Da fotograf Morten Schultz fra TV 2 onsdag formiddag kørte mod Nyborg for at dække togulykken på Storebælt, vidste han ikke, hvor galt det var fat. Han var klar over, at der var tilskadekomne. Men ikke, at der var otte omkomne.
Da han så ambulancerne komme bankende mod Odense, flere af dem med politieskorte, forstod han, hvor slemt det var.
”Der bliver jeg klar over alvoren af det. Men jeg når ikke at tænke nærmere over det, før dagen er færdig igen,” siger han.
Da TV 2 News allerede var i gang med at filme det forulykkede passagertog, gik han sammen med en reporter hen til godstoget, som havde forårsaget ulykken, og satte sit kamera op. Så han kunne få et andet perspektiv på situationen. Herfra gik de i gang med at optage.
Morten Schultz er en af flere fotografer, der i går dækkede togulykken på Storebæltsbroen. En ulykke, hvor fotograferne hurtigt skulle gøre sig skarpe overvejelser om, hvordan de filmede og fotograferede, og hvordan de bedst kunne formidle alvoren af ulykken. Vi har her talt med Morten Schultz og to andre om, hvordan de oplevede dagen.
Undgår nærbilleder og tilskadekomne
Jonas Mattsson nåede aldrig hen til gårsdagens togulykke. Han var allerede på job for TV 2 Fyn for at dække en stormflod, da han fik besked om, at der havde været en ulykke. Sammen med en reporter blev han ved halv ni-tiden sendt til det krisecenter, som var blevet oprettet til passagerne og de ansatte fra toget. Allerede inden han og reporteren kom derud, diskuterede de, hvordan de skulle gribe opgaven an, og hvad de kunne filme.
”Vi ved ikke, at der er nogen, der er døde. Men når der oprettes et krisecenter, så ved man godt, at det må være ret alvorligt,” siger Jonas Mattson og tilføjer:
”Vi er meget tilbageholdende med at lave billeder af folk, som ikke er officielle mennesker som politi og ambulancereddere. Og så begynder der at komme busser ind med folk fra toget. Der går mine overvejelser på, om vi skal have billeder af dem. Jeg vælger ikke at lave nærbilleder af nogen specifikke mennesker. Jeg laver totaler og nærbilleder af officielle personer.”
Det gør han, fordi han vurderer, at det er en sårbar situation, hvor der skal vises store hensyn til de pårørende.
”Jeg forestiller mig, at det ikke er fedt at komme igennem det her og så samtidig rulle ud på de landsdækkende medier. Så jeg træffer mine valg af hensyn til dem. Jeg mener ikke, det er væsentligt med nærbilleder af tilskadekomne eller lignende. Jeg synes, hele situationen taler nok for sig selv,” siger han.
Ikke brug for at skyde helt tæt på toget
Tim Kildeborg Jensen dækkede ulykken som fotograf for Ritzau/Scanpix. Da han ankom ved ulykken, var Storebæltsbroen spærret af myndighederne, og han måtte stå langt væk fra toget og fotografere det. Han blev dog hurtigt klar over, at han sagtens kunne formidle historien derfra.
”Hvis ikke der var spærret af, kunne jeg godt være kørt ud på broen. Men selvfølgelig var der spærret af. Jeg ville ikke forhandle om at komme derhen, for jeg skulle ikke være i vejen,” siger han og tilføjer:
”Det vigtige for mig var at vise, at det er dette tog, der er ødelagt. Selv hvis jeg havde været tæt på, skulle jeg vise et enormt stort hensyn. Og da jeg senere kom tæt på toget, var det vigtigt, at jeg ikke viste noget, der kunne identificere nogen. Det er vigtigt, at man i den situation har sin etik og moral med sig. Man skal holde en ærbødig afstand,” siger han.
På Twitter opfordrede politiet til, at der ikke blev delt billeder af toget. Men de tre fotografer mener alle, at det var vigtigt, at medierne viser billeder af toget, for at offentligheden kunne forstå sitautionen og dens alvor.
”Jeg synes, det er vigtigt at vise virkeligheden, og hvad der sker. Det har befolkningen krav på. Det er det, vi er sat i verden for. Men vi skal selvfølgelig vise hensyn. Vi skal så vidt muligt dække det med respekt for, at vi ikke træder pårørende eller de berørte voldsomt over tæerne,” siger Jonas Mattsson fra TV 2 Fyn.
Er de to hensyn ikke et dilemma?
”Det er i den grad en konflikt. Der kan helt sikkert være situationer som fotograf, hvor man kan føle, man har gjort noget, man ikke skulle gøre. Det er vurderinger, vi foretager meget hurtigt, og man træffer beslutninger på et splitsekund. Når man laver live-tv, kan man godt vurdere forkert. Så det tænker vi meget over,” siger Jonas Mattsson, men understreger, at han ikke føler, han selv traf nogen forkerte beslutninger ved krisecenteret, hvor han undgik at skyde billeder af tilskadekomne.
