må forveksles med hverken demonstranter eller politi. Så hun sørger for at holde tydelig afstand til begge. Med sit pressekort hængende fra et nøglebånd om halsen og et spejlreflekskamera i hånden vender hun ryggen til demonstranterne og begynder at bevæge sig frem mod politiet.

Det sidste billede, Linda Tirado tager den aften, er af en gruppe betjente, der har trukket deres våben. Få sekunder efter kan hun mærke, hvad der føles som en eksplosion i ansigtet, og tåregas siver ind gennem brillerne. Efter det går alt i sort.

Linda Tirado mistede synet på venstre øje den aften. Selv mener hun, at hun blev ramt af en gummikugle fra politiet. Dermed indgår hun i statistikken over de utallige journalister, der i 2020 er blevet truet, banket, fængslet eller kommet til skade, mens de forsøgte at passe deres arbejde med at rapportere fra uroligheder rundt om i verden.

Paradoksal udvikling

I år har organisationen Reporters Without Borders (RSF), der arbejder med at sikre pressefriheden, registreret en generel stigning i anholdelser og fysisk vold begået mod pressefolk i forbindelse med protester.

I november blev over 35 journalister skadet af politiet under demonstrationer mod præsident Manuel Merino i Peru.

I juli blev mindst 10 journalister, som dokumenterede protesterne i Beograd i Serbien, angrebet af politi og demonstranter.

Og i Frankrig blev den prisvindende fotograf Ameer Alhalbi gennemtævet af fransk politi, mens han dækkede de omfattende protester mod politibrutalitet og den franske regerings udspil til en ny sikkerhedslovpakke. Det kan lede til gigantiske bøder og en fængselsstraf på op til et år, hvis man offentliggør billeder af politiet i tjeneste ”med det formål at skade deres fysiske eller psykiske integritet”, lyder det i udspillet.

”Flere bliver anholdt og udsat for vold, selv om der har været færre protester på grund af pandemien.”

Pauline Adès-Mével, Reporters Without Borders

Pauline Adès-Mével, chefredaktør for Reporters Without Borders, kalder udviklingen paradoksal.

”Flere bliver anholdt og udsat for vold, selv om der har været færre protester på grund af pandemien,” siger hun.

Fra sit hjemmekontor i det nedlukkede Paris er hun ved at samle op på verdenssituationen for pressen anno 2020 til næste års ’Press Freedom Index’ – et årligt overblik over situationen for pressen i alle verdens lande.

USA er et af de lande, hvor mange mediefolk kom til skade under demonstrationer i 2020. Men personligt er Pauline Adès-Mével mest forfærdet over Hviderusland.

”Hviderusland er en katastrofe lige nu. Situationen er nået til et fuldstændigt vanvittigt niveau. Vi har aldrig set noget lignende,” siger hun.

Den syriske freelancefotograf Ameer Al Halbi blev slået i hovedet med en knippel af fransk politi, da han dækkede en demonstration mod en ny sikkerhedslov. Foto: Gabrielle Cézard/AFP

Europas sidste diktatur

Hviderusland er placeret langt nede som nummer 153 ud af 180 på ’Press Freedom Index’. Men siden valget i august har situationen for pressen i landet nået et nyt lavpunkt.

”Hundredvis af journalister er blevet chikaneret, arresteret og endda tortureret i forsøget på at forhindre dækningen af protesterne,” siger Pauline Adés-Mevel, som mener, Hviderusland vil rykke endnu længere ned i næste års indeks.

Hver søndag siden præsidentvalget, som mange betegner som valgsvindel, har journalister i Hviderusland fået bank, enorme bøder og fængselsstraffe på op til 15 dage i forbindelse med de ugentlige protester mod præsident Lukashenko.

I august måned blev journalisten Alena Dubovik ifølge Reporters Without Borders slået med knipler under en anholdelse, mens hun var halvnøgen. Hun blev nægtet mad i fængslet og måtte dele en fire-mands celle på 12 kvadratmeter med 50 andre kvinder.

