”Vi kan godt tage ansvaret for at regulere. Men hvis I giver os den magt, så kan det være ødelæggende for det frie ord. Vi ønsker ikke den magt.”
Google var usædvanligt klar i mælet, da politisk chef i Danmark Christine Sørensen endelig fik ordet.
Hun var tech-giganternes eneste repræsentant til en konference hos Europa-Parlamentet i København i slut 2018, hvor ordet ”Google” var et af dem, som både forskere og politikere brugte mest – sammen med ”Facebook”. Og mestendels i samme sætning som et krav om netop den regulering, Christine Sørensen advarede mod.
For få år siden var meningerne delte, når spørgsmålet blev rejst: Skal tech-giganter som Facebook og Google have ansvaret for det indhold, som andre lægger på deres platforme? Men i dag blæser de politiske vinde entydigt i retning af mere ansvar, mere regulering og store bøder.
At det er kompliceret og dyrt at vurdere, hvad der er fake news, hate speech eller terrorrelateret indhold, er underordnet, lyder det.
”Når vi om 20-30 år kigger tilbage, så vil vi ryste på hovedet. Internettet som teknologi har vel 25 år på bagen som allemandseje, men politisk famler vi stadig i forhold til at regulere det,” sagde medlem af Europa-Parlamentet Morten Helveg (R) til konferencen.
”Det, som en medievirksomhed skal leve op til, skal tech-giganterne også. Det bliver sikkert meget omfattende og bureaukratisk, men sådan er det for alle store virksomheder at overholde et lands love,” sagde medlem af Europa-Parlamentet Jeppe Kofod (S).
Et afgørende argument imod regulering af internettet har været, at man ødelægger det globale internet, hvis forskellige lande kan lave forskellige regler. Men det er nødvendigt, lød det fra politikerne.
”I den fremtid, vi går i møde, er internettet ikke længere globalt. Amerikanerne kan buldre derudad uden synderlig beskyttelse af borgernes digitale rettigheder, mens Europa bekymrer sig, regulerer og får kritik for at regulere for meget,” fastslog Morten Helveg.
Jeppe Kofod nævnte som eksempel, at Facebook og Google må leve op til hvert enkelt EU-lands lovgivning, selv om det kan føre til 28 forskellige udgaver af internettet bare i EU.
”Nogle lande har blasfemiparagraffer, mens andre ikke har. Skal giganterne så overholde loven i alle lande? Ja! Man må acceptere, at der er regler på internettet, og at de er forskellige fra land til land,” sagde Jeppe Kofod.
[quote:0]
EU forandrer internettet
Samme skarpe toner lyder fra både eksperter og meningsdannere globalt. Tech-giganterne skal reguleres – ikke mindst for mediernes skyld.
”De samme regler skal gælde i den virtuelle som i den virkelige verden,” som EU’s konkurrencekommissær, Margrethe Vestager, slog fast ved Dansk Journalistforbunds Fagfestival i oktober.
Hun bliver for tiden udråbt til verdens måske vigtigste modvægt til tech-giganterne i debatten om regulering af internettet. Og hun ved godt, at EU kan forandre internettet i hele verden.
”Vi har indført regler i EU, som slår fast, at borgerne har ret til deres egne data, at de har ret til at blive glemt. Vi har indført digitale borgerrettigheder i Europa. De former reguleringen i hele verden, for Europa er et meget attraktivt marked,” siger Margrethe Vestager.
Hun henviser til, at EU blandt andet har indført "retten til at blive glemt", som pålægger søgemaskiner at fjerne links til indhold, som er forældet eller skadeligt, også selvom det ikke er forkert. EU har også indført GDPR, som strammer reglerne for persondata.
I USA buldrer debatten også, ikke mindst i lyset af Cambridge Analytica-skandalen – men i høj grad med direkte henvisning til EU’s indgreb. Californien har i år vedtaget lovgivning, som ligner GDPR og er inspireret af EU’s regulering. Andre stater er på vej, og emnet forventes at blive en del af valgkampen, når USA’s næste præsident skal vælges.
Vil beskytte medierne
Formålet med at regulere er ikke kun at beskytte borgerne. Det er i høj grad at beskytte medierne. Google og Facebook æder annoncekroner, som medierne gerne ville have haft. Men konkurrencen er skæv, lyder det.
”Journalister er underlagt medieansvarsloven, men de andre er desperados, som kun er underlagt egen habitus,” som professor Vincent Hendricks formulerer det.
