Vi er til afskedsreception i kantinen på toppen af Magisterbygningen, der engang rummede Nilfisk-fabrikken. Mogens Tanggaard takker af efter 12 år som redaktør på Magisterbladet.
Ingrid Stage, formand for Dansk Magisterforening (DM), roser Mogens Tanggaard for hans forsvar for den redaktionelle uafhængighed – og det gør ham umiddelbart både stolt og tryg.
»Hun sagde, at jeg havde vogtet nidkært over den redaktionelle frihed,« fortæller Mogens Tanggaard.
Ingrid Stage understreger også:
Mogens Tanggaard, afgående redaktør på Magisterbladet. Foto: Hans Søndergaard
»Magisterbladet er ikke, og skal aldrig være, et meddelelsesblad for DM’s politiske og administrative ledelse.«
Helt i forlængelse bliver Liv Kretzschmer, der har været journalist på redaktionen siden 2006, udpeget som ny ansvarshavende redaktør:
»Jeg er sikker på, at den positive udvikling af vores fagblad støt vil fortsætte med Liv Kretzschmer på redaktørposten,« lyder det fra Ingrid Stage.
Ingrid Stage, formand, Dansk Magisterforening. Foto: Ole Mik
»Pas på journalistikken«
Og dermed skulle Mogens Tanggaard kunne nyde sit otium. Men hen over vin og tapas sniger der sig også en tanke ind, som gør, at Mogens Tanggaard tæller en smule eftertænksomt ned til sin pension.
Da talerækken er slut, tager Mogens Tanggaard ordet og advarer forsamlingen mod den ’corporate-tankegang’, som han mener har sneget sig ind mange steder – også i DM og i forholdet til Magisterbladet.
»Hold Magisterbladet ude – pas på journalistikken!« lyder hans afskedssalut.
Magisterbladet har tidligere været ude i en orkan. I februar 2002 fratrådte Magisterbladets redaktør Yvonne Schantz efter 10 år ”efter gensidig aftale”.
Forud var gået et forløb, hvor DM’s ledelse ønskede at samle bladet og kommunikationsafdelingen. Og Mogens Tanggaard skulle efter planen både fungere som kommunikationschef og redaktør.
»Det var uholdbart i længden, syntes jeg. Både arbejdsmæssigt og organisatorisk. Det endte med, at man adskilte de to ting. Jeg valgte at blive redaktør – det ville jeg også helst – med ansvar over for hovedbestyrelsen, og så ansatte man en kommunikationschef med ansvar over for direktøren.«
Og dermed fik DM ikke sin enstrengede kommunikation over for offentlighed og medlemmer. Men tankerne lever endnu.
»Jeg har hørt nogen spørge, om journalister ikke også kan lave kommunikation eller presse. Men vi er nødt til at være lidt ideelle nu og sætte hælene i over for presset.«
Tendens imod mindre redaktionel frihed
Stikker man fingeren i organisationspressens dybe muld, er det tydeligt, at flere organisationer ønsker en tydeligere profilering via medlemsbladet.
En forsker og en medieiagttager siger samstemmende, at meget tyder på, at udgiverne i stigende grad interesserer sig detaljeret for, præcis hvordan uafhængigheden varetages – samtidig med at de understreger vigtigheden af uafhængig journalistik.
Anker Brink Lund gennemførte for 10 år siden det ”publicistiske serviceeftersyn” der fremhævede, at fagpressen er en undervurderet aktør i det samlede nyhedsbillede. Anker Brink Lund har ikke forsket systematisk i fagpressen siden, men:
»Min fornemmelse er, at de faglige foreninger i stigende grad betragter blad og web som integrerede dele af interessevaretagelsen. Det betyder ikke nødvendigvis, at redaktionerne sættes under fagpolitisk administration, men at den medlemsvalgte ledelse forventer, at journalisterne kan tolke fuglenes sprog, som man poetisk udtrykker det på Christiansborg.«
Præcis samme melding kommer fra Esben Ørberg, kommunikationskonsulent i DJ, der i 2006 lavede en rapport til DJ’s hovedbestyrelse om redaktionel frihed på fagblade baseret på en række interviews med redaktører.
