De redigerer prisvindende magasin på Beiruts cafeer

I januar blev det kun to år gamle libanesiske magasin The Outpost kåret som verdens bedste foran blandt andre New York Times Magazine. »Folk regner med, at vi er en solid organisation, og de bliver forvirrede, når jeg siger, at vi ikke har et kontor,« forklarer redaktør Ibrahim Nehme

’Det arabiske forår’ havde raset i godt et år, og 26-årige Ibrahim Nehme sad frustreret i rolige Libanon. Han og hans venner var høje på de forandringens vinde, der tilsyneladende blæste over den arabiske verden – de havde en voksende følelse af muligheder, der åbnede sig – men var uforløste i forhold til at få sat ord og styr på dem.

De syntes, der manglede et arabisk medie til at dokumentere og forklare forandringerne.

Det medie skulle være et magasin – sådan et havde Nehme også drømt om at stifte i adskillige år.

I november 2012 udkom det første nummer af The Outpost i et oplag på 2.000, der blev revet væk på grund af hypen, den marketinguddannede chefredaktør havde bygget op over et par måneder.

Indholdet stak i alle retninger, der var ingen sektionsopdelinger, men godt nok et tema, og selve artiklerne var meget eksperimenterende. Alt sammen med vilje.

»Vi er og ser os selv som et ’mulighedernes magasin’, og derfor er alt også muligt på vores sider. Ideen med at bruge ’muligheder’ er at inspirere læserne til at udforske verden. Man kan også se på os som en tidskapsel, der dokumenterer det, der sker i den arabiske verden i disse år,« forklarede Ibrahim Nehme, da Journalisten mødte ham på en af Beiruts mange larmende cafeer et år efter lanceringen.

Kåret som det bedste

Og nu, med blot to år på bagen, er det lille libanesiske magasin rykket op i superligaen.

I januar 2015 kårede hjemmesiden Magpile.com, som skriver om og sælger magasiner fra hele verden, The Outpost til årets bedste magasin foran prominente titler som Monocle, New York Times Magazine og Delayed Gratification.

Dertil kommer en lang række andre lovprisninger.

»Jeg forstår ikke rigtigt, hvordan Ibrahim og hans team gør det, men jeg er virkelig glad for det. De samler ikke bare fantastiske tekster, fotografi og design, men de undslipper også på en eller anden måde censuren for at præsentere en side af den arabiske verden, der føles begejstrende autentisk og ærlig,« lød det fra jurymedlemmet Steven Watson, der har stiftet Stack Magazines.

Redaktøren finansierede selv

Al hæderen er en smule surrealistisk for den nu 28-årige chefredaktør Ibrahim Nehme.

Han har en række folk, der arbejder som konsulenter fra tid til anden, og kan også takke sine layoutere fra først Holland og siden Sverige for en stor del af æren.

Men det første nummer finansierede han 100 procent. Han arbejder gratis og tjener til føden ved konsulentjobs inden for både marketing- og mediebranchen.

Og når han arbejder på The Outpost, sker det fra Beiruts cafeer. The Outpost har ikke en fysisk redaktion.

»Jeg bruger huslejepengene på kaffe i stedet,« som han siger i dag.

Bagsiden af medaljen er, at redaktørens ambitioner flere gange er kollideret så hårdt med de reelle produktionsmuligheder, at udgivelser er blevet forsinket flere måneder.

»Vi er en meget lille redaktion, som faktisk ikke burde være i stand til at løfte det, vi ønsker, med kvalitetsartikler fra hele den arabiske verden. Men folk regner med, at vi er en solid organisation, og de bliver forvirrede, når jeg for eksempel siger, at vi ikke har et kontor. En anden svaghed er, at vi ikke har råd til at bruge de virkelig gode journalister. Meget af det, vi får ind, bliver næsten gennemskrevet fra a til z,« forklarer Nehme.

[[nid:33232]]

Aktivisme – ikke politisk kritik

’Mulighedernes indhold’ inkluderer blandt andet en reportage fra Libanons transseksuelle miljø, en feature om Mellemøstens uforløste kollektive trafik, en fortælling om skiftende grænser eller et fotodokument med et udsnit af den arabiske verdens mange forladte bygninger inklusive diverse kulturpersonligheders ord på, hvad de kunne bruges til.

Flere af artiklerne har en aktivistisk agenda, som magasinet omhyggeligt præsenterer, så de ikke indeholder en politisk kritik.

Ligesom de fleste andre arabiske lande har Libanon censur.

Chefredaktøren er ret sikker på, at The Outpost primært ikke har stiftet bekendtskab med denne, fordi magasinet er så lille og ikke mindst er skrevet på engelsk.

For målsætningen er tydelig.

»Hvis du går på vores hjemmeside, kan du læse vores mission: At inspirere læserne til at være med til at tænde en renæssance i den arabiske verden,« forklarer Ibrahim Nehme.

»Vores altoverskyggende mission er at skabe forandring i denne del af verden. Vi vil holde liv i transformationens energi, som den udfolder sig,« siger han og slår i hænderne for at beskrive et stempel i en motor.

[[nid:33233]]

0 Kommentarer