search

Døden nær efter knivangreb: ”Vores livs hårdeste og længste ekspedition”

Fotograferne Uri og Helle Løvevild Golman var på opgave for Strong Production / TV 2 og deres eget ’Project WILD’ for at redde verdens truede dyr i december 2017, da Uri blev stukket ned på et marked i Gabon. Han er fortsat under genoptræning og er ved at lære at gå igen  

Præsident Donald Trump skriver historie den 6. december 2017. Med et tweet udråber han Jerusalem til Israels hovedstad.

Men det ænser de danske fotografer Helle og Uri Løvevild Golman ikke. Både de og deres store kameraer har indstillet fokus på en opgave for Strong Production / TV 2 i det centralafrikanske land Gabon. 

Men Trumps beslutning kommer imidlertid til at ændre deres liv radikalt. 11 dage senere er Helle og Uri efter tre ugers vellykket mission i landet på markedet for at finde film-location.

De mangler kun slutscenen til de tre programmer ’Vores Vilde Verden’, et led i deres naturprojekt ’Project WILD’ om at forevige og ultimativt redde verdens truede dyr. De er på den næstsidste af 26 ekspeditioner, hvor de med 200 rejsedage om året har opsøgt kontinenter og svært tilgængelige og langtfra ufarlige dyr, som de tager sig i agt for og nogle gange flygter fra. Alligevel er det en tobenet homo sapiens, der sender dem til tælling.

”Jeg står og kigger på en afrikansk maske, da en mand kommer hen og kigger mig direkte i øjnene. Så tager han en kokkekniv frem og stikker mig i maven og løfter den op, så han skærer en centimeter af leveren. Så tager han den ud og stikker mig i hjertet. Derefter vender han kniven i hånden og hugger mig i halsen. Jeg husker det 100 procent.” 

En kamp for livet

Uri Løvevild Golman taler hæst. Med en kraftanstrengelse, der kommer fra maven. Når man har vænnet sig til lyden, forstår man næsten hvert et ord. For han vil forstås. Men det har taget ham et år at nå hertil. Ved hans side på genoptræningscentret uden for København tydeliggør kollega og hustru Helle Løvevild Golman en gang imellem hans pointer. 

”Til alle fotografer, der er kommet til skade, vil jeg bare sige: Sørg for at omgive jer med kærlighed. Det er livets mening. Det er dét, der gør, at man kommer igennem det hele,” siger Uri, der tilbage i fortællingen på markedet i Gabon nu er vågnet op til dåd: ”Jeg har gået til kampsport, så jeg går på ham og giver ham en masse tæsk, men får ikke vristet kniven fra ham. Først dér bliver jeg bange.”

Ikke for det løvebrøl, han hører fra Helle, da situationen går op for hende. Men fordi han instinktivt ved, at dette bliver en kamp for livet. Da han efter en måned i kunstigt koma slår øjnene op på Rigshospitalet, kan han hverken tale eller bevæge sig og har ikke lyst til at leve.

”Det er vores livs hårdeste og længste ekspedition,” siger han og insisterer i dag på, at parret vil fuldføre sin sidste og udskudte ekspedition til Australien i april. 

”Det skal jeg. Når jeg fylder 45 (5. januar i år, red.), skal jeg kunne gå fem meter alene,” fastslår Uri Løvevild Golman, der til dato kun har gået tre meter med hjælp fra maskiner eller mennesker.

Mens Helle er blevet opereret i fingeren for at kunne fotografere igen, vurderer Uri selv, at det vil tage mindst fem år, før han kan arbejde med et kamera igen.
Foto: Helle Løvevild Golman

 

Fra svedig camouflage til positiv teflon

Overfaldet har ændret fotografernes liv for altid. Men lige så stædigt, som de i timevis har svedt i camouflagedragter og 40 graders varme, mens ildmyrer gik til angreb, og kroppen syrede til, for at få det bedste billede, lige så viljefast nægter de at se bagud. Nu stiller de skarpt i ny forstand. På fremtiden. Uniformen består af noget, der synes som uigennemtrængelig positiv teflon.