Ud over at være leder af Center for Boblestudier på SDU er han forfatter til bogen ’Fake News’ sammen med Mads Vestergaard. Han nævner Facebook som eksempel.
”Der skal ikke være nogen forskel på vilkårene for et medies journalister og Facebooks journalister. Er Zuckerberg så chefredaktør? Ja! Og så må det være op til ham at finde ud af, hvordan han vil styre sine 2,2 milliarder journalister,” sagde Vincent Hendricks ved konferencen om fake news.
Også magtfulde internationale stemmer mener, at tech-giganterne må reguleres for at redde medierne.
”Det er en åbenlyst uretfærdig konkurrencesituation, når medieverdenen skal overholde en række krav og regler, mens tech-giganterne kan løbe med reklamekassen uden at være underlagt de samme regler,” siger Dan Shefet, en dansk-fransk advokat, som har markeret sig som en af de førende stemmer i den globale debat om regulering af internettet.
Han er især kendt som fortaler for ”retten til at blive glemt”. En rettighed, nu er på tegnebrættet i en række lande i verden, og i flere stater i USA. Dan Shefet rejser verden rundt, mødes med lovgivere og holder oplæg for at fremme sagen.
”Idéen om, at Facebook eller de andre tech-giganter er en gave eller en hjælp for journalistikken, er en løgn,” mener Jonathan Taplin, bestseller-forfatteren bag bogen ’Move Fast and Break Things: How Google, Facebook and Amazon Cornered Culture and Undermined Democracy’.
Ifølge Jonathan Taplin skal tech-giganterne tvinges til et opgør med internettets dogme om at være hurtig. Han mener eksempelvis, at Facebook skal holde brugernes opslag og billeder tilbage, til de er blevet vurderet af enten en robot, eller – hvis robotten er i tvivl – et menneske.
”Platformene er nødt til at tage ansvar for det, de udgiver. Din artikel udkommer jo heller ikke i samme øjeblik, du afleverer den. Din redaktør læser, redigerer, du ændrer nogle ting. Der kan gå dage eller uger,” sagde Jonathan Taplin, da Journalisten mødte ham i Odense i oktober.
Christine Sørensen er politisk chef hos Google Danmark. (Foto: Thomas Lekfeldt/Ritzau Scanpix)
Hos Google erkender Christine Sørensen, at regulering er kommet for at blive, og der kommer næppe færre regler eller mindre ansvar i de kommende år.
”Vi har også flyttet os. Der er sket en markant udvikling i synet på regulering, både hos omverdenen og hos Google. I 1990’erne talte man meget i Silicon Valley om, at information på nettet skulle være totalt fri. I dag har vi indset, at vi skal tage vores del af ansvaret, for eksempel for at finde og fjerne ulovligt indhold hurtigt,” siger hun til Journalisten.
Christine Sørensen fortæller, at Google oplever et øget pres for regulering fra flere sider, ikke mindst internt.
”Vi oplever, at negative aktiviteter, hvor nogen prøver at udnytte vores algoritmer til for eksempel fake news, er intensiveret. Vi oplever også, at der er større interesse fra politisk side for at gå i rum med os, ofte for at tale om lovgivning. Og vi oplever et pres internt, fordi det her ansvar er blevet meget centralt for os selv.” [quote:1]
Problemet opstår for Google, når virksomheden føler, at den får for megen magt.
Hun henviser til et aktuelt eksempel fra Youtube, som Google ejer: Den højreradikale danske prædikant Rasmus Paludan, der bruger Youtube som en central platform til at dele sine taler og synspunkter.
”På Youtube har vi klare regler, som for eksempel forbyder opfordring til vold. Men Rasmus Paludan er et eksempel på en person, der bruger Youtube til at komme i kontakt med sine følgere og lave noget spektakel. Grænserne er så fine. At definere, hvor de ligger, er en rolle, som vi kæmper med. Det ved jeg, at Facebook også gør. Hvornår skader politiske ytringer andre? Hvornår er de nedsættende?”
Hun understreger, at Google fjerner alt indhold, som er i strid med loven.
Facebook: Ikke en rolle, vi har lyst til at spille
Hos Facebook vægrer kommunikationschef i Norden Peter Münster sig også ved den magt, som politikerne vil overlade til tech-virksomhederne.
”Hvis du ser på misinformation og falske nyheder, så er idéen om, at nogen skal afgøre, hvad der er sandt og falsk på vegne af dem, der læser det, ikke en rolle, vi har lyst til at spille. Det tror jeg helt ærligt heller ikke, andre synes, vi skal,” siger Peter Münster og henviser til den danske debat om HPV-vaccine.
