Den lokale politistation er skærmet af betonbomme. Butikker og bankers glasfacader er knuste, og masonitplader beskytter de vinduer, der stadig er hele.

Toulouse er som flere andre franske byer mærket af de gule vestes demonstrationer, der nu har stået på hver lørdag siden den 17. november.

Demonstrationerne startede som en protest mod regeringen og præsident Macron. Men det er ikke længere kun politikerne, der er de gule vestes fjendebillede. I skrivende stund har cirka 65 journalister og fotografer anmeldt voldelig adfærd i forbindelse med demonstrationerne.

Jeg er på besøg hos Sofia, der er en af de 65. Hun er 30 år og journalist for den regionale avis La Depeche Du Midi med hovedredaktion i Toulouse. Sofia kalder demonstrationerne for ”la guerre” (krigen, red.). Og i morgen er det ”la guerre” nummer 11.

Journalister undercover

Sofia bor i en lille lejlighed i udkanten af Toulouse. Hun har dækket demonstrationerne fra første dag, og her blandt lyse puder og billeder af hendes toårige datter fortæller hun mig om det voksende had, hun har mødt.

Tilbage i november blokerede de gule veste veje og rundkørsler som protest mod for høje vejafgifter og stigende benzinpriser, og den voldelige adfærd, der fandt sted, var primært rettet mod politiet. Men noget ændrede sig.

”Ved fjerde demonstration blev modstanden mod journalisterne så voldsom, at vores chefer sagde, vi ikke længere må bruge kameraer,” fortæller Sofia.

Kameraet tiltrækker farlig opmærksomhed, og derfor har Sofia siden fjerde demonstration kun filmet på sin iPhone. Desuden er mediets logo på mikrofonerne nu dækket af en sort hætte. Sofia fortæller, at langt de fleste medier efterhånden følger den taktik.

”Jeg har endda hørt journalister sige, at de er selvstændige journalister eller bloggere, selv om jeg ved, at de arbejder for medier,” siger hun.

Jeg tror, hun kan se på mig, at det skurrer i mine ører.

”Det er selvfølgelig ikke godt at lyve, men det er simpelthen blevet så farligt at vise, at man er journalist fra et fransk medie,” siger hun.

Hos flere medier er sikkerhedsvagter til journalisterne også blevet en selvfølge.

En særlig farlig lørdag

Det gik galt for Sofia for to lørdage siden, den 12. januar, til demonstration nummer ni. Den dag gik det galt for flere journalister rundt omkring i Frankrig, og jeg skal tale med to af dem i Paris.

”Omkring klokken 18 gik det ikke længere at filme. Det var ren vold og primært the breakers (på fransk: les casseurs, red.), der var tilbage. De er der kun for at ødelægge, og det er ikke mit job at vise det,” fortæller Sofia.

The breakers er en gruppe, der deltager i demonstrationerne, men ikke bærer gule veste.

Sofia valgte derfor at gå tilbage til sin arbejdsbil i en parkeringskælder nogle gader væk. Hun sikrede sig, at der ingen demonstranter var i syne og gik ned til bilen. Men da hun kørte fra kælderen og op på gadeniveau, blev hun mødt af cirka 100 demonstranter. En blanding af folk med gule veste og de sortklædte breakers.

”Jeg kunne kende denne her gruppe. Jeg havde set dem hver lørdag siden november, og det var den mest voldelige gruppe overhovedet,” siger hun og fortæller, at hun i samme øjeblik vidste, hun var i problemer.

”For bilen havde La Depeche Du Midi stående på siden. De kunne se, jeg var journalist.”

Demonstranterne omringede bilen og begyndte at gynge den fra side til side, slå på vinduesglassene og smadre højre sidespejl.

”De råbte, at jeg skulle komme ud af bilen, så de kunne voldtage mig,” fortæller Sofia.

”I det her øjeblik troede jeg ikke, jeg ville komme derfra i ét stykke. Jeg troede ikke på, at der kunne være en god slutning.”

I regnen af tilråb og slag mod bilen bad en mand hende åbne vinduet, så de kunne tale sammen. Det vurderede Sofia som sin bedste chance, og hun åbnede vinduet omkring en centimeter.

”Han havde maske, beskyttelsesbriller og hue på. Jeg husker hans ansigt så tydeligt. Han sagde, at jeg og mit job var politiets og regeringens luder. Og at jeg skulle skamme mig over at arbejde for regeringen,” siger hun.

Også et menneske

Sofia prøvede at forklare manden, at det ikke var tiden til en debat om mediernes rolle. Og så sagde hun til ham, at hun skulle hente sin datter. Tiggede ham om at lade hende køre.

