Thomas Hundsbæk står og lytter interesseret med i baggrunden, mens jeg taler med journalisterne Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov fra Fagbladet 3F. Thomas Hundsbæk er deres chefredaktør og har både en fortid som særlig rådgiver i Udenrigsministeriet og nyhedsredaktør på Berlingske.

”Måske er det faktisk Thomas, du skal spørge om det,” siger Asger Havstein Eriksen, da jeg vil høre, hvordan Asger synes, fagpressen egentlig har det i det danske mediebillede.

Vi befinder os på Københavns Rådhus. Det er en halvoverskyet, lummer dag i hovedstaden, juli og sommerferien presser sig på, og de åbne hvidvinsflasker bliver hurtigt slunkne.

Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov har netop vundet journalistprisen ved Anders Bording-prisen for et projekt, hvor de afdækkede, at filippinske chauffører var kommet til Danmark, boede i slumlejre og arbejde for 15-20 kroner i timen.

Et projekt, der er blevet citeret i alle de landsdækkende medier og også blev taget op i det filippinske parlament og af CNN.

Et lysende eksempel for fagpressen. Men også et eksempel, der kommer fra et medie, som intet frihedsbrev har, og hvor chefredaktør Thomas Hundsbæk samtidig er kommunikationschef for 3F. Og hvordan kan Fagbladet 3F lave så stærk journalistik, når de umiddelbart er så tæt forbundet med kommunikationsafdelingen og de politiske interesser?

Ja. Det er vel egentlig Thomas, jeg skal spørge, siger jeg til prisvinderen.

Presset fagpresse

Jeg ankommer med Journalistens fotograf Jacob Nielsen til rådhuset lidt før klokken to.

Vi dribler under kyndig anvisning fra en rådhusbetjent op til festsalen på 2. sal, en højloftet balsal, hvor rådhuset ved festlige anledninger serverer de berømmede pandekager – også i dag.

Der er linet fem rækker med stole op, som vokser til seks i takt med, at gæsterne kommer til. Kvindelige journalister klædt i farverige sommerkjoler og mænd med blazere, der tydeligt er for varme, er ved at indfinde sig. Der skal uddeles tre priser: Medieprisen, Journalistprisen og en ærespris. Det er en festdag for fagpressen og specialmedier.

Vi er taget herhen, fordi vi synes, det er den perfekte anledning til at spørge fagbladene selv, hvordan de har det. Sidst, Journalisten for alvor tog temperaturen på fagpressens journalistiske kunnen, var i 2014.

Her fortalte flere fagredaktører til Journalisten, at de følte sig pressede af politiske interesserer i de organisationer, de var en del af. At fagpressen kæmpede med at bevare den uafhængighed og frihed, der er central for at kunne lave troværdig journalistik. Også på et medie som Magisterbladet, der ellers har frihedsbrev.

Blot nogle dage forinden har jeg drukket øl med en journalistven, som undrede sig over fagpressens dilemmaer: Kun en lille håndfuld fagblade har frihedsbrev, der beskytter deres redaktionelle uafhængighed, og nogle steder, som på 3F, hører fagbladene under kommunikationsafdelingerne.

”Altså, hvad fanden sker der,” som han sagde. Godt spørgsmål.

Jeg sætter mig ned og finder blokken frem, klar til at notere de rosende skulderklap, der helt sikkert er på vej.

 

Vand til emneørkenerne

En skaldet mand med klare briller og en rigtig mellemlederfrisure – et helt trimmet og rundt hoved – indtager talerstolen.

Det er Peter Ernstved Rasmussen fra specialmediet Olfi, der skriver om forsvarspolitik i Danmark.

Han har taget en lille stak papirer med.

”Mikrofonholderjournalistik har kronede dage,” siger han.

”Den brede samfundsdebat er svækket. Der er mange emneørkener i pressen, som rutinerede stofspecialister, der i dag er afskediget, tidligere dækkede.”

Det er grum tale, og han snakker om lange skygger, der kaster sig over demokratiet. Men. Der er et lys, mener han.

Det er helt centralt at forstå, at vi ikke kan undvære fagpressen, siger han. Den styrker demokratiet, holder fast i ekstremt specifikke emner. Ja, den udfylder et tomrum, som er blevet skabt af de landsdækkende mediers nedskæringer.

