
Jørn Dohrmann er blevet dømt for et overfald på en tv-fotograf. Henning Bagger
Dansk Folkepartis Jørn Dohrmann er i dag blevet dømt for at ødelægge en tv-fotografs udstyr. Dommen faldt ved Retten i Kolding, skriver Ritzau ifølge Politiken.
Sammenstødet skete for næsten tre år siden, men sagen er først afgjort nu.
Klammeriet opstod, da en tv-fotograf var i færd med at optage billeder af Jørn Dohrmanns ejendom nær Vamdrup til en dokumentar. Jørn Dohrmann rev kameraet ud af hænderne på fotografen, og i den forbindelse blev en mikrofon, en skærm og et kabel ødelagt. Jørn Dohrmann nægtede desuden at levere kameraet tilbage. Det skete først ved politiets mellemkomst.
Jørn Dohrmann skal dække skader på kameraet for lidt over 15.000 kroner, ligesom han skal betale sagens omkostninger.
”Straffen er i den milde ende”
I Dansk Journalistforbund er formand Tine Johansen glad for, at Jørn Dohrmann er kendt skyldig. Men hun mener, dommen er for mild.
”Jeg er tilfreds med, at skyldsspørgsmålet er klart besvaret. Men jeg synes nok, at straffen er i den milde ende. For det principielle i sagen er jo, at en politiker hårdhændet har forsøgt at forhindre en journalist i at passe sit lovlige arbejde,” skriver Tine Johansen i en mail.
Jørn Dohrmann selv har nægtet sig skyldig. Han følte sig forfulgt af tv-holdet.
”Jeg synes, det var uforskammet. De skal ikke filme på privat grund og gøre min familie usikker,” sagde Jørn Dohrmann i retten ifølge Ritzau.
Ritzau skriver, at sagen blandt andet har trukket i langdrag, fordi Jørn Dohrmann har haft immunitet som politiker. Dohrmann sad i Europa-Parlamentet fra 2014 til 2019, og Parlamentet ophævede hans immunitet i marts 2019.
Journalisten forsøger at få en kommentar fra Jørn Dohrmann.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.