»Tendensen går imod mindre redaktionel frihed. De politisk valgte ledelser i fagforbundene har mindre forståelse for, at det er sundt at have fagmedier, som fungerer som medlemmernes advokat. De opfatter det som i bedste fald spild af medlemskroner at slippe journalistikken fri, fordi den undergraver koncerntankegangen om ét budskab, en påstået synergieffekt, som skal bringe organisationen fremad. De tvivler på, at den frie journalistik formår at holde sig inden for loyalitetens rammer.«
Esben Ørberg mener, at vinden lige nu blæser den forkerte vej:
»Det er en skam, at de politiske strammere vinder frem. En skam for medlemmerne!«
Konkret pres fra hovedbestyrelsen
Morten Jest er ansvarshavende redaktør på gymnasielærernes fagblad, Gymnasieskolen, der udgives af Gymnasieskolernes Lærerforening (GL). Præcis som Mogens Tanggaard mener han, at medlemmerne er bedst tjent med, at bladet tør være kritisk over for udgiveren.
»Jeg mener, at det er i medlemmernes interesse, at der er en uafhængig redaktør og redaktion, som har muligheden for nogle gange at udfordre nogle af foreningens og politikernes holdninger. Jeg tror også, at det nogle gange kan betale sig at sige sandheden over for de mennesker, hvis interesser man skal varetage. Selv om sandheden kan være ilde hørt.«
Morten Jest, ansvarshavende redaktør, Gymnasieskolen. Foto: Jacob Nielsen
Også GL har forsøgt at blande kasketterne. De ville ansætte en brobygger, der både kunne være journalist og kommunikatør, men den rette profil meldte sig ikke.
»Jeg oplevede tidligere, at det ikke var til diskussion, at der var en redaktion og et frit blad. I dag er det noget, som vi skal diskutere i fuld alvor på et større møde,« siger Morten Jest.
Morten Jest har oplevet et konkret pres fra dele af hovedbestyrelsen i GL.
»Jeg har modtaget nogle perfide mails fra nogen i hovedbestyrelsen, men jeg har ikke oplevet et krav på noget tidspunkt, hverken fra den gamle eller den nye hovedbestyrelse,« fortæller Morten Jest.
Også Mogens Tanggaard, der går til møder med det politiske bladudvalg i DM, forklarer, at der er et vist moderat tryk.
»Der har ikke været noget direkte pres, men presset mærker man alligevel. Når man har et redaktionelt frihedsbrev som redaktør, så udstyrer man også sig selv med en høj grad af selvdisciplin,« reflekterer han – og tilføjer afdramatiserende:
»Selvcensur lyder så voldsomt.«
En slags fornuftens frihed
Opsøger man ledelsen hos Magisterforeningen, der holdt fine taler til Mogens Tanggaards reception, så bruger den umiddelbart ord, der taler hans skepsis over fremtiden ned. Både Ingrid Stage og Frederik Dehlholm, der er formand for DM’s politisk nedsatte bladudvalg, markerer, at redaktøren bestemmer.
Men de siger også begge noget andet: Det er en slags fornuftens frihed, der gælder på fagbladet.
»Medlemmerne kan blive forvirrede, hvis fagbladet skriver noget, der er modsat organisationens politik,« formulerer Ingrid Stage det.
Og Frederik Dehlholm, der ikke har besluttende indflydelse, men via DM’s bladudvalg kan stille forslag til indholdet i Magisterbladet, indikerer, at politikerne har indflydelse ad bagvejen:
»Normalt ender de foreslåede emner med at blive taget op på et eller andet tidspunkt. Det er jo altid rart med gode ideer.«
I GL er tonerne præcis de samme.
»Der er selvfølgelig en udfordring i at finde balancen for, hvordan man har redaktionel frihed og samtidig er en del af en organisation. Hvordan det gøres i praksis, er op til fagbladets redaktør. Men der skal gerne være en sammenhæng. Ellers giver det ikke mening for medlemmerne,« siger Annette Nordstrøm Hansen, formand for GL.
Annette Nordstrøm Hansen, formand, Gymnasieskolernes Lærerforening. Foto: Jacob Nielsen
Og direktøren for GL, Endre Szöcs, siger det endnu tydeligere, samtidig med at han understreger, at han taler på egne vegne:
»Det går ikke, at der kører forskellig kommunikation af holdninger fra bladet og organisationen. Det kan omverdenen ikke adskille. Jeg tror, at den pointe bliver mere udtalt i fremtiden. Og så kommer der mere overordnet styring. Ikke at man piller ved artiklerne, men man er nødt til at styre mere efter en fælles strategi.«
Et redaktionelt ingenmandsland
Der eksisterer med andre ord et redaktionelt ingenmandsland, hvor bladene – ofte uden at læserne kan gennemskue det – gør politiske signaler til redaktionelt stof i en ramme, der fremstår uafhængig.