Tim Kildeborg Jensen mener, det er vigtigt, at der er professionelle fotografer til stede ved en sådan ulykke.
”Man kan også spørge: Hvad hvis vi ikke havde været der? Hvad så? Det kan være problematisk, når det er en så vigtig historie for så mange mennesker. Det optog stort set hele landet. Så er det vigtigt at vise, hvad der er sket. Men der er selvfølgelig også en grænse for, hvad man viser. Vi skal have ordentligheden med os,” siger Tim Kildeborg Jensen.
Det er vigtigt, at ingen kan identificeres
Jonas Mattsson fra TV 2 Fyn fortæller, at han undervejs på dagen var så koncentreret, at han ikke havde plads til at reagere emotionelt på det, der foregik.
”Det kommer først bagefter. Man er meget på job dernede. Jeg koncentrerer mig om det tekniske. Jeg skubber de ubehagelige tanker og følelser væk, for jeg skal fokusere på min opgave. Det rammer mere, når vi snakker i bilen på vej hjem. Når man er færdig med arbejdet,” siger Jonas Mattsson.
Tim Kildeborg Jensen fra Ritzau/Scanpix oplevede, at situationen var alvorlig, men han var også meget koncentreret om at lave sit arbejde ordentligt i situationen.
”Det er klart, at bagefter kommer der selvfølgelig en reaktion. Man forestiller sig, hvordan det her scenarie har været for de mennesker. Det kan man ikke undgå,” siger han.
Han fortæller, hvordan han besluttede sig for, at det var forsvarligt at fotografere toget.
”I mine billeder kunne man ikke genkende noget. Det er vigtigt at forstå, at toget er en upersonlig ting. Det er ikke ligesom en personbil, hvor man kan genkende bilen. Men du kan ikke aflede noget om enkeltpersoner ud fra toget, så længe du ikke har blod, effekter eller nogen former for personlige ejendele fra mennesker med på billedet, så nogen kan identificeres. Havde der været det i mine billeder, havde jeg ikke afleveret dem,” siger han.
For Morten Schultz var dagen, hvad han kalder ”ekstraordinær”, og han tog hjem med stor respekt for politi, beredskab og ambulancefolk på ulykkesstedet.
”Når jeg ser det hele i retrospekt og på afstand, er det hårdt. Jeg blev hentet af min kæreste på Kvægtorvet, da vi er færdige. Der presser følelserne sig på. I løbet af dagen har man gjort sit bedste. Hun spørger mig, hvordan jeg har det. Jeg svarer hende: 'Der var nogen, der ikke kom hjem i dag. Og det vil jeg bare gerne',” siger Morten Schultz.
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Hvis man er så heldig, at have et eksemplar af Pressefotografforbundets jubilæumsbog 1962-72: ”Som vi så det” er det tydeligt, at se hvordan foto-etikken har flyttet sig.
I bogen bliver der vist flere dramatisk billeder, hvor intet er overladt til læsernes fantasi.
Fra lyntogsulykken ved Odense i 1967, hvor 11 blev dræbt og mange hårdt kvæstede, vises et nærbillede af de voldsomt, sammenkrøllede togvogne.
Fra tragedien på Ring Djursland også i 1967, hvor 2 kørere blev dræbt og fem hårdt kvæstet, ses bl.a. et foto, der viser en dræbt kører, der endnu sidder i sin racerbil, mens blodet løber ud ad munden.
Og endelig findes et foto fra et færdselsuheld, hvor et barn sidder og trøster sin blødende, kvæstede mor liggende foran deres smadrede bil.
Trods jagten og konkurrencen på hurtighed, live-billeder, click baits osv. tror jeg ikke noget dansk medie, ville bringe disse fotos i dag. Måske de sammenkrøllede togsæt - men uden personer.
Hvis man er så heldig, at have et eksemplar af Pressefotografforbundets jubilæumsbog 1962-72: ”Som vi så det” er det tydeligt, at se hvordan foto-etikken har flyttet sig.
I bogen bliver der vist flere dramatisk billeder, hvor intet er overladt til læsernes fantasi.
Fra lyntogsulykken ved Odense i 1967, hvor 11 blev dræbt og mange hårdt kvæstede, vises et nærbillede af de voldsomt, sammenkrøllede togvogne.
Fra tragedien på Ring Djursland også i 1967, hvor 2 kørere blev dræbt og fem hårdt kvæstet, ses bl.a. et foto, der viser en dræbt kører, der endnu sidder i sin racerbil, mens blodet løber ud ad munden.
Og endelig findes et foto fra et færdselsuheld, hvor et barn sidder og trøster sin blødende, kvæstede mor liggende foran deres smadrede bil.
Trods jagten og konkurrencen på hurtighed, live-billeder, click baits osv. tror jeg ikke noget dansk medie, ville bringe disse fotos i dag. Måske de sammenkrøllede togsæt - men uden personer.