”Vi ønsker ikke at være ofre. Vi kigger ikke tilbage. Det er ikke løgn, at det også er hårdt, men det hjælper bare ikke at søbe i det. Det er ikke progressivt. Det gavner ikke nogen. Grunden til, at vi er her og i live, er, at vi ser fremad,” insisterer Helle, der samme dag grundet sine egne skader i armen, da hun gik til angreb på knivmanden, har fået indopereret en metalpind i fingeren, så den faktisk kan fungere som knipse-udløser igen.

For Uri vil der gå ”minimum fem år”, vurderer han, før han igen kan bruge et kamera.

”Jeg skal lave video i stedet, når vi tager til Australien. Det har jeg bestemt,” hævder han om den kommende ekspedition, hvor fysioterapeuter nu er et fast følgeskab.

”Vi tror på det umulige. Vi tænker ikke: Det kommer vi aldrig til. Vi kæmper for, at Uri kommer til at fungere igen. For så kommer han også til det,” supplerer Helle. 

I har ingen skrupler over at tage ud igen eller overvejelser om at lade være? 

”Konsekvensen, hvis vi skulle stoppe og blive hjemme? Det ville ingen af os kunne holde ud. Vi er ikke sat på jorden for at gro fast, så ville vi ikke have nogen kampgejst og energi. Du kan ikke tage missionen ud af os. Det er i vores dna,” replicerer Helle, mens Uri bekymres over den CO2, flyrejserne udleder, og forsikrer, at det kompenseres med nyplantede træer.

”Vi er ikke sat på jorden for at gro fast. Konsekvensen ved at blive hjemme ville ingen af os kunne holde ud. Du kan ikke tage missionen ud af os,” siger Helle, der var med til at redde sin mands liv blandt andet ved at springe på knivmanden.

 

Et drabeligt eventyr 

At der skulle et overfald til for at give deres arbejde for naturbevarelse særligt fokus, er en bittersød erkendelse. Men kun en positiv en af slagsen, der skal munde ud i en Europa-udstilling, en 20 kilo tung fotobog, en fond, en ”hær” af såkaldte naturkrigere samt en global revolution for kærlighed til naturen, der starter med et møde med paven i Rom.

Overfaldet er i dag ikke officielt klassificeret som terror. Men af efterforskningen fremgår det, at den 53-årige nigerianskfødte Arouna Adamou rejste 350 kilometer fra sin landsby til hovedstaden og ventede på potentielle ofre foran den amerikanske ambassade, indtil sikkerhedsvagterne smed ham væk. At han råbte ”Allahu akbar” (’Gud er stor’ på arabisk, red.) under angrebet, og at han samt Gabons forsvarsminister har erklæret, at han handlede i hævn over Trumps beslutning med målet om at dræbe hvide – helst amerikanere. 

Det er den del, parret absolut ikke ønsker at forholde sig til. Heller ikke at gerningsmanden i retten har sagt, at han ikke har fortrudt. Eller det faktum, at i alt 38 – sælgere fra markedet og imamer – først blev anholdt (og siden løsladt) mistænkte som medskyldige eller for ikke at hjælpe folk i nød.

”Han var ekstremist. Det er, hvad vi ved og vil sige om det. Jeg kan ikke tænke i detaljer om, hvorfor han valgte os, at vi var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt og så videre. Det er bare ’down the drain’,” siger Helle.

I har lovet hinanden altid at vælge eventyret til. Hvordan placerer det sig i den her ligning?

”Hvor underligt det end lyder, så vil jeg sige, at det har været et kæmpe eventyr. Et drabeligt et. Men et ægte et,” konstaterer Uri.

Den 5. januar nåede han sit mål om at gå fem meter alene. 

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen