Djøfbladets nye design har ifølge anmelderen et gennemgående altoverskyggende problem. Skriftstørrelsen er så lille, at den er anstrengende at læse. Forside nr. 7/2020
Djøf er en fagforening for akademikere med cirka 97.000 medlemmer. Hver måned får medlemmerne tilsendt et eksemplar af Djøfbladet, der skriver om djøf’ernes arbejdsliv, studieliv og karriere. Nu har Djøfbladet fået nyt design.
Det siges, at dårlige anmeldelser er de letteste at skrive. Og de mest underholdende at læse. For her er der frit slag til at muntre sig over andres talentløshed — og rig mulighed for at komme med dårlige eksempler. Men denne anmeldelse af Djøfbladets nye design må i så fald være undtagelsen, der bekræfter reglen. For den har langtfra været let at skrive, og den er muligvis heller ikke specielt underholdende at læse.
Problemet bliver bagvendt ridset op på side 4. Velkommen til et nyt Djøfblad, står der. Chefredaktørens indledende ord lyder: Vi har forsøgt at ramme et enklere, mere bogligt udtryk, der giver læseren ro til at fordybe sig …
Målet er al ære værd. Problemet er, at designet trækker i den stik modsatte retning. Man har valgt en skriftstørrelse, der er så lille, at den nærmest er ulæselig. Og dermed er selve grundlaget for det redaktionelle design ikke på plads. Et redaktionelt design skal som minimum kunne læses. Punktum. Kan det ikke det, har det ingen eksistensberettigelse. Derfor giver det også dårligt mening at gå i detaljen med de enkelte elementer, eller f.eks. at fremhæve, at bladet ikke længere er emballeret i plastik, men nu kommer i en slags papirkuvert.
Et redaktionelt design har det tilfælles med det musikalske udtryk ”staccato”, at det spilles med tydeligt adskilte toner. En tydelig adskillelse af det redaktionelle udstyr (rubrik, brødtekst osv.) gør det muligt for læseren at vælge, hvordan de vil tilgå artiklen, og hvor lang tid de vil bruge på at læse den. Det redaktionelle design hjælper læseren.
Et spændende redaktionelt design kan med sin visuelle formidling forstærke artiklens betydning og lokke os til at læse den. Hjælpe os til at forstå den. Og huske den.
”Her starter en artikel om en fyr, der hedder Cagdas, som bliver udsat for racisme. Designet bidrager på ingen måde til det, artiklen handler om. Til gengæld gør designet det svært for mig at læse,” skriver Tobias Røder.
Hvis jeg kigger på forsiden, kan jeg godt se, hvad chefredaktøren mener med ”et enkelt udtryk”. Bladhovedet er væk. I stedet står der ganske småt DJØFBLADET i øverste venstre hjørne. Nedenunden er der fem linjers tekst, der strækker sig fra den ene side af forsiden til den anden. Også her er teksten så lille, at jeg skal anstrenge mig for at læse den. I øverste højre hjørne står der 0720. Ved nærmere eftertanke når jeg frem til, at det må betyde: juli 2020.
Havde det ikke været for de fem linjers ulæselige tekst, synes jeg, det er et modigt design til en forside. Men ”et mere bogligt udtryk” forstår jeg simpelthen ikke. En bog kan læses. Ellers er det ikke en bog. Dette blad er ikke en bog. Og dette blad kan ikke læses.
Jeg kender godt Djøfbladet. Min kone har været medlem af Djøf i de 15 år, vi har været sammen. Og som designer kan jeg kun bifalde, at design bliver prioriteret. Men selv de bedste intentioner bliver til ren teori, når udførelsen kikser så fatalt, som det er tilfældet her.
Kære Djøfbladet, få de grundlæggende elementer på plads, og så vil jeg glæde mig til at komme med en detaljeret anmeldelse. Forhåbentlig bliver den både lettere at skrive og sjovere at læse.
5 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Man må virkelig undre sig over, at DJØF prioriterer et fancy layout over et brugbart layout. Fint, at de måske vinder en eller anden designpris, men det var måske bedre, hvis læserne rent faktisk kunne bruge bladet til noget.
https://www.e-pages.dk/djof/163/
Flere