Også den danske fotograf Asger Ladefoged oplevede volden fra myndighederne på egen krop, da han var i Hviderusland for at dække optøjerne for Berlingske i august. Her blev han sparket, skubbet og slået i hovedet af nogle betjente og fik sit SD-kort konfiskeret.

Det her skete i går. Slag i hovedet, spark i ryggen og et konfiskeret SD-kort. Det er fuldstændig vanvittigt, hvad der sker i Hviderusland i disse dage. Heldigvis er internettet åbnet op igen, så flere øjne forhåbenligt kan få syn for sagen. pic.twitter.com/ksPIDPEQJl

— Asger Ladefoged (@AsgerLadefoged) August 12, 2020

↑ Den danske fotograf Asger Ladefoged blev i august overfaldet af hviderussisk politi, da han dækkede en demonstration. Han sagde dengang til Journalisten, at han aldrig har oplevet, at politi og militær går efter pressen som i Hviderusland.

Siden maj i år har det hviderussiske journalistforbund Belarusian Association of Journalists registreret over 400 episoder, hvor journalister er blevet anholdt eller udsat for vold.

Hver søndag bliver omkring 25 journalister fængslet, mens de forsøger at rapportere fra protesterne, fortæller Barys Haretski, næstformand i Belarusian Association of Journalists.

”Hvis en journalist bærer et presseskilt eller uniform, så er det næsten 100 procent sikkert, at han eller hun bliver anholdt af politiet. Hvis du ikke bærer et skilt eller uniform, men har en mikrofon eller andet udstyr, er der en 50/50 chance,” siger han.

Flere pressefolk er blevet arresteret op til seks gange, nogle er i fængsel for anden gang. Rigtig mange har fået deres udstyr konfiskeret af myndighederne, og flere rapporterer om tortur i fængslet, fortæller han.

”Regimet ser på pressen som sine fjender. De ser, at folk gør oprør, og de mener, det er pressens skyld, fordi de skriver om problemerne,” siger Barys Haretski.

Hidtil uset aggression

Da Black Lives Matter-protesterne efter George Floyds død startede i USA i maj, begyndte en bølge af nye overtrædelser at tikke ind hos U.S. Press Freedom Tracker – en nonprofitorganisation, der har registreret overtrædelser af pressefriheden i USA siden 2017.

I løbet af fem dage blev der registreret dobbelt så mange overtrædelser af pressefriheden, som databasen havde indsamlet gennem hele trackerens historie.

I år har U.S Press Freedom Tracker indtil nu registreret 960 overtrædelser på amerikansk jord begået mod pressen. Til sammenligning blev der i 2019 registreret i alt 150 overtrædelser.

”Det er en hidtil uset mængde af overtrædelser i både omfang og skala, på tværs af hele USA, i cirka 80 byer og 35 stater.”

Kirstin McCudden, U.S Press Freedom Tracker

”Det er en hidtil uset mængde af overtrædelser i både omfang og skala, på tværs af hele USA, i cirka 80 byer og 35 stater,” fortæller Kirstin McCudden, administrerende redaktør og én af to medarbejdere i U.S Press Freedom Tracker.

Overtrædelserne omhandler som oftest journalister, der er blevet lagt i håndjern, sparket, skubbet og slået med knipler. Men flere er også kommet alvorligt til skade efter at være blevet ramt af gummikugler, flashgranater, tåregas og peberspray.

”Tallene går imod fortællingen om lovløshed og vold fra demonstranterne. Det findes helt sikkert også. Men når det gælder pressen, så kommer 80 procent af alle overfald og overtrædelser af pressefriheden fra myndighederne,” siger Kirstin McCudden.