”Du har to fløje, som hævder at læne sig op ad videnskaben. Den ene fløj mener, at det er hovedløst uansvarligt at vaccinere sine børn, og den anden fløj mener, det er lige så hovedløst uansvarligt at lade være. Det er svært at forestille sig, at vi som privat virksomhed skulle kunne gribe ind og sige, at den ene fløj ikke må komme til orde,” siger Peter Münster.
Han mener, at Facebook har et ansvar for dele af indholdet. Spørgsmålet er hvor meget.
”Der er en uundgåelig friktion mellem ytringsfriheden og vores ansvar for at holde Facebook fri for for eksempel hate speech. Det taler vi meget om i Facebook, ikke kun internt, men også ved at søge råd hos eksterne eksperter. Var det den rigtige beslutning, vi traf? Hvad skal fjernes?”
Internt i Facebook har man en arbejdsgruppe – Content Standards Forum – som løbende vedtager og ændrer Facebooks regler for, hvad der skal fjernes. Arbejdsgruppens møder er lukkede. Formanden er Monika Bickert, som Facebook har hentet hos den amerikanske anklagemyndighed – resten af medlemmerne er hemmelige.
Journalisten har fået lov at overvære et møde i Content Standards Forum sammen med en håndfuld andre nysgerrige sjæle fra den danske mediebranche. På mødet deltog eksperter og Facebook-ansatte fra computerskærme over det meste af verden.
Et af emnerne på mødet var selvskade og spiseforstyrrelser. Hvornår skal Facebook for eksempel fjerne et billede af en udsultet teenager? På mødet fremlagde en projektleder i Content Standards Forum, hvad eksperter og interesseorganisationer havde rådet Facebook til at gøre, når unge mennesker bruger Facebook til at vise, at de har en spiseforstyrrelse. Kort fortalt lød det, at man skal lade billeder af anoreksiofre være på platformen, hvis de er lagt ud som advarsler, eller hvis der er tale om råb om hjælp. Hvis man fjerner alle billeder, som vækker mistanke om spiseforstyrrelser eller anden selvskade, kan man risikere at tage stemmen fra en, som har brug for at blive hørt.
”Der er ikke mange beslutninger, der er mere centrale for os, end hvad vi skal fjerne og lade ligge. Derfor tager vi den opgave meget alvorligt. Det kræver nogle meget finkornede diskussioner af, hvornår noget ikke hører hjemme på platformen,” siger Peter Münster.
”I mange tilfælde kan du ikke sige, at en konkret video eller et billede er godt eller skidt. Det afhænger af konteksten. Tag selvskade som eksempel, eller et billede af en dybt anorektisk teenager. Hvis det deles med en advarsel – pas på, det her er farligt – så skal det ikke fjernes. Men hvad hvis det deles med ordene ”skriv til mig, så får I opskriften på at blive lige så fin”? Det samme content kan i én situation handle om at skabe opmærksomhed om et sundhedsproblem, men i den anden situation opfordre unge til at gøre skade på sig selv.”
Der var både billedeksempler, fremlæggelser og debat på Content Standards Forum-mødet, som sluttede efter præcis én time. Det er svært at overskue, hvor mange mandetimer, der var investeret i de marginale ændringer af Facebooks regler, som mødet førte til – men Facebook fik gjort en pointe klar: Selv små indgreb koster store ressourcer. [quote:2]
”Vi skal ikke stoppe, at folk lyver på internettet”
Da en ung mand i 2012 skød 26 mennesker på den amerikanske Sandy Hook-skole, blev Youtube en central kanal for konspirationsteorier om, at skyderiet aldrig havde fundet sted. Youtube er ejet af Google.
”Hvis du søgte på ”Sandy Hook” på Youtube, så var hele første side af søgeresultatet videoklip med konspirationsteorier, som hævdede, at skyderiet aldrig var sket. Det er et svigt fra Youtube, for de har ansvaret for at bringe korrekt indhold,” siger Jonathan Taplin til Journalisten.
Christine Sørensen anerkender kritikken af Youtubes rolle under Sandy Hook-massakren.
"Sandy Hook blev en kæmpe læring for os, for vores algoritmer var ikke forberedt på den situation, at de aktuelle brugerreaktioner på hændelserne ville være så ensidige. Siden hændelserne for seks år siden har vi arbejdet intensivt med algoritmerne, blandt andet så de vægter troværdighed højere end for eksempel blot aktualitet,” forklarer hun.
