search

Anmeldelse: Forside uden drama

Anmelder Anne Lea Landsted mener, at DR1-dokumentaren om tre danske dagblade fik en sløv start, der kun udløser to stjerner. Hun krydser fingre for, at næste afsnit af ’Ryd forsiden’ rummer flere store dilemmaer

’Ryd forsiden’ hedder en ny dokumentarserie på DR1, der tager seerne med ind i maskinrummet på tre store danske dagblade. Berlingske, Information og JydskeVestkysten, der alle kæmper med faldende oplag. Det er bare ikke det, dokumentarserien handler om.  Den handler om hverdagen på redaktionerne, og den er kedelig, kort og med en enkelt undtagelse – helt uden dramatik.

På Information modtager praktikanten Andrea Dragsdahls dødstrusler efter sin allerførste historie om mobning på Youtube. Hun tager truslerne med oprejst pande, selv om hendes første ”stød på hegnet”, som chefredaktør Rune Lykkeberg udtrykker det, hører til i den lidt for voldsomme ende.

På JydskeVestkysten får den erfarne journalist Sys Andersen et tip om, at Kolding Byråd har besluttet at afskedige skoledirektøren. Det sker efter avisens afsløringer af et massivt overforbrug i forvaltningen, mens hendes kolleger, makkerparret Ulrik Dahlin og Anton Geist på Information, glæder sig over at blive citeret i flere medier for afsløringen af en hidtil hemmeligholdt mail, der modsiger Inger Støjbergs forklaring i sagen om barnebrude.

I Jylland er Mathias Overgaard fra JydskeVestkysten med, da Anja flytter fra sin demensramte mand, Frank, mens Berlingske-praktikanten Didde Venzel Lindholdt får sin historie, om at Rigspolitiet i næsten tre år samarbejdede med et for længst lukket konsulat om hjemsendelse af flygtninge fra DRCongo, på forsiden. Med andre ord. Lidt fra alle hylder.

Det er en god idé at lukke seerne ind i avisernes ellers lukkede maskinrum, så de kan møde nogle af ”de ildsjæle, der står bag nyhederne, og opleve journalisternes op- og nedture i en hektisk hverdag fyldt med deadlines og store dilemmaer”, som der står i omtalen på DR.

Vi hører meget om pres, men vi ser det ikke.  Berlingske-praktikanten Didde får kasseret sit første udkast til historien om den falske konsul. Hun kæmper med formuleringerne, mens hun skeler til klokken. Vi ser hendes kolleger gå hjem. Da vi møder hende igen, er det i en kiosk, hvor hun ser sin egen historie på forsiden og efterfølgende får ros af kollegerne. Hvordan historien gik fra kasseret til kioskbasker, melder historien intet om.

Dramaet på Berlingskes redaktionen udebliver også, da en højreekstremist skyder og dræber adskillige mennesker i en moské i Christchurch i New Zealand. Der er lidt diskussion om, hvorvidt man skal bringe et af terroristens egne billeder, men det er det. Der er ingen møder om vinkler, prioriteringer, hvem der gør hvad, hvilken historie der skal på forsiden og så videre. Det største drama opstår, da nyhedsvagten bliver ringet op af kæresten og får at vide, at de har glemt at søge om indrejsetilladelse til USA. De skal flyve dagen efter. Heldigvis løser det sig, journalisten kan sætte punktum i historien om terroristens manifest og cykle hjem og forkæle kæresten.

Næste udsendelse handler om udskrivelsen af valget og er ”en gamechanger”, som chefredaktør Mette Østergaard fra Berlingske udtrykker det i teaseren. Lad os håbe det. Jeg krydser fingre og ser frem til hverdage ”fyldt med deadlines og store dilemmaer” efter en noget sløv start, der ikke er til mere end to stjerner.

DR Dokumentar: Ryd forsiden (1. del af 3)

2/5 stjerner

Idé: Palle Strøm

DR-redaktør: Lisbeth Langwadt

Producent: Charlotte Bargfeldt Kjørup

Anne Lea Landsted er journalist

Kommentarer
0

Husk at skrive dit fulde navn og en gyldig mail-adresse i felterne ovenfor, ellers vil din kommentar blive fjernet. Du kan se Journalistens regler for kommentarer her.
Tak fordi du deltager i debatten!

keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen