”En fotografisk dokumentation af døderitualer, og hvordan vi forholder os til døden på tværs af religioner, kulturer og landegrænser”
Sådan lød indledningen på Klaus Bos oplæg på Pressefotografforbundets konference, der holdes i Nyborg mandag og tirsdag.
Klaus Bo er uddannet pianist og musikpædagog og har – som det lyder i præsentationen – kun modtaget en uges fotouddannelse, men lever som freelancejournalist.
Kort sagt: En 100 procent selvlært fotograf, der i syv år har rejst jorden rundt, for at fotografere døde, og hvordan vi behandler dem – hvilket er en ganske særlig researchudfordring:
Hvordan ved man, at nogen er ved at dø? lød det fra salen, hvor cirka 170 fotografer havde fundet plads.
Og Klaus Bo svarede med et eksempel fra Nepal:
”Hvordan jeg finder de næsten døde, mener du – og ikke de helt døde? I Nepal tog jeg rundt i en måned og talte med alle de præster og lamaer, jeg overhovedet kunne finde, og fortalte, hvorfor jeg var der, og gav dem mit nummer. Og så satte jeg mig midt i det hele og havde en taxa holdende klar, hvis de nu ringede,” sagde han.
Han forklarede, at han gang på gang er kommet for sent, selv efter at have været på tur i to måneder.
For Klaus Bo skal have hele døderitualet med – også forberedelserne til døden.
”Det er sindssygt svært. Det tager fem timer at køre 50 km i Nepal. Det er et bjergland,” uddyber han og viser en video, hvor han jubler – fordi han endelig, endelig fik billedet.
Ghana, Accra: Hønsefarmeren Jopseph blev begravet i en hønseformet kiste som tegn på hans profession. Foto: Klaus Bo
Mødet med tabuerne
Projektet begyndte på idéplan i 2002, hvor Klaus Bo fotograferede i en moské på Vesterbro.
Her tog han et billede af en lille dreng, der fik lov til at stå i moskéen og tage afsked med en meget vellidt mand. På billedet kan vi se, at der er mange, der tager afsked helt tæt på den døde.
”Det, der var interessant for mig, var, at en lille dreng fik lov til at kigge på det. Det fik mig til at tænke over det tabuiserede forhold, vi har til døden herhjemme,” forklarer han.
Ud af det billede og møde voksede ambitionen om at fotografere ritualerne omkring døden ved de fem verdensreligioner jorden rundt.
Finansieringen har Klaus Bo fundet ved at sælge sit sommerhus og sin bil og leje lejligheden ud, når han rejser.
Efter syv år vurderer han, at der stadig er fem år, til han har materiale nok til sin bog.
”Jeg har ikke fået redigeret alle de billeder, jeg har taget endnu. Der er meget langt endnu,” siger han og forklarer, at der også mangler en del på motivplanet.
”Jeg mangler fx en muslimsk begravelse i et muslimsk land, og en jødisk begravelse.”
Accept af familierne
Klaus Bos billeder går tæt på, og de viser døden råt for usødet. Det kan være grotesk og voldsomt at se. Og nogle gange morsomt, som når helt indtørrede lig udstyres med solbriller. Eller når de døde begraves med to mønter i munden, så de også har penge til transporten ud af denne verden.
Mens trods det groteske og de periodiske grin fra salen understreger Klaus Bo, at han arbejder med den største respekt for de døde og deres pårørende.
”Det er vigtigt for mig, at familierne har sagt ja til, at jeg må fotografere,” forklarer han.
Madagaskar: I Madagaskars højland afholdes famadihanaritualet hvert 7. år. Her samles familierne, åbner familiegravstederne, tager deres døde ud og ærer dem ved at svøbe dem i silke og danse med dem, inden de bliver lagt tilbage.
Undervejs er Klaus Bo flere gange blevet kritiseret af andre fotografer for at gå for tæt på. Senere har han fundet ud af, at kritikerne godt nok selv havde fotograferet omkring de døde – men aldrig selve de døde.
”Så de fotografer var nok mere forskrækkede over de døde, end de pårørende selv er. Og hvis de pårørende kan holde ud at se på det, så kan vi andre også,” forklarer han.
”Det, jeg gerne vil, er at tage folk ind, hvor vi normalt ikke kommer, men gøre det med stor respekt for de levende og døde.”
Danmark den største udfordring
Vi ser et billede af danske Lauri på 83 år. Han er død.
”Det var svært at finde en død i Danmark at fotografere. Bare det at få lov at tale med en, der var terminal, var faktisk umuligt. Lige indtil en sagde til mig: ”Ring til Lauri!””
Billedet skifter. Vi ser Lauri ligge med et åbent vindue i baggrunden – så ånden kan komme ud.
Og et nyt billede:
”Her er familien gået ud, og plejepersonalet ordner den døde. Alle andre steder er det familien, jeg har set ordne den døde. Og jeg vil også selv være med, når nogle af mine nære dør. Det synes jeg er vigtigt.
Er du blevet bange eller utryg undervejs? lyder et spørgsmål fra salen.
”Der er ikke nogen af de døde, jeg er blevet bange for. Jeg har tidligere lidt af dødsangst, men projektet har løsnet for den angst.”
”Og når jeg selv dør, håber jeg, at folk vil feste til den store guldmedalje.”
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Flot foredrag du holdte der, du er god til at fortælle, samtidig med at dine billeder holder os fast i fortællingen.