Præcis det dilemma blev kortlagt i rapporten ’Hvem bestemmer over fagforeningsbladene – om udgiverens magt over det redaktionelle indhold’ på RUC i 2006, der undersøgte 56 fagforeningsblade.
Den overordnede konklusion var, at redaktørerne generelt forsøgte både at profilere udgiver og lave uafhængig journalistik:
”Disse to kommunikationsformer kan som sagt betragtes som en balanceakt fra redaktørens side, men det kan også betragtes som en uafklarethed omkring fagforeningsbladenes indhold, hvor der foregår en kamp mellem udgiverens ønske om profilering og redaktørens ønske om uafhængig og kritisk journalistik,” lyder konklusionen.
Hvordan kan det lade sig gøre at være både afhængig og fri?
»Det er at erkende tingenes tilstand,« svarer Mogens Tanggaard fra Magisterbladet.
»Jeg ansættes ikke som redaktør for at få en legeplads for mine egne synspunkter. Der er en medlemsskare og et univers, vi skal skrive om. Det ligger en ramme om det, man skriver om. Det med loyaliteten handler også om ikke at skrive noget, der skader foreningen. Men en artikel, der kritiserer noget relevant, skader ikke. Tværtimod.«
Mogens Tanggaard forklarer videre, at han ikke ser noget problem i at markedsføre Magisterforeningens synspunkter i sager, som er vigtige for foreningen.
»Jeg har kun fundet det naturligt at udvise den loyalitet over for foreningen, at deres synspunkter blev profileret. Det er efter mit synspunkt uproblematisk og helt legitimt forståeligt. Men der har også været tilfælde, hvor vi har skrevet artikler, som de har været skarpt imod og kritiseret os for, fordi de ikke har stemt overens med DM’s politiske holdninger.«
Tanggaard: »Jeg forstår ikke, hvorfor det gør noget at fortælle sandheden«
Et redaktørskifte er en oplagt anledning til, at udgiveren ændrer bladets position og linje. Før Morten Jest blev redaktør på Gymnasieskolen i 2010, var der vandtætte skotter mellem kommunikationsafdelingen og ledelsessekretariatet på den ene side og bladet på den anden side.
»Der var en berlinmur ned imellem. En del af min ansættelse gik ud på, at jeg skulle være med til at gennemføre en slags samarbejdsstrategi. Uden at det er formelt skrevet ned,« forklarer Morten Jest.
Og selv om Mogens Tanggaard derefter fik nedfældet den redaktionelle frihed i sin kontrakt med DM, har han de senere år oftere følt sig nødsaget til at vifte med den.
»Jeg har henvist til min kontrakt, når der har været nogle problemer, angreb på den eller ønsker om ændringer i organisationen. På den måde har jeg holdt det fra livet. Men vindene blæste i de sidste år mere imod mig end med mig.«
Udviklingen kan mærkes på det helt konkrete plan:
Magisterbladet har for eksempel afdækket, at Magistrenes Pensionskasse havde investeringer i firmaer, som både brugte børnearbejde, forurenede og støttede diktaturet i Myanmar.
Dækningen førte til en klage over Magisterbladet til hovedbestyrelsen i DM.
»Det var mønsterværdigt, som den blev behandlet. De sagde, at vi havde redaktionel frihed, så hvis man ville klage over det her, så måtte man gå til Pressenævnet,« forklarer Mogens Tanggaard.
Men da Magisterbladet lige før sommerferien gentog øvelsen, denne gang med kritik af investeringer på Vestbredden, fik historien ikke helt samme modtagelse i det politiske system, vurderer han.
»Det var ikke lige velset blandt alle, at vi skrev historien, kunne jeg mærke. Det var en form for negativ omtale, men jeg forstår ikke, hvorfor det gør noget at fortælle sandheden. Medlemmerne kan jo godt selv analysere og sætte sig ind i tingene – det er jo højtuddannede folk,« siger Mogens Tanggaard.
Morten Jest står til ansvar for GL’s hovedbestyrelse. Og her mærker han, at balancen har rykket sig lidt væk fra den uafhængige linje, hvor organisationens politik kan udfordres.
»Det er i hvert fald min oplevelse, at der er nogle af politikerne, som har en anden holdning til tingene i forhold til, hvordan det har været før.«
Kan du uddybe?
