Debat: Techgiganter har ageret som umodne teenagere

”I fire år har verden været et uforvarende passivt vidne til, hvordan Trump og andre politiske opportunister har indtaget de sociale medier, uden at disse medier har følt en tøddel medansvar i de udemokratiske og lodret løgnagtige tilstande, der har hersket i USA,” skriver Kurt Westh Nielsen

Op mod fire år har det taget Mark Zuckerberg, lederen af Facebook, at finde en holdning til, hvordan den sociale mediegigant bør indføre regulering af Donald Trump og andre meningsdannere på alverdens sociale netværk.

Facebook-chefer er kommet og gået, mens Zuckerberg med flakkende øjne har underkastet sig talentløse og politisk usikre undersøgelser af blanke politikere af amerikanske observans med stærkt varierende udfald. Senest er også danske politikere som eksempelvis Helle Thorning-Schmidt blevet inddraget i denne skueret med en grundsubstans af politisk naivitet.

For hvilken mening giver det at lade selvregulering fylde pladsen frem for et egentligt politisk ansvar, som nu bør finde sin inspiration i et retligt system, der burde være indført for længe siden i techgiganternes domæne efter tøven, tænkepauser og møjsommelige nærstudier af de nødvendige spilleregler, der bør gælde for en amerikansk pendant til den danske presselovgivning, harmoniseret med europæisk og international inspiration?

I fire år har verden været et uforvarende passivt vidne til, hvordan Trump og andre politiske opportunister har indtaget de sociale medier, uden at disse medier har følt en tøddel medansvar i de udemokratiske og lodret løgnagtige tilstande, der har hersket i USA.

Men tiden er omsider kommet til, at nogen må opfinde et nyt kodeks. Et nyt sæt moralske spilleregler, som må redefinere presselovgivning, som det kendes i traditionel mening. For længe har vi passivt set på, mens selvbestaltede mediegiganter agerede lovgivere, som først alt for sent forsøgte sig med regulering ved at opfinde egne regler og love, som er baseret på alt
andet end et transparent grundlag med uforståelig jura som et tyndt røgslør spredt ud over en ureguleret sump af sociale netværk.

Der er brug for en tiltrængt regulering, som er alt for vigtig til at overlade til tech-verdenen, der i årevis har ageret umodne teenagere og nægtet at tage ansvaret for en udvikling baseret på teknologibegejstring.

Der er i den grad brug for brug for hjælp fra europæisk side til at løfte den opgave og tilmed gøre det legitimt at insistere på bæredygtig etik og andre principper end profitmaksimering og enøjet grådighed.

På bestyrelsen af O-gruppens vegne, Kurt Westh Nielsen

0 Kommentarer

data_usage
chevron_left
chevron_right