CNN-reporteren Omar Jimenez og resten af hans hold blev arresteret af politiet i Minneapolis, mens han var igennem live om urolighederne, efter at George Floyd døde i politiets varetægt. Foto: CNN

Trumps hadefulde retorik

Kirstin McCudden mener, der kan være mange forklaringer på, hvorfor pressen har været særligt udsat i år. En af dem er, at præsident Trumps negative retorik smitter af på befolkningen.

”Vi ser journalister, der bliver overfaldet med baggrund i, at de laver ’fake news’. Det var et ord, som Donald Trump bragte med sig til amerikansk politik,” siger Kirstin McCudden.

Det har plantet en mistro hos befolkningen, som Kirstin McCudden tror vil blive svær at udviske. Alligevel er hun håbefuld over for, at situationen vil blive bedre, når Joe Biden træder ind i Det Hvide Hus.

”Den næste administration vil nok ikke tweete 2.400 gange om, at medierne er fjender af folket. Så det vil nok hjælpe på det,” siger hun.

Det sidste billede med begge øjne i behold

Da fotograf og journalist Linda Tirado blev ramt af en gummikugle, var hendes første tanke at løfte hænder og kamera over hovedet. Tåregassen og blodet i ansigtet gjorde det svært for hende at se, hvad der foregik.

”Så jeg begyndte bare at råbe: ”JEG ER PRESSE!” Jeg tænkte, at hvis jeg stod helt stille med hænderne over hovedet, så ville de ikke skyde mig. Det er så latterligt at tænke tilbage på nu,” siger hun.

”Jeg tænkte, at hvis jeg stod helt stille med hænderne over hovedet, så ville de ikke skyde mig. Det er så latterligt at tænke tilbage på nu.”

Linda Tirado, fotograf og journalist

For Linda Tirado var allerede blevet ramt. Med hjælp fra nogle demonstranter blev hun bragt i sikkerhed og siden til sygehuset. En time senere var hun på vej ind til operationsstuen.

(artiklen fortsætter under billederne)

Foto 1: 30. maj, 00:33:57. Foto 2: 30. maj, 00:33:59. Foto 3: 30. maj, 00:34:02. Foto 4: 30. maj, 00:34:14 ”De sidste sekunder af mit liv med fuldt syn,” skriver Linda Tirado. Foto: Linda Tirado

Det var først næste dag, at hun begyndte at stykke hændelserne sammen og forstod, at en af de væbnede betjene, som hun havde fotograferet, måtte have skudt hende.

Hun har skullet igennem en lang proces med at komme sig.

”Det tog lang tid at komme over chokket og begribe, at jeg var blevet halvt blind,” siger hun.

Hun har altid været glad for at arbejde i et køkken, men lige pludselig kunne hun ikke lave mad.

”Hvis jeg laver pasta, så spilder jeg pastavand på mig selv, fordi jeg fejlbedømmer afstanden.”

Og det vil tage meget genoptræning, før hun kan skyde billeder igen. Men Linda Tirado kan ikke blive ved med at være vred hele tiden, fortæller hun. Hun skal videre med sit liv.

”Nu kan jeg hælde kaffe op, så jeg ved, jeg også kan lære de andre ting. Efter noget tid begynder man at give slip på den konstante frygt og vrede,” siger hun.

”Jeg tænker at tatovere ’Try Again’ over mit ar, lige under øjenbrynet. Det har jeg fortjent.”

Linda Tirado, fotograf og journalist

”Jeg tænker at tatovere ’Try Again’ over mit ar, lige under øjenbrynet. Det har jeg fortjent.”

Fordi det er usikkert, hvem der skød hende den aften, sagsøger Linda Tirado alle de myndigheder, der havde politistyrker i gaderne den aften. Hun planlægger at donere en stor portion af pengene til velgørende organisationer i Minneapolis.

Linda Tirado er dog stadig vred på vegne af sin profession.

”Hvis man begynder at skyde på journalister, så er risikoen for at blive skudt en del af mit arbejde. Sådan burde det ikke være. Man burde ikke have lov til at skyde på journalister.”