I disse uger er dele af det danske kommentariat grebet af betydelig ophidselse over et lovudkast, som vil gøre det ulovligt at konspirere med udenlandske efterretningstjenester om at lave påvirkningskampagner i Danmark.

Man skulle tro, den slags allerede var forbudt, men det er det faktisk ikke; formentlig fordi påvirkningskampagner som dem, vi har set under den amerikanske præsidentvalgkamp, er et ganske nyt fænomen.

Sagen er selvfølgelig af særlig interesse for journalister og Dansk Journalistforbund, fordi den i sidste ende handler om ytringsfrihed – både borgeres ytringsfrihed og mediers arbejdsvilkår. Lovudkastet har netop været i høring, og raseriet er stort.

Det gælder hele det politiske kompas rundt. Vi begynder fra højre, hvor debattøren Flemming Rose hævder, at ”danskere risikerer 12 års fængsel for at forsøge at påvirke meningsdannelsen, hvis deres holdninger flugter med Kremls” – hvilket Flemming Roses egne holdninger i øvrigt ofte gør.

Til venstre mener Retspolitisk Forening – Bjørn Elmquist er formand – sådan set det samme; ”(d)en slags statsregulering af sindelag og holdninger, som reglerne indebærer, hører ikke hjemme i en retsstat”, tordner foreningen i sit høringssvar.

Men begge påstande er rent vrøvl: Loven gør kun forsætligt samarbejde med efterretningstjenester strafbart; ikke bestemte synspunkter. Man skal gå ind i et samarbejde med vilje og med åbne øjne for at kunne straffes.

Høringssvaret fra Retspolitisk Forening har i øvrigt en form, så man næsten ikke kan tage det alvorligt: Den venstreorienterede forening indleder således med en fuldkommen fordømmelse af Forsvarets Efterretningstjenestes analyse af trusselsbilledet.

Det handler om FE’s udsagn om, at russiske påvirkningskampagner sandsynligvis vil blive en stigende trussel mod Danmark de kommende år. Denne vurdering fra det danske forsvars eksperter hældes af Elmquist & co. ned af brættet som en ”vurdering, der i sin enøjethed og helt uden dokumentation selv fremtræder som en af den slags falske informationer, man ved lovforslaget vil søge at undgå”.

Så er vi ligesom i gang, men man kan undre sig over, hvad meningen er. Tror man, at dén smøre vil skabe lydhørhed på Christiansborg? For det er vel det, som er meningen med at deltage i en høring – at blive hørt?

Og her kommer vi så til Dansk Journalistforbund. DJ har nemlig simpelthen i sit høringssvar valgt at erklære sig enig med Retspolitisk Forening; ”DJ kan i ét og alt tilslutte sig det høringssvar, som Retspolitisk Forening har offentliggjort”, står der i DJ’s eget korte svar, som jeg har fået tilsendt fra forbundet til brug for denne blog.

DJ har altså nu en holdning til Forsvarets Efterretningstjeneste – de er inkompetente – og en holdning til lovudkastet – det er sindelagskontrol.

Midt imellem disse politiske yderpoler finder vi en række andre stemmer. Juristen Jacob Mchangama er utilfreds med straframmen, som er op til 12 års fængsel – det er ”overkill”, mener han, men desværre holder han ikke dér.

Han synes sådan set slet ikke, at der er nogen trussel mod Danmark: ”Jeg savner eksempler på, at påvirkningsoperationer virkelig har truet med at skævvride den demokratiske beslutningsproces.  Jeg synes, at lovforslaget i for høj grad slår ned på ting, som et demokrati skal kunne håndtere,” skriver han, hvilket er lidt overraskende efter den grundige mediedækning af den russiske indblanding i det amerikanske præsidentvalg.

Også en anden jurist besidder én overraskende sikkerhedspolitisk indsigt, nemlig mediejuristen Oluf Jørgensen, der ser sig i stand til at fastslå, at: ”I demokratiske samfund er statens sikkerhed ikke truet af meninger. Demokratiet er truet, hvis staten griber ind over for visse meninger, men freder andre.”

Tag dén, FE-typer. Jacob Mchangama og Oluf Jørgensen ved bedre, hvad der truer os.

Eller gør de nu det? I Sverige har man, i modsætning til Danmark, en åben og politisk bred debat om landets sikkerhedspolitik, og en række rapporter har de sidste to år skabt et nyt grundlag for debatten. I februar sidste år fremlagde den svenske civilforsvarstyrelse, MSB, således sit indspil. MSB ser, pudsigt nok, helt anderledes på situationen end Oluf Jørgensen og Jacob Mchangama. MSB skriver om påvirkningskampagner, at

– de er centralt styrede.
– de omfatter et bredt spektrum at tiltag.
– Rusland er løbende blevet bedre til at gennemføre dem.
– de kan ramme store dele af det svenske samfund på én gang.

Alt dette, skriver MSB, ”bør påvirke vores forestilling om, hvad et angreb på Sverige kan bestå i”.

Og det er dét, som det danske lovudkast vil kriminalisere: Angreb på Danmark; ikke bestemte synspunkter. Det fremgår således stjerneklart af udkastets bemærkninger, at der kræves forsæt for at kunne straffes: Man skal med vilje og med åbne øjne gå ind i et samarbejde med en fremmed efterretningstjeneste om en påvirkningsoperation for at blive omfattet af loven.