”Lige dér var der noget, der ændrede sig. Måske det gik op for ham, at jeg faktisk også var et menneske. Og i samme øjeblik var der to gule veste, der råbte, at jeg havde to sekunder til at komme væk,” siger hun.

Mens hun fortæller mig om oplevelsen, virker Sofia fattet og stærk. Alligevel sniger der sig en anekdote ind, der måske fortæller en anden historie.

”I sidste uge var jeg ude at filme på et hospital. En kvinde poppede en flaske champagne, og lyden gav mig et kæmpe chok. Jeg begyndte at ryste og svede. Det tog mig med det samme tilbage til den høje lyd af slagene mod bilen,” siger hun.

Ragnarok på 10 minutter

Det er blevet lørdag i Toulouse, og jeg har aftalt med Sofias kollega Arthur Tirat at følges med ham til demonstrationen. Sofia skal dække demonstrationen fra kontoret.

”Min chef siger, jeg ikke må tage tilbage, fordi manden, jeg talte med gennem vinduet, kiggede mig direkte ind i mine blå øjne. Nu kan de genkende mig,” siger hun.

”Jeg foreslog ellers at bruge brune kontaktlinser eller blond paryk, så jeg kunne gå ud på gaden. Det fik jeg ikke lov til.”

Klokken er omkring 13.30, og Arthur Tirat og jeg befinder os i centrum af Toulouse. Bevæbnede politifolk går rundt, store vandkanoner er placeret på gadehjørner, og gule veste begynder sporadisk at vise sig. Men der drikkes stadig kaffe og sludres på fyldte caféer.

Sådan er det hver lørdag, fortæller Arthur Tirat. Fra det ene øjeblik til det andet forvandles byen til ragnarok, og det tager restauranter, caféer og butikker omkring 10 minutter at trække alt indenfor.

Jeg er spændt. Men når jeg kigger rundt på byens indbyggere, ser de ikke det mindste påvirkede ud. Det er, som om de bare har vænnet sig til, at byen smadres et par timer hver lørdag.

”Medierne viser ikke vores virkelighed”

Vi møder demonstranterne omkring klokken 14, og butikkerne får travlt med at rykke alt indenfor. Også forbipasserende søger ly.

”Butikkerne bliver brugt som evakueringsrum, indtil demonstranterne er gået forbi,” forklarer Arthur Tirat.

”Jeg synes, det er lidt overdrevet, for der er jo ingen, der vil dræbe nogen. Men folk er bange,” siger han.

Demonstranterne er en broget flok af unge og gamle og folk med og uden gule veste. De spadserer med kampråb og blafrende bannere. Langt størstedelen ser ufarlige ud, tænker jeg. Men nogle er tydeligvis også ude på ballade.

Jeg spørger tre demonstranter i gule veste, om de vil svare på et par spørgsmål om de franske medier. Det vil de gerne. De tre præsenterer sig: Stephane Lebarbenchon, Vincent Sablong og Sophie Lamoureux, og de arbejder som henholdsvis kok, scenograf og forfatter.

På Vincent Sablongs gule vest står der: ”Medias propagande d’etat.” Medierne er statens propaganda. De er venlige, høflige og smilende, men det tager dem ikke lang tid at fortælle, at de hader medierne.

”Medierne viser ikke vores virkelighed,” siger Stephane Lebarbenchon.

Jeg spørger, om de prøver at tale med journalisterne.

”Nej. De franske journalister repræsenterer ikke folket. De er for elitære til at repræsentere os, så vi gider ikke snakke med dem,” svarer Stephane Lebarbenchon.

Sophie Lamoureux peger på, at mange medier i Frankrig er ejet af store selskaber, som også ejer for eksempel telefonselskaber, bygninger, veje og fly. Hun er selv tidligere journalist.

”Medierne er ejede af millionærer. Så det er jo klart, de skal pleje de millionærers interesser. Journalisterne er ikke frie,” siger hun.

Stephane Lebarbenchon tager ordet og fortæller en anekdote fra Sophie Lamourex’ journalistuddannelse.

”Hun havde en lærer, der sagde: ’Vi er folkets lys. Vi skal vise vejen frem.’ Men problemet er jo, at alle journalister er enige om, hvordan verden ser ud, fordi de er en del af samme elite og samfundslag. De tror, de rapporterer ærligt, men de viser kun tingene fra deres egen side,” siger han.

”Det er altid i orden at sige fuck you til en journalist”

Jeg spørger de tre gule veste, om de synes, det er i orden at fornærme journalister.

”Selvfølgelig. Det er altid i orden at sige fuck you til en journalist,” siger Stephane Lebarbenchon.

