Lene Espersens kritik af Ungarn rammer som en boomerang

Forleden tog Danmarks udenrigsminister, Lene Espersen (K), afstand fra den nye ungarske medielov. Men nu kommer kritikken tilbage som en boomerang fra det nye EU-formandsland.

Forleden tog Danmarks udenrigsminister, Lene Espersen (K), afstand fra den nye ungarske medielov. Men nu kommer kritikken tilbage som en boomerang fra det nye EU-formandsland.

Ifølge Pol.dk er Ungarns premierminister, Viktor Orbán, forundret over, at udenrigsminister Lene Espersen (K) i sidste uge kaldte landets nye medielov for »foruroligende«.

Loven giver et politisk udpeget medieråd en lang række beføjelser til at straffe medier, det ikke synes opfører sig passende. 

Samtidig udtalte Lene Espersen: "Det er klart, at alle EU-lande, og det gælder selvsagt også formandskabslandet, skal leve op til de demokratiske principper og værdier, som EU-samarbejdet bygger på."

Men ifølge ungarerne er forholdene i Danmark ikke meget bedre – eller ringere. Den danske lovgivning giver den danske regering præcis de samme muligheder for at styre pressen, påpeges det.

Og EU-formanden anklager derfor Lene Espersen for hykleri, skriver Jp.dk

Ungarerne henviser til, at den danske kulturminister udpeger alle medlemmer af det såkaldte Radio- og tv-nævnet. Og eftersom nævnet kan suspendere licenser til public service-medier og pålægge medier bestemte forpligtelser, så er Danmark ikke et hak bedre, mener Ungarn, der altså 1. januar har overtaget EU-formandsskabet.

Medieprofessor på CBS, Anker Brink Lund, tilkendegiver over for Pol.dk, at kritikken af Danmark er ganske rimelig.

»Læser man reglerne, som de er skruet sammen, er det da fuldstændig rigtigt, at kulturministeren har stor indflydelse på dele af pressen,« siger Anker Brink Lund til Pol.dk.

Kulturminister Per Stig Møller (K) afviser dog, at der finder politisk indblanding sted i Danmark. 

1 Kommentar

bent øberg
10. JANUAR 2011
Re: Lene Espersens kritik af Ungarn rammer som en boomerang
selvfølgelig er der ikke politisk indblanding i DR´s aktiviteter. når hyltoft og winkel udtaler sig er det jo bare gode råd fordi de mener, at DR forvrænger billedet af regeringspartierne...