”Jeg tror egentlig godt, at de forstår journalistikkens væsen og måde at kommunikere på i forhold til den totalstyrede kommunikation, men jeg tror ikke nødvendigvis, at de allesammen er enige i, at det skal være sådan i en faglig organisation. De vil gerne have, at der skal være én linje.«
Morten Jest forklarer, at han udmærket er klar over, at Gymnasieskolens frihed allerede befinder sig i en organisatorisk ramme.
»Vi skal varetage gymnasielærernes interesser og understøtte det arbejde, som GL laver. Der ligger en form for overenskomst, og man skal forvalte friheden ud fra en balancegang hele tiden. Jeg kunne aldrig drømme om at modarbejde beslutninger fra organisationen. Men problemet er, at politikerne har tendens til at skyde i øst og vest, når vi taler om blad og kommunikation. De kommer ikke med en velovervejet strategi.«
Fastholder fagbladene en myte om frihed?
Og så er der iagttagere, der mener, at den redaktionelle frihed på fagblade baserer sig på en myte.
»Jeg tror ikke på, at den frie journalistik på fagmedierne nogensinde har eksisteret i den rene form, og i dag er der så få frihedsbreve tilbage, at de kan tælles på en hånd. Der er ingen organisation, der kan leve med, at man så at sige pisser i reden. Sådan er organisationers logik,« vurderer Lis Hornø, forfatter og journalist og aktuel med bogen ’Redaktørens Håndbog’.
Hun forklarer, at fagbladene har fastholdt myten om frihed ved at gå uden om den varme grød.
»Man begynder at producere en virkelighed, som er i overensstemmelse med organisationen, og mener selv, at man er uafhængig. Det ligger i selve grundlaget for de fagblade, som jeg har kendskab til, at de skal udbrede budskaber, der støtter udgivers interesser.«
Hendes konklusion er, at vi helt skal holde op med at tale om uafhængige fagblade.
»Man skal ikke hykle. Man skal erkende, hvad det er for en situation, man er i. Man kan ikke blæse og have mel i munden.«
Den 23. september trækker den nyudnævnte redaktør Liv Kretzschmer sig som redaktør af Magisterbladet og forlader helt redaktionen. Dansk Magisterforening forklarer, at det sker af private grunde. Liv Kretzschmer bekræfter den udlægning over for Journalisten.
I stedet bliver DM’s formand, Ingrid Stage, af DM bragt i spil som midlertidig ansvarshavende redaktør. Det bliver understreget, at der er tale om en ren formalitet, indtil der ansættes ny ansvarshavende redaktør.
Det bliver også foreslået, at et medlem af redaktionen skal være koordinerende og afholde briefingmøder med Ingrid Stage. Redaktionen afviser hele udspillet.
”Det var et tilbud om at påtage mig den formelle rolle, men jeg understregede, at hvis de havde bedre forslag, så ville jeg gerne høre det. Det havde de, og jeg har fulgt deres ønske, hvilket jeg i øvrigt har gjort med både lettelse og taknemmelighed. Jeg har aldrig haft ambitioner om at skulle have nogen rolle på bladet,” forklarer Ingrid Stage i en mail.
Hun forklarer videre:
”Journalisterne var bange for, at det ville sende et forkert signal om ændringer i den redaktionelle frihed. Jeg tror ikke, de mente, jeg selv ville underminere den. I hvert fald har de udtrykt tillid til, at jeg fortsat står værn om den.”
Stillingen som redaktør bliver ifølge Ingrid Stage slået op i begyndelsen af oktober og besættes per 1. januar efter det, hun kalder ”sædvanlige vilkår”.
Rapporten: ’Hvem bestemmer over fagforeningsbladene – om udgiverens magt over det redaktionelle indhold’ er lavet af Gry Bess Møller på Roskilde Universitetscenter, Institut for Kommunikation, Virksomhed og Informationsteknologier. Vejleder: Michael Bruun Andersen
Esben Ørberg og Anker Brink Lund er interviewet via e-mail.
Illustration Julie Asmussen
Rettet 16/10 kl. 15.36: Ved en fejl kom den sidste korrekturgang desværre ikke med i denne artikel i Journalisten og på journalisten.dk. Der er derfor lavet enkelte små rettelser i artiklen efter publicering
3 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Tak til Journalisten for særdeles relevante historier. Jeg genkender sagens kerne. Organisationer og faglige foreninger vil tale med én klar politisk stemme, de vil "tættere på medlemmerne", og de vil have kommunikationsstrategier frem for fri journalistik.
De ønsker i ringere og ringere grad at betale for journalistisk arbejde og vil hellere bruge penge på kommunikationsfolk, der er dygtige til at bringe servicestof og ledelseskommunikation i fikse forklædninger og bruge journalistiske metoder i kommunikationen. Journalistik er okay - bare det er kommunikation forklædt som journalistik.
Som fagjournalist inden for mit område, som er musikkens/kulturens verden, oplevede jeg tidligere, at de enkelte fagmedier hævdede en betydelig grad af uafhængighed fra udgiveren/organisationen.
Et fagblad er i sagens natur aldrig fri af sin udgiver. Men det ideelle fagblad har redaktionel frihed. Også mentalt - det vil sige, at redaktøren og journalisterne ikke tænker på organisationsformandens rynkede bryn eller hovedbestyrelsens skarpe øjne, hver gang de giver den gas med idéudviklingen.
Jeg havde som journalist ganske stor frihed til at skrive mine historier og vælge vinkel.
I dag er det en helt anden verden. Uden at nævne navne er det et faktum, at en række organisationer gennem de seneste år har sat deres frie fagmedier ud af spillet - eller også bliver de kørt i en meget stram snor med ledelsesinformationspisken hængende over rygstykkerne. Man er så at sige gået full monty på kommunikationsstrategi og styret information.
Et sted kæmper det lille fagmedie for at fastholde en flig af redaktionel frihed, men det er en svær opgave over for dem, der betaler månedslønnen eller honoraret. Andre steder er medlemsbladet lagt i hænderne på kommunikationschefen, der altså både skal være organisationens mand/kvinde og bære titlen som redaktør af medlemmernes fagmedie.
Det, der forsvinder, er de journalistiske rum, hvor fagjournalister kan udfolde sig, bringe vigtige og kritiske historier på banen og udvikle journalistikken inden for deres felt. Et betydeligt tab af viden, formidling og vinkler på forskellige fagspecifikke områder - ikke blot for de respektive medlemmer, men for det samlede mediebillede.
Det, der er tilbage, er ren interessepolitik og kontrolleret kommunikation.
Ikke noget, der swinger skidegodt med ideen om et frit og oplyst samfund befolket med selvstændigt tænkende mennesker.
Det værste er ikke, at organisationerne sparer journalistikken væk og hellere bruger pengene på kommunikationschefer og -medarbejdere.
Det værste er, at selve tankegangen bag er tæt på at være totalitær.
Man effektuerer ideen om, at medlemmerne bliver forvirrede over forskelligartede signaler fra deres forening eller organisation, og at medlemmerne er bedre tjent med afmålte og kontrollerede budskaber.
Og man realiserer den forestilling, at et medlem ikke er i stand til at gennemskue komplekse problemer og sammenhænge i forbindelse med det fagområde, de netop som medlemmer er en del af. Så derfor går det ikke med et selvstændigt fagmedie, for de stakkels medlemmer skal ikke belemres med alle mulige journalistiske historier, der sætter tanker i gang i hovedet på dem. Nej, for de ved dybest set ikke, hvad der tjener dem bedst. Men det gør deres organisation heldigvis.
Erstat ordet medlem med samfundsborger og ordet organisation med myndighed. Et grumt samfundsbillede dukker op...
Er Journalisten i stand til at afvise, at fx den komplet manglende dækning af det fagretlige indhold i Niels Lindvig-protesterne skyldes et fagforeningspolitisk hensyn? Til dato har vi ikke kunnet læse DJ's fagretlige vurdering at realiteten i påstandene om politisk fyring, aldersdiskrimination og usaglig/uberettiget fyring. Hvorfor ikke? Man gør sig til af at man har spurgt en DR-chef på masser af forskellige måder for at få et svar, med DJ stiller man sig tilfreds med et 'ingen kommentarer'. Overbevis mig gerne om at det intet har med ejerskabet af Journalisten at gøre.
Det er lidt svært at finde ud af, hvad denne lange artikel - eller smøre, som man sagde i gamle dage, - går ud på. Og hvad sigtet er.
Hvis sigtet er er at fortælle, at DJs Journalisten varetager medlemmernes faglige. økonomiske og professionelle interesser, så rammer det efter min mening forkert. Som journalist har jeg snarere en opfattelse at få fortalt, at journalister er ikke det bedste, man har.
Jeg tror ikke længere på, at det såkaldte mediemagasin, som alle DJs medlemmer finansierer, varetager vore interesser. Hvis det bare skal fungere som et magasin, som kører efter forskellige redaktørers interesser, så mener jeg ikke, at DJ skal betale for udgivelsen af det.
Venlig hilsen
Bodil Rohde