Det er en god pointe, tænker jeg.

Jeg ved selv, efter at have hoppet rundt i mange stillinger i starten af min korte karriere, hvor lang tid det tager at forstå et emne. Jeg mindes blandt andet en historie, jeg som freelancer skrev fra freelancernes generalforsamling i Dansk Journalistforbund, da jeg lige var blevet færdiguddannet. Artiklen måtte rettes fem gange, fordi jeg havde misforstået et regnskab fuldstændigt.

Det kræver tid at opbygge erfaring. Viden om et emne. Jeg har ikke misforstået et regnskab siden da.

Bedemanden takker

Da Olfi-chefen er gået fra scenen, er der oplæg fra de medier, som er nomineret til Medieprisen.

Anders Bording-prisen er ud over en festdag også en inspirationsdag. Vi hører om, hvordan specialmedier og fagpresse har udviklet sig visuelt. Ergoterapeuten og Tandlægebladet viser, hvordan de har revolutioneret deres magasiner visuelt. Der er nye skrifttyper og markante bladhoveder. Magasinerne kunne ligge på hippe caféer i indre by.

Ergoterapeutens chefredaktør, Trine Vu, fremviser mediets gamle forsider, som var baseret på denne billedstil: Glade ergoterapeuter med glade patienter. De ligner kort sagt noget, der er løgn.

Så toner to af de nye forsider frem. De er skudt af Martin Bubandt, der også skyder forsider til Euroman. De er ekspressive, poetiske, der er totalt meget fart på. Jeg tænker, at de er vildt fede.

”Vi er gået fra en artig pige til en kompetent kvinde,” siger Trine Vu. “At være ergoterapeut er i meget stor udvikling for tiden. Vi kunne have redesignet bladet, så vi nåede derop til. Men vi besluttede os for at gå videre. Vi vil med vores blad være med til at skubbe og udvikle den identitet, ergoterapeuter har,” siger hun.

Medieprisen går dog til den tredje nominerede, Kirke.dk – et nichesite startet af Kristeligt Dagblad. De har ramt en skarp målgruppe og har formået at tjene penge, er forklaringen. Det er ikke lige så visuelt smukt. Men det er vist meget fornuftigt: Modeller til at tjene penge er jo det, mediebranchen skriger på.

Deres chefredaktør, Kåre Gade, der meget passende er klædt som en bedemand i sort fra top til tå, går på scenen og siger ærbødigt tak.

 

De tunge graverprojekter

Så kommer vi til materien. Nu får vi serveret de fremmeste eksempler på, hvad fagpressen kan.

Og det er inspirerende.

Ingeniørens Magnus Bredsdorff vandt Anders Bording-prisens journalistpris i 2018 sammen med Steffen McGhie, i forlængelse af gyllegate, som Berlingske afdækkede. Magnus Bredsdorff har gravet dybt i, hvordan kvaliteten af vandmiljøet i Danmark ser ud. Han har påvist, at det faktisk står rigtigt skidt til i modsætning til, hvad politikerne har påstået.
Det er gennemarbejdet og enormt vedholdende journalistik.

På kommunen.dk har Tobias Hansen Bødker og Jens Holm bakset med et væld af aktindsigter. De har afsløret, at der i Danmark er blevet sendt opgaver ulovligt i udbud på vandforsyningsanlæg og forbrændingsanlæg for 1,5 milliarder kroner.

En kæmpe skandalesag, hvor de undervejs har fået afslag på aktindsigter i strid med reglerne og har kæmpet med advokater, der skulle holde dem fra at få fingrene i de saftige dokumenter.

Vildest fremstår projektet fra 3F.

De har fyldt 40 sider af deres magasin med projektet om slumlejren med filippinske chauffører. De har rejst til Filippinerne for at møde dem. De har lavet en dokumentarfilm. Og de har fået deres kilder til at stå frem med navn og ansigt.

”Det er faktisk dem, vi skal takke. De har risikeret alt, deres arbejde og liv, for at stå frem med historien,” siger Asger Havstein Eriksen.

Man kan mærke på lokalet, at 3F er prisfavoritten. Der bliver klappet meget højt, da de har fortalt om deres historie. Kort efter modtager de prisen – den sjette Bordingpris til Fagbladet 3F siden 2005. Olfis chefredaktør, Peter Ernstved Rasmussen, ville sikkert kalde dem lys i mørket.

