Asger overfaldet af politi: ”Jeg kunne slet ikke huske, at de slog mig i hovedet”

Fotograf Asger Ladefoged bliver slået og sparket i et videoklip, som går verden rundt. ”Der plejer at være et naturligt helle i, at man er presse, og at man er til stede for at dokumentere. Men det findes bare ikke her,” siger han til Journalisten

Et slag i ansigtet, et skub og et spark i ryggen. Hvis man ikke tror på, at den danske fotograf Asger Ladefoged blev overfaldet af hviderussisk politi i aftes, skal man bare åbne Twitter. Her deles en video vidt og bredt, som dokumenterer overfaldet.

Situationen eskalerede pludseligt, fortæller Asger Ladefoged til Journalisten. Han stod med et par lokale fotografer og talte med folk, da en gruppe elitesoldater dukkede op i en kassevogn.

”De begynder at jagte en demonstrant på en græsplæne. Jeg og de andre fotografer løber op på en høj for at fotografere, hvad der sker. Men da specialstyrkerne ser os, begynder de at jagte os i stedet,” siger han.

Asger Ladefoged, som er i Hviderusland for Berlingske, valgte i situationen ikke at løbe væk. Soldaterne omringede ham og krævede hans hukommelseskort. Det er den situation, man ser på videoklippet.

”De er meget aggressive, råber mig ind i hovedet og begynder at tæve på mit kamera og ødelægge det. Helt instinktivt flår jeg kortet ud og giver til dem,” siger han.

Siden det hviderussiske præsidentvalg i søndags har landet været præget af massive demonstrationer og sammenstød mellem politi og demonstranter. Mindst 3.000 personer er blevet anholdt.

”Kunne slet ikke huske, at de slog mig i hovedet”

Det var først i morges, da Asger Ladefoged så videoen over to tørre æg til morgenmad, at det gik op for ham, at han også blev slået i ansigtet.

”Jeg kunne slet ikke huske, at de slog mig i hovedet,” siger han.

Asger Ladefoged fik lov at gå, men en af soldaterne sparkede ham i ryggen på vej væk.

”Jeg er slet ikke i tvivl om, at hvis jeg var løbet væk, eller hvis jeg ikke ville have givet dem det kort, så havde jeg fået tæsk,” siger han.

Asger Ladefoged har dækket optøjer rundt i verden før. Men han har aldrig oplevet, at politi og militær går efter pressen som nu i Hviderusland.

”Det er sindssygt ubehageligt at dække. Der plejer at være et naturligt helle i, at man er presse, og at man er til stede for at dokumentere. Men det findes bare ikke her. De bruger alle midler. Jeg har mødt flere fotografer, som har fået tæsk, og det var tydeligt, at der var givet besked oppefra om, at man skulle gå efter pressen.”

”Man kan ikke stole på, at der er nogen som helst retfærdighed. Det er lovløst land,” tilføjer han.

Turde ikke fotografere 

På trods af de voldsomme oplevelser er Asger Ladefoged stadig i Hviderusland. Da Journalisten taler med ham, har han lige pakket tasken og er på vej ud på opgave igen.

”Jeg mistede jo en hel dags arbejde på det kort. Så det er forfra i dag,” siger han.

Hvordan har du det?

”Jeg har det sådan set okay. I går var jeg træt og stresset og frustreret over, at jeg ikke havde fået skiftet det hukommelseskort i løbet af dagen, som jeg plejer.”

Oplevelsen sad i Asger Ladefoged resten af aftenen.

”Da vi kom hjem til hotellet i indre Minsk, var der nærmest mennesketomt. Der kørte humwees rundt i gaderne, total militærstil. Det har jeg ingen billeder af. Jeg turde ikke fotografere. Det satte sig totalt i mig, jeg havde ingen tillid til, at jeg kunne fotografere politi eller militær. Det er en enormt ubehagelig erkendelse,” siger Asger Ladefoged.

”Men i dag har jeg det lidt anderledes,” tilføjer han.

Hjelm, vest og mavefornemmelse

Fotografer, som tager ud i konfliktområder, kan have svært ved at beskytte sig selv. Derfor er de ofte embedded med lokale magthavere eller militær, ligesom man nogle steder kan være nødt til at hyre livvagter eller tegne kidnapningsforsikringer.

Hvad gør du for at passe på dig selv i Hviderusland?

”Jeg har en hjelm og en selvlysende vest på, hvor der står ”PRESS”. Jeg bærer min akkreditering tydeligt. Men ellers er det vigtigste min egen mavefornemmelse. Hvornår skal jeg trække mig? Problemet er bare, at i andre lande kan demonstranterne råbe politiet i hovedet, uden at det eskalerer. Her kræver det ingen provokation, før politiet angriber,” siger Asger Ladefoged.

Mange tager afstand fra overfaldet på Twitter, blandt andre udenrigsminister Jeppe Kofod.

Journalisten har kontaktet den hviderussiske regering og prøver at få en kommentar om overfaldet.

0 Kommentarer

Læs også

Døden nær efter knivangreb: ”Vores livs hårdeste og længste ekspedition”

25. JANUAR 2019