Jeg føler mig ramt og skal gøre mig umage for ikke at svare igen. En ting er at mene det. En anden ting er at sige det lige op i mit ansigt. Og svaret kommer så selvfølgeligt og uprovokeret, at jeg begynder at forstå, hvad de franske journalister møder, når stemningen til demonstrationerne spidser til. Rendyrket foragt.

Jeg spørger dem, om det er i orden at være voldelig over for journalister.

Svaret kommer ikke lige så prompte som før. Jeg kigger Stephane Lebarbenchon i øjnene, og det er tydeligt, at han kæmper med sit svar. Sophie Lamoureux bryder ind:

”Nej, det er selvfølgelig ikke ok.”

Mediet La Croix undersøger hvert år det franske folks tillid til medierne. I januar blev den seneste undersøgelse publiceret, hvor der blandt andet spørges til, hvad der menes om, at journalister til de gule vestes demonstrationer har været udsat for stor kritik, trusler og til tider voldelig adfærd. 23 procent svarer, at det er retfærdigt eller meget retfærdigt. 32 procent mener modsat, at det absolut ikke er i orden. I samme undersøgelse bliver der spurgt, hvordan emnet ’de gule veste’ har været behandlet i medierne. 51 procent svarer ”dårligt behandlet”.

Et mistet øje

Et sjældent stort kamera blandt de mange journalisters iPhones hviler på skulderen af en kvinde foran mig. Hun vil ikke svare på, hvem hun arbejder for, før hun får at vide, at jeg også er journalist. Hun arbejder for BFM, som er det franske medie, jeg har hørt flest kritisere.

Kritikken går især på, at kanalen skulle have stor velvilje over for regeringen.

BFM-journalistens kamera er frit for logo, og hendes mikrofon er beklædt med en anonym, sort hætte. Bag journalisten går to sikkerhedsvagter.

Jeg spørger hende, hvordan det er som journalist at have sikkerhedsvagter med på arbejde.

”Jeg har intet valg. Jeg har en veninde på CNews, der mistede sit øje til en demonstration,” siger hun.

Hendes tonefald skræmmer mig, for hun fortæller det som en ligegyldig anekdote. På samme måde siger Sofia henslængt en dag, at en af hendes venner fra BFM blev overfaldt så voldsomt i Toulouse, at hans chefer sendte ham til Paris i en uge for at gemme sig. Nu er han under politibeskyttelse.

Da jeg lavede min research til opgaven, troede jeg, jeg havde fundet tre sjældne cases til min artikel, men det begynder at gå op for mig, at de slet ikke er så sjældne.

Stemningen begynder at blive mere intens. Tåregassen mærkes i øjnene, og tilråbene mod forbipasserende journalister og politi bliver højere og mere skingre. Arthur Tirat holder fast i min arm og trækker mig i en anden retning.

”På La Depeche Du Midi har vi ikke sikkerhedsvagter. Så vi er nødt til at passe på hinanden,” siger han.

Jeg forlader demonstrationen omkring klokken 15.45, da jeg skal nå et tog til Paris – en timing, min redaktør er meget tilfreds med. Sofia skriver til mig, at ”la guerre” brød ud cirka en time efter, at jeg var taget afsted.

Journalister og politi tager slagene for politikerne

Hos det franske journalistforbund er der stor bekymring. Talskvinde for forbundet Dominique Pradalié understreger, at de gule vestes problemer er politiske, men at journalister – og politi – betaler prisen.

Hun fortæller, at franske medier beskyldes for at have andre interesser end folkets, fordi de er ejet af store virksomheder.

Lignende forklaring kommer fra Christophe Deloire fra Journalister uden Grænser.

”I Frankrig er mediehusene svage sammenlignet med andre lande. De har ikke penge til selv at eje medierne, og derfor er der tradition for, at medier ejes af virksomheder. Det er klart, at det ejerskab nogle gange kan have en indflydelse,” siger han.

”Det er en legitim kritik, og den skal ikke ignoreres,” siger han.

Og Dominique Pradalié uddyber:

”Medierne inviterer ofte redaktører og eksperter i studiet. De repræsenterer nogle gange synspunkter, der minder om regeringens og elitens,” forklarer hun.

Men det er uretfærdigt, at journalisterne skal bøde for det, mener hun.

”Journalisterne i felten er oftest lavtlønnede og har dårlige vilkår. Præcis ligesom mange af de gule veste. Derimod er dem i studierne ofte hotshots med gode lønninger – og del af den elite, de gule veste demonstrerer imod,” siger Dominique Pradalié, der mener, at mistilliden til medierne stammer helt tilbage fra 2005, hvor Frankrig skulle stemme om en EU-aftale.

