Hviderussiske journalister idømt to års fængsel

Ifølge anklageren opildnede journalisterne demonstranter ved at filme dem under protester mod præsident Aleksander Lukasjenko

To hviderussiske journalister er torsdag ved en domstol i hovedstaden, Minsk, blevet idømt to års fængsel.

De to kvindelige journalister, 27-årige Katerina Bakhvalova og 23-årige Darja Tjultsova, blev anholdt i deres lejlighed i november.

Fra lejligheden havde de for polsk tv filmet protester mod Hvideruslands præsident, Aleksander Lukasjenko. Tv-stationen Belsat TV er polsk, men specialiserer sig i hviderussiske nyheder og har primært hviderussere ansat.

Ifølge anklagerne opildnede de to journalister demonstranterne ved at filme dem. Og det er de altså kendt skyldige i torsdag. De to journalister nægtede sig begge skyldige.

Internationale menneskerettighedsorganisationer har fordømt anholdelsen af journalisterne.

Pressejakker brugt som bevismateriale

Som bevismateriale i sagen fremlagde anklagerne et videokamera, en mikrofon, mobiltelefoner, usb-nøgler og pressejakker.

Under retsmødet lavede de to journalister fra deres celle et V-tegn med fingrene. V’et er et tegn for victory (sejr, red.)

Over 33.000 personer er blevet anholdt i forbindelse med protester mod præsident Lukasjenko. Protesterne har stået på siden valget i august 2020, hvor Lukasjenko påstår, at han blev genvalgt.

Ifølge oppositionen svindlede Lukasjenko sig til valgsejren. Internationalt er hans påståede sejr heller ikke anerkendt.

Han har været leder af landet siden 1994. Han har afvist at gå af trods de omfattende protester i Hviderusland.

En komité med base i New York, som har til formål at beskytte journalister, har opfordret hviderussiske myndigheder til at droppe de “absurde” anklager mod de to journalister og løslade dem øjeblikkeligt.

De to journalister filmede protester, efter at en 31-årig mand døde på et hospital i november. Ifølge demonstranter døde han som følge af kvæstelser, efter at han var blevet tævet af sikkerhedsstyrker i forbindelse med protester.

Indenrigsministeriet har afvist at have ansvar for mandens død.

/ritzau/Reuters

0 Kommentarer

Læs også

Hvideruslands sikkerhedsstyrker slår til mod journalistforbundet

Hvideruslands sikkerhedsstyrker slår til mod journalister

16. FEBRUAR 2021
Asger blev

Asger overfaldet af politi: ”Jeg kunne slet ikke huske, at de slog mig i hovedet”

12. AUGUST 2020