Gummikugler og vilkårlige anholdelser rammer palæstinensisk presse. Både palæstinensiske og israelske styrker står bag grove overgreb, lyder kritikken. Men journalisterne er på det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, svarer israelsk talsmand.
De palæstinensiske journalister udsættes for vilkårlige anholdelser og overgreb fra både palæstinensiske og israelske styrker, lyder det fra det globale netværk for pressefrihed International Press Institute (IPI).
Siden begyndelsen af 2012 har mindst fem journalister, der arbejder i de palæstinensiske områder, været ofre for vilkårlige anholdelser udført af israelsk militær. Tre af dem er ifølge IPI blevet forhørt i timevis, og de to sidste sidder stadig i fængsel.
Fotojournalist Oman Halaiqaa og radioreporter Suhaib Al-Asa blev anholdt den 5. februar, da deres hjem blev ransaget. Her fik de samtidig konfiskeret mobiltelefoner, optagere, kamera og hukommelseskort.
Et par dage forinden var yderligere to journalister tilbageholdt og forhørt, denne gang af palæstinensiske sikkerhedsstyrker.
Den ene af de tilbageholdte er redaktøren for det palæstinensiske nyhedsbureau Wafa, Rami Samara, som angiveligt skulle have været under et tre timer langt forhør i sikkerhedsstyrkernes hovedkvarter. Her blev han udspurgt om den kritik af PLO-lederskabet, som han havde skrevet på sin Facebook-profil.
Det og en række andre hændelser, hvor israelske soldater har været involveret, får IPI's direktør, Alison Bethel McKenzie, til at udtrykke dyb bekymring. Hun mener, at hændelserne er et udtryk for, at man vil lukke munden på kritikere.
»Når man afhører journalister på grund af det, de skriver, for efterfølgende at løslade dem, tegner det et mønster, der tyder på, at man opfordrer til selvcensur, som i sidste ende skader den palæstinensiske befolkning,« siger hun til IPI's hjemmeside.
IPI henviser desuden til organisationen Journalister Uden Grænser, der også har kritiseret vilkårene for palæstinensisk presse. I sidste uge kunne de berette, at to palæstinensiske journalister var blevet såret af det israelske militærs gummikugler, da de dækkede en ugentlig demonstration mod Israel i landsbyen Nabi-Saleh.
En lignende sag fra juli måned sidste år fik fotografen Mati Milstein til at sende en klage til hæren. Fem måneder senere svarede det israelske militærs talsperson Aviral Leibovich, at demonstrationernes ofte voldelige karakter tvinger sikkerhedsstyrkerne til at svare igen.
»Selv om demonstrationerne finder sted hver uge og dermed ikke har nogen nyhedsværdi, kommer journalister og fotografer ofte til demonstrationerne. Selv om IDF (det israelske militær, red.) udøver ekstrem påpasselighed, når de svarer igen på truslerne, bliver mediefolk nogle gange fanget i orkanens øje,« lød det fra den israelske talsmand.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Mangler der ikke noget af artiklen? Jeg regnede med at læse noget om grove overgreb og noget om palæstinensisk politis angreb på journalister.