Christine Sørensen er enig i, at Youtube har et ansvar for at prioritere troværdigt indhold.
”Vores algoritmer tager ikke kun højde for, hvad der er nyt, men også hvad der er troværdigt. Vi skal ikke stoppe, at folk lyver på internettet. Men vi skal sikre, at det troværdige indhold ligger øverst.”
Men for Google er løsningen ikke mere regulering, hård lovgivning eller sanktioner. I september 2018 indleverede Google sammen med Facebook, Twitter og andre tech-giganter et såkaldt ”code of conduct on misinformation” til Europa-Kommissionen. Her lover tech-virksomhederne at bekæmpe misinformation, blandt andet ved at gøre algoritmerne bedre til at opdage misinformation – i samarbejde med nyhedsmedier. En ”code of conduct” er et etisk regelsæt, som ikke er juridisk bindende.
”Man kan ikke gøre Europa til en sikker sandkasse med hård lovgivning. Det er svært at afgrænse internettet, når Asien buldrer afsted. Så er det bedre at finde fælles løsninger. Derfor tror jeg mere på løsninger som denne ”code of conduct” i fremtiden,” siger Christine Sørensen.
Christine Sørensen er bekymret for, om mere regulering ender med at give tech-giganter som Google for meget magt. Hun understreger, at det er en magt, de ikke vil have. Hun peger på ”retten til at blive glemt”, som EU indførte i 2014. Alene i 2018 har Google fjernet 225.000 søgeresultater, 2.500 alene i Danmark. 45 procent af alle anmodninger bliver efterkommet. Siden 2014 har Google fjernet over 1 million søgeresultater.
Hvad er det for en magt, I ikke vil have?
”Et eksempel er, når vi bliver bedt om at fjerne en artikel fra Jyllands-Posten fra vores søgeresultater, selv om Pressenævnet ikke ser noget galt i artiklen. Et andet eksempel er, at vi skal fjerne terrorrelateret indhold. Det gør vi gerne, hvem går ind for terror? Men hvad er terror? Vi bliver bekymrede, når vi bliver pålagt at fjerne noget, som forudsætter en masse valg, vi ikke ønsker at træffe. Vi går fra at være håndhævende til også at være dømmende magt," siger Christine Sørensen.
Morten Helveg (R) mener, at EU skal gå forrest, også selvom vi i første omgang går alene. ”Amerikanerne kan buldre derudad uden synderlig beskyttelse af borgernes digitale rettigheder, mens Europa bekymrer sig, regulerer og får kritik for at regulere for meget,” sagde han ved konferencen om fake news i Europa-Huset i København. (Foto: Sophia Colberg Olsen)
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Der er godt nok mange misforståelser blandt debatørerne og de involverede parter.
De sociale medier, herunder Facebook, er underlagt nøjagtig samme lovgivning som gælder for alle andre. Men danske BT er ikke underlagt samme regler som Daily News i UK eller Washington Post i USA. Sorry verden er stor og kompliceret, især med grænseoverskridende teknologi.
Facebook eller YouTube vil formentlig slet ikke kun tilmelde sig Pressenævnet og dermed blive omfattet af Medieansvarsloven. De laver ikke nyheder!
Ingen har åbenbart sat sig ind i hvordan Medieansvarsloven egentlig fungere. Bl.a. så er brugergenereret indhold på en avis-website netop IKKE omfattet af Medieansvarsloven. Vil chefredaktøren på en dansk avis påtage sig ansvaret for brugerkommentarer på avisens website?
Som der gøres opmærksom på, så skal man måske netop overveje om man vil indføre et strengt objektivt ansvar for de sociale medier i relation til brugergenereret indhold, eller hvis man vil pålægge de sociale medier en udvidet pligt til at sortere mellem sandt og falsk, fornærmende indhold o.s.v.
Nogle husker måske hvilken ballade det skabte da Apple og Facebook fjernede Øvigs opslag med forsiden fra bogen med nøgne "hippier" der badede i havet. Men det er jo det man ønsker nu. Skal der så fjernes indhold om at jorden er flad, eller at nogle mener at visse vaciner er farlige?
Vi skal diksutere en regulering af sociale mediers ansvar, men det skal virkelig være velovervejet. Man kunne måske starte med at alle medier til EU skulle oplyse en "ansvarlig" og kontaktpunkt, og der skulle opsættes "take-down-procedures" hvis der klages over krænkende/ulovligt indhold, men bare det er jo problematisk - selv inden for EU - for det der måske anses som krænkende i land X ikke er det i land Y. Hvad skal så gælde?