”I mange af studierne blev eksperterne og redaktørerne ved med at sige, at det var en god idé at stemme ja, og at folk ville stemme ja. Men folket stemte jo nej,” siger hun.

”Det viste, at mange af mainstreammedierne ikke har forbindelse til folket.”

Synes du, at medierne kan repræsentere befolkningen bedre, end de gør i dag?

”Ja. I den grad. Der skal være mere diskussion ude på redaktionerne, hvor de menige journalister indgår i en diskussion af, hvad der skal bringes af nyheder – og hvordan de skal bringes den pågældende dag. Hierarkiet skal være fladere,” siger hun.

Chefen vil jo helst have den brændende bil

Paris. Det er blevet lørdag aften, og jeg møder Hugo Blais i Paris. Han er journalist og kameramand hos tv-kanalen LCI, og han var ligesom Sofia udsat for yderst aggressiv adfærd fra de gule veste den 12. januar. Bag os viser et fjernsyn BFM, og Hugo Blais peger på skærmen og siger ligesom så mange andre, at BFM møder hård kritik fra demonstranterne. Han smider dog også sin egen arbejdsplads, LCI, med i puljen.

Han fortæller, at kritikken især går på, at tv-stationerne kun fortæller de negative historier om de gule veste.

”Jeg prøver at vise det så nuanceret som muligt. Men jeg ved jo godt, at min chef helst vil have billeder af en brændende bil,” siger han.

Han fortæller mig om den dag i Rouen, den 12. januar, hvor det gik galt for ham og hans sikkerhedsvagt.

”Vi blev omringet af cirka 100 gule veste, der råbte, at vi skulle fucke af, at vi var Macrons bitches og hunde,” siger han.

Demonstranterne begyndte at kaste med ølflasker, og sikkerhedsvagten råbte til Hugo Blais, at han skulle skynde sig væk.

”Omkring 20 af dem kastede sig over ham. Jeg var i panik. Mine ben låste, og jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Jeg kunne se min sikkerhedsvagt blive smadret af alle de her mennesker, og jeg vidste, han tog slagene for mig,” siger Hugo Blais.

Sikkerhedsvagten brækkede næsen.

Ejerskabet spiller ind

Cirka 120 kilometer fra Hugo Blais var Helene Bonnet samme dag, den 12. januar, i voldsom karambolage med de gule veste. Det var dog hendes kollega, det gik værst ud over.

”Demonstranterne prøvede at rive kameraet fra hende. Vi havde to sikkerhedsvagter, der prøvede at beskytte hende, men det gik så hurtigt. Hun fik flere slag i maven, og hun faldt ned på jorden,” husker Helene Bonnet.

Helene Bonnet mener ikke, at demonstranterne forstår, hvilke udfordringer medierne har.

”Vi har kortere og kortere tid til at lave god journalistik, men folk tror, det er med vilje, når vi laver fejl. Eller fordi vi er på regeringens side.”

Hendes arbejdsplads, LCI, er en del af det større medie TF1, hvor en vigtig aktionær er selskabet Bouygues, der også investerer i teleselskaber. Det er netop disse udefrakommende interesser, der møder så stor kritik.

Kan I være fuldstændigt uafhængige, når Bouygues er en vigtig aktionær?

”Det har en indflydelse på rammerne for vores arbejde, fordi vi som i alle andre virksomheder skal arbejde bedst muligt for færrest penge. Men det sætter ikke rammerne for, hvilke slags emner vi dækker.”

Men kan du for eksempel sige noget negativt om Bouygues i nyhederne?

”Nej, det er nok den eneste grænse, der er. Men der er jo en bred vifte af franske medier, så det, vi ikke kan sige hos os, kan de finde i andre medier.”

Har demonstranterne så ikke en pointe i, at jeres interesser ikke kun er det franske folks?

”Måske. Men det er, som om man glemmer, at journalister har en etik. Modsat hvad folk tror, snakker jeg altså ikke i telefon med Macron eller min aktionær om morgenen og får at vide, hvilken journalistik jeg skal lave,” siger hun.

Empati med journalisterne – og de gule veste

Min hjemrejse til Danmark nærmer sig. Jeg kan mærke, at jeg har stor empati for journalisterne, og jeg har svært ved at glemme den følelse, jeg fik, da BFM-journalisten henslængt fortalte, at hendes veninde havde mistet et øje.

Men jeg har også fået empati for de gule veste. Ikke dem, der tyr til vold. Men dem, der lørdag efter lørdag fredsommeligt går på gaden og alligevel føler sig så lidt hørt. Både af regeringen og af medierne.

Journalisten har forsøgt at få interview med chefer fra BFM og LCI. Det har ikke været muligt. Sofia er et dæknavn. Redaktionen er bekendt med det rigtige navn.