Miljøet er det område, hvor offentligheden i dag har den bedste mulighed for at få aktindsigt. Miljøoplysningsloven giver ret til indsigt i alle oplysninger, der kan påvirke miljøet i Danmark.
“Miljøoplysningsloven er generelt meget bedre end offentlighedsloven,“ siger forskningschef emeritus og offentlighedsrådgiver ved DMJX Oluf Jørgensen.
Men en afgørelse fra Miljø- og Fødevareklagenævnet risikerer at begrænse offentlighedens ret til aktindsigt under miljøoplysningsloven, mener Oluf Jørgensen.
I en sag om aktindsigt i et offentligt vandselskab, der håndterer spildevand i Odense Kommune, er Miljø- og Fødevareklagenævnet nemlig kommet frem til, at to journalister fra kommunen.dk ikke har ret til et dataudtræk under miljøoplysningsloven.
Det er problematisk, siger Oluf Jørgensen.
“Det er en misforståelse. Det er helt centralt, at man har ret til dataudtræk efter miljøoplysningsloven. Det har været gældende i mange år,” siger Oluf Jørgensen og tilføjer:
”Rensning af spildevand handler i den grad om miljø. Og miljøoplysningsbegrebet er meget bredt. Det har ombudsmanden også fastslået i en række sager,” siger han.
Bør klage til ombudsmanden
Oluf Jørgensen opfordrer journalisterne til at klage over afgørelsen til Folketingets ombudsmand, hvis klagenævnet fastholder afgørelsen.
”Det er utroligt vigtigt, at nævnet bliver klar over, at der er ret til dataudtræk,” siger Oluf Jørgensen.
Forsvinder formålet med miljøoplysningsloven, hvis man ikke kan få indsigt i data?
“Hvis vi kommer dertil, er det virkelig et tilbageskridt,” siger han.
Kan ikke “sammenstille oplysninger“
Sagen har sit udspring den 8. juni 2018. Her sendte journalisterne Tobias Hansen Bødker og Jens Holm fra kommunen.dk for første gang en anmodning om aktindsigt til det offentlige vandselskab Vandcenter Syd.
De søgte aktindsigt i seks forskellige ting hos Vandcenter Syd. De ville blandt andet gerne se Vandcenter Syds 20 største leverandører, hvilke opgaver leverandørerne har lavet for Vandcenter Syd, og hvad leverandørerne var blevet betalt for opgaverne.
10 dage senere, den 18. juni, kom der svar tilbage på anmodningen. Vandselskabet afviste at udlevere noget som helst.
Selskabet henviste til, at det ikke mente, de skulle “sammenstille oplysninger i databaser” – et såkaldt dataudtræk.
Men det skal vandselskaberne ifølge Oluf Jørgensen. Ombudsmanden har flere gange slået fast, at miljøoplysningsloven omfatter retten til dataudtræk, siger han.
“Databaser er den dominerende registreringsform på miljøområdet. Dels fordi mange af oplysningerne på området er målinger af eksempelvis drikkevandskvalitet. Det er afgørende for forbrugerne og politikerne, at vi kan få indblik i udviklingen på det område, og der er et dataudtræk den indlysende måde at få oplysningerne på,” siger Oluf Jørgensen.
Han henviser blandt andet til, at ombudsmanden i 2016 fandt, at journalister havde ret til indsigt i databaser med information om MRSA i svinebesætninger under miljøoplysningsloven. Ligeledes fandt ombudsmanden i 2014, at Moderniseringsstyrelsen skulle give aktindsigt i en indkøbsdatabase under miljøoplysningsloven.
Finder blank afvisning problematisk
Journalisterne på kommunen.dk sendte 19. juni en officiel klage over afvisningen – med henvisning til ombudsmandens tidligere udtalelser.
”Vi kan mærke, at vi bliver nødt til at klage for at få oplysningerne, og det gør vi så,” siger Tobias Hansen Bødker fra kommunen.dk.
Jens Holm fra kommunen.dk mener, at Vandselskabet har ageret kritisabelt i sagen.
“Vi har forståelse for, at de her halvoffentlige selskaber ikke har så meget erfaring med aktindsigt som et statsligt organ. Men det er enormt problematisk, hvis man som kommunalt selskab bare afviser al form for åbenhed med det samme i stedet for at imødekomme journalister,” siger Jens Holm.
Er nævnet blevet forvirret?
Seks måneder senere – den 20. december 2018 – slog Miljø- og Fødevareklagenævnet fast, at Vandcenter Syd ikke blankt kunne afvise at give aktindsigt.
De var ligeledes enige med journalister i, at anmodningen om aktindsigt hørte under miljøoplysningsloven.
Men Miljø- og Fødevareklagenævnet skrev også, at vandselskabet ikke havde pligt til at lave et dataudtræk.
Og det er en grundlæggende fejlfortolkning af miljøoplysningsloven, siger Oluf Jørgensen.
“Nævnet kan være blevet forvirret over, at dataudtræk ikke er nævnt med en særlig paragraf i miljøoplysningsloven. Men det hænger sammen med, at det er unødvendigt, når grundbegrebet i loven er oplysninger og ikke dokumenter. Og der er ingen tvivl om, at oplysninger også er lig med data og dataudtræk,” siger han.
Selskabet erkender fejl
Hos Vandcenter Syd beklager markedsdirektør Henrik Werchmeister forløbet. Vandcenter Syd afviste oprindeligt anmodningen om aktindsigt, fordi de mente, den ville tage mellem 300 og 400 timer at behandle. Det antal timer fandt selskabet frem til uden overhovedet at have kigget efter dokumenterne.
“Da vi får anmodningen, har vi vurderet, at tidsforbruget var over det rimelige. Der har vi skønnet forkert og begået en fejl,” siger markedsdirektøren.
Kommunen.dk’s journalister har nu fået indsigt i, hvem Vandcenter Syds største leverandører er. Og de har nu søgt aktindsigt i, hvilke opgaver leverandørerne har udført for selskabet, hvad de har fået for det, og hvorvidt opgaverne har været sendt i udbud.
Henrik Werchmeister fra Vandcenter Syd fortæller, at selskabet gerne vil give kommunen.dk’s journalister indsigt i de oplysninger.
“Vi er nu i god dialog med dem, og de har henvendt sig med konkrete spørgsmål, som vi er i gang med at finde frem,” siger markedsdirektøren, der fortæller, at chefgruppen i selskabet fremover vil håndtere anmodninger om aktindsigt.
Nævnet fastholder
I en mail sendt til