En strid mellem drabsafdelingen i København og den øverste politiledelse truede med at forkludre efterforskningen af sagen om 'Amagermonstret'. Drabschefen blev derfor kørt ud på et sidespor, skriver Ekstra Bladet.
Årsagen er angiveligt en strid om selve pressestrategien i sagen om drabet og voldtægterne fra Amager.
Kilder oplyser således til Ekstra Bladet, at drabschef Ove Dahl direkte følte sig stoppet af politiledelsen. Han meldte sig syg fredag den 29. oktober, tre dage før det var hans plan at gå til pressen med de opsigtsvækkende oplysninger.
Politiledelsen var af den opfattelse, at politiet skulle vente med at offentliggøre, at dna-spor bandt mordet i 1990 på 40-årige Lene Buchardt Rasmussen sammen med to uopklarede voldtægter fra 2005 og 2010.
Politiledelsen var endvidere nervøs for, at befolkningen skulle blive unødigt opskræmt. Ledelsen ønskede derfor først at have en tryghedsskabende indsats og en pressestrategi klar, før oplysningerne blev sluppet ud.
Den interne strid oprørte de erfarne efterforskere i drabsafdelingen så meget, at de overvejede at nedlægge arbejdet. Først da en tillidsmand gik ind og mæglede faldt der ro på.
Ove Dahl har ingen kommentarer til Ekstra Bladet
1