Mere moderate stemmer er imidlertid kritiske over for selve den måde, forslaget er skrevet på, og her kunne jeg ønske mig, at journalisternes faglige organisation tog ordet – i stedet for at overlade det til Bjørn Elmquists marginale venstrefløjsforening.

For, som blandt andre professor Jørn Vestergaard har peget på i Information, er lovteksten fuld af upræcise formuleringer; noget som også Retspolitisk Forening faktisk peger på. Foreningens berettigede kritik drukner dog i en syndflod af fejllæsninger, polemiseringer og rent vrøvl. De er værd lige at rune, da DJ jo har erklæret at være enig ”i ét og alt”: Retspolitisk Forening mener således, at lovudkastet har alt for megen fokus på russiske trusler – men nu er det jo dem, som er aktuelle, og der er ingen geografisk eller politisk begrænsning; ligesom det også er ulovligt at spionere til fordel for USA, bliver det ulovligt at hjælpe USA med påvirkningskampagner.

Foreningen får også læst sig frem til, at danske medier kan komme i klemme, hvis deres artikler er til nytte for fremmede efterretningstjenester: ”Hvis en amerikansk efterretningstjeneste interesserer sig for de aktuelle hvidvasksager i Danske Bank og i kraft af oplysninger fra danske medier bliver i stand til at danne sig et billede af mulige amerikanske aspekter af sagerne, er gerningsindholdet objektivt set opfyldt. Hvis den ansvarlige for det pågældende medie anser det for sandsynligt, at oplysningerne kan være til nytte for amerikanske efterretningsinteresser, er det subjektive forsætskrav tillige opfyldt(.)” Undskyld, men det er det vitterlige vås; det er slet ikke dét, loven handler om. Man skal have forsæt til at hjælpe en fremmed efterretningstjeneste med en påvirkningskampagne.

Det er rigtig ærgerligt, at DJ har koblet sig på dette vås, for med den slags høringssvar bliver man næppe hørt. Og der er faktisk masser af ting, man både som borger og journalist kan kritisere i lovudkastet, og mange spørgsmål man kan stille:

Bør der ikke være en bagatelgrænse? Der er ikke én i dag for spionage; teoretisk kan man straffes for at udlevere en togkøreplan til FSB, men det bliver man nok næppe. Så den nye lov vil også i praksis blive anvendt med en bagatelgrænse. Men så lad os dog få den skrevet ind i loven, så man præciserer, at der skal være tale om en egentlig kampagne, altså systematisk medvirken, før man kan straffes; et enkelt retweet bør ikke være nok.

Man kunne også gøre det til en betingelse for straf, at der er tale om ”konspirativt” samarbejde med en fremmed tjeneste – altså noget, man forsøger at holde skjult. Lovudkastets nuværende bemærkninger nævner direkte, at man godt kan rejse tiltale, uden at man kan bevise, at der er foregået konspirativ virksomhed. Det bør som minimum præciseres, hvad det betyder.

Man kunne også overveje, om strafbarheden kun bør gælde påvirkningskampagner om særligt følsomme spørgsmål. En hemmelig kampagne, der skal stemme danskerne mildere for det russiske indslag i Eurovision Song Contest, kan måske passere under en bagatelgrænse, mens en kampagne om Nord Stream 2 udløser straf?

Man kunne overveje, om man i stedet kunne kræve registrering og deklarering. Man kunne sige til landets lille kreds af putinvenlige debattører, at de såmænd gerne må samarbejde direkte med FSB, men så skal de først anmelde deres aktivitet til myndighederne, som kan offentliggøre deres navne. Så ved vi, hvor vi har hinanden, og påvirkningsagenterne vil sejle under eget flag og kæmpe med åbent visir.

Loven er nok også for snævert formuleret. Den vil kun kriminalisere samarbejde med efterretningstjenester, men burde det ikke også være strafbart at konspirere med aktører som den berømte russiske ”troldefabrik”? Et helt generelt forbud mod at konspirere med fremmed magt ville betyde, at debattører slipper for at overveje, om diplomaten, de holder hemmelige møder med, nu også ER diplomat, eller i virkeligheden efterretningsagent. Er der tale om konspiration og kampagner, er det ulovligt, uanset hvem man konspirerer med.

Sidst, men bestemt ikke mindst, bør man beskytte journalisters research bedre. Det bør gøres helt klart, at journalister har ret til at indhente oplysninger også fra fremmede magter, og at anvende dem journalistisk. Lovteksten antyder, at det forholder sig sådan; ”sædvanlig journalistisk virksomhed” er undtaget. Her burde man da stryge ordet ”sædvanlig”; det bør ikke være op til en landsretsdommer at vurdere, hvad der er sædvane på danske redaktioner.

Hvad skal Dansk Journalistforbund mene om alt dette? DJ bør klappe i hænderne. Medier og journalister er oplagte ofre for påvirkningskampagner, og de bør derfor være interesserede i at få dem begrænset. Forbud mod påvirkningskampagner er kun tilsyneladende et indgreb mod ytringsfriheden. I virkeligheden er sådan et indgreb en forudsætning for fri debat i et frit samfund.