Pressionen mod medierne i Tyrkiet er nu så voldsom, at nyhedsstrømmen blokeres. Chefredaktøren på avisen Hürriyet er ligefrem rejst ud i felten for selv at dementere krigen mod kurderne. »Det lignede et scenario, han var blevet bedt om at opføre,« siger Vildan Ay, redaktør på Sky Türk 360.

De senere år er presset på journalister og redaktører i Tyrkiet steget, i takt med at den tyrkiske ministerpræsident, Recep Tayyip Erdogan, er blevet mere og mere nærtagende. Der er – som hans indenrigsminister for nylig sagde – »ingen forskel på kugler affyret (i Sydøsttyrkiet) og artikler skrevet (i Ankara)«. At regeringen ser sådan på det, har store konsekvenser for pressen i et land, der holder over 80 journalister bag tremmer.

»Flertallet af tyrkiske journalister føler sig under pres. Det er der ingen tvivl om,« siger Vildan Ay, redaktør på tv-stationen Sky Türk 360.
Senest har situationen udviklet sig tragikomisk. For hvor de fleste medier i august nøjedes med at ignorere de kurdiske oprøreres besættelse af et lille stykke Tyrkiet nær provinsbyen Semdinli, valgte chefredaktøren for den store mainstreamavis Hürriyet helt at dementere den.

Medbringende et klapbord, en klapstol, tre potteplanter, en dug, et kamera og en iPad rejste redaktøren ud til Semdinli og skrev hjem, at der ingen grund var til hverken bekymring eller uro. Et billede af den kaffedrikkende redaktør ledsagede artiklen i avisen.
»Billedet viser ham, der poserer som en kommandør i et slag, der er vundet. Man kunne have set det som et tåbeligt show fra en respektløs mand, men det er værre end det,« siger Vildan Ay.
»Det lignede mere et scenario, han var blevet bedt om at opføre. Han lod, som om der ikke var nogen krig, og som om alle derude var glade for situationen. Han nævnte de lokale, men citerede dem ikke, i stedet gav han den officielle linje fra embedsfolk.«

Journalisten har forsøgt at få en kommentar fra Hürriyets chefredaktør. Han har ikke reageret på henvendelserne.
Ude fra området kunne for eksempel Sveriges Radio rapportere, at bevæbnede PKK-krigere havde oprettet kontrolposter udsmykket med PKK-flag. Noget tilsvarende er ikke tidligere sket i den snart 30 år lange krig, og det er en meget ubehagelig historie for Tyrkiet.

Den kommer under en voldsom optrapning af krigen mellem den tyrkiske stat og det forbudte kurdiske arbejderparti, PKK, der i øjeblikket udkæmper de blodigste slag i 13 år. Men ingen af de store tyrkiske medier har bragt historien om PKK's erobring. Derimod har de bragt regeringens dementier af historierne i udenlandsk og kurdisk presse. Forklaringen er, at næsten alle toneangivende tyrkiske medier ejes af industrikoncerner, der har langt større økonomiske interesser end deres publicistvirksomhed, ikke mindst i form af kontrakter med staten.

Det dæmper avis­ejernes lyst til at rapportere kritisk om regeringen.
»Journalistik i vestlig forstand er ikke velkommen hos regeringen, der beskylder pressen for at have dårlige intentioner, for at tjene terroristers interesser og skade den nationale sikkerhed. Et normalt journalistisk pres for at få information på vegne af offentligheden bliver angrebet af statens repræsentanter,« siger Erol Önderoglu fra Journalister uden Grænser (RSF) i Tyrkiet.

Han siger, at der er kritik af nogle af regeringens politikker i tyrkisk presse, men at den typisk er per stedfortræder, hvor medierne nøjes med at citere udenlandske institutioner og den hjemlige opposition, frem for at konfrontere. Journalister, der selv forsøger at gå kritisk til værks, ender typisk på gaden.
»Vi kan se, at der er mange kommentatorer, der fyres, og vi kan se, at mediebaronerne har andre hensyn end at beskytte journalisterne og deres tilgang til regeringen,« siger Erol Önderoglu.

For et år siden blev chefredaktører og medieejere indkaldt til møde med regeringschefen, der gjorde dem klart, at han gerne så, at journalisterne dæmper dækningen af det kurdiske spørgsmål. Det blev sagt pænt, men alle forstod, at det var en advarsel, og resultatet blev i første omgang, at samtlige landsdækkende tyrkiske medier lod være med at rapportere luftvåbenets drab på 35 kurdiske civile kort før nytår. De blev taget for at være PKK-krigere, men var blot dieselsmuglere.

Fra lokale og kurdiske medier kom der hurtigt besked om massakren, men ingen af de store medier turde bringe historien, før regeringen via en besked på Twitter fem-seks timer senere selv nævnte episoden. En krigskorrespondent fra en af de store tv-stationer, der netop har vovet pelsen i Aleppo for at dække krigen i Syrien, siger, at det ikke giver nogen mening at forsøge at dække begivenhederne i Semdinli på samme måde.
»Hvorfor skulle jeg sætte livet på spil derude? Hvis jeg kommer hjem med billeder, vil de ikke blive bragt,« siger han.