 

Hvad betyder frihedsbrevet?

Magnus Bredsdorff fra Ingeniøren kommer hen til mig, efter at han har spist pandekager og snakket med sin familie. Det er femte år i træk, at han er nomineret til journalistprisen, og jeg tænker, han må være den oplagte mand til at tale om fagpressens betydning.

Der bliver snakket om, at fagmedierne er vigtige, fordi I har siddet på et stofområde længe – er det rigtigt, at fagpressen har en rolle, som nogle medier har skruet ned for?

”Dagbladene har sværere ved det, fordi de bliver færre og færre mennesker, der skal dække lige bredt. Men jeg springer også bredt i emner. Der er langt fra at skrive om telelogning til om vores fjorde. Mere nørdede er vi heller ikke.”

Er fagpressen essentiel for demokratiet?

”Jeg synes, vi skal dømme os på det arbejde, vi udfører. Nogle gange slår vi igennem. Andre gange går det i glemmebogen!”

Hvad betyder det, at I har et frihedsbrev?

”Det ved jeg ikke. Det er så indgroet for mig. Jeg har aldrig arbejdet på et medie, der ikke var frit.”

 

De sande helte

Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov er i konstant smalltalk med andre. Jeg sniger mig med ind, da de står og snakker med Torsten Høgh Rasmussen, der tidligere har layoutet Journalisten.

Asger Havstein Eriksen bliver af Marianne Troelsen Skou, nyhedsredaktør på 3F, spurgt, om det er den femte gang, han vinder Anders Bording-prisen? Det er kun den fjerde, korrigerer han og griner.

De to journalister har mange gode råd. Ét af dem virker meget vildt – og tidskrævende – for mig, der aldrig har arbejdet med så store afsløringer. Det lyder:

Film så meget, du kan komme til undervejs.

Allerede den første dag, de to journalister stod ved lejren, fik de filippinske chauffører til at filme derindefra. Så var dokumentationen sikret.

”De kunne jo have rykket lejren op og fjernet den, hvis ikke vi havde skyndt os derud. Og dagen efter var den også væk,” siger Asger Havstein Eriksen.

De er begge meget taknemmelige for, at de også efterfølgende har fået tid til at tage ud til de chauffører, som er kommet hjem til Filippinerne igen. At følge de menneskelige konsekvenser af deres historie til dørs.

”De er de sande helte,” siger Asger Havstein Eriksen.

 

”Det ville være løgn at sige, at det ikke er et dilemma”

Lokalet er ved at blive tømt, mens jeg interviewer kommunikationschef i 3F og chefredaktør på Fagbladet 3F Thomas Hundsbæk.

Jeg starter med det åbne spørgsmål: Hvordan har fagpressen det?

”Tidligere var fagbladene mere medlemsblade. Nu udfylder vi et mediemæssigt vakuum,” siger han.

Han er enig med Peter Ernstved Rasmussen i, at nichemedarbejdere og graverjournalistik er blevet nedprioriteret på de landsdækkende medier.

”Vi afdækker derfor sager, som ikke var blevet afdækket uden os,” siger han.

Få fagblade har et frihedsbrev. Og du er kommunikationschef og chefredaktør på samme tid. Er det en udfordring?

”Det ville være løgn at sige, at det ikke er et dilemma,” siger han. “Men det er et dilemma, vi skal leve med.”

”Da jeg startede, satte jeg mig for, at jeg ville friholde min redaktion så meget som muligt fra politiske og kommunikative interesser i huset,” siger han.

Han mener, det er lykkedes. I hans øjne tør Fagbladet 3F godt gå steder hen, hvor “det gør lidt ondt på os selv”.

”Nogle steder sker der det, at man smækker kommunikationen og journalistikken sammen i en pærevælling. Så forsvinder journalistikken,” siger Thomas Hundsbæk.

Det er vel svært at undgå?

”Jeg synes, vi er lykkedes rigtigt godt med det. Vi har ingen grænsekonflikter i dagligdagen. Jeg går ikke ind til redaktionschefen på fagbladet med en politisk indsats eller en marketingsindsats,” siger han.