
Modtageren af Journalistprisen blev journalisterne Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov fra Fagbladet 3F. Danske Medier
En fagbladsgigant og et rookiemedie.
Fagbladet 3F og Kristeligt Dagblads nystartede nichemedie, Kirke.dk, vandt Anders Bording-priserne ved en prisoverrækkelse fredag eftermiddag den 21. juni på Københavns Rådhus.
Journalistprisen
Journalistprisen gik til journalisterne Asger Havstein Eriksen og Morten Halskov fra Fagbladet 3F for deres afdækning af social dumping og slumlejre for udenlandske lastbilchauffører.
Det er sjette gang siden 2005, at Journalistprisen går til Fagbladet 3F. Juryens begrundelse lød således:
”De har med tæt research, klar formidling og levende, personlige beretninger på flere platforme afsløret spekulation i billig udenlandsk arbejdskraft med stort gennemslag i øvrige medier og hos politikerne,” lyder det i en pressemeddelelse.
De andre nominerede til Journalistprisen var Kommunen.dk for en artikelserie om lovbrud omkring millionindkøb i offentlige virksomheder og Ingeniøren for en artikelserie om fejl i målinger af det danske vandmiljø.
Medieprisen
Kirke.dk, som blev lanceret sidste år, blev hædret med medieprisen. Kristeligt Dagblads nystartede digitale nichemedie henvender sig til beslutningstagere, ansatte og frivillige i kirker og i de kirkelige organisationer.
De fik prisen for ”i god samklang med husets andre medier at skabe et nyt toprelevant, digitalt nichemedie med nødvendigt indhold til en klart defineret målgruppe, der i stor stil både bruger og betaler for mediet”.
De andre nominerede til Medieprisen var Tandlægebladet og Ergoterapeuten.
”Vi ser en meget stor vilje og evne til udvikling og nyorientering i specialmedierne. Det er journalistik af meget høj kvalitet, der servicerer ofte meget store målgrupper, sagde Karsten Kolding, der er formand for Anders Bording-juryen.
Publicistisk frontkæmper
Endelig blev der uddelt en særpris til en publicistisk frontkæmper i dansk presse. Denne gang blev det Christian Kierkegaard, der ved årsskiftet gik på pension som journalistisk direktør for Danske Medier.
Han fik prisen for ”i årtier at have fungeret som omvandrende vidensbank, mentor og problemknuser for specialmedierne og deres redaktører, der har nydt godt af et yderst behageligt og imødekommende væsen”.
Artiklen er opdateret kl. 16.00 med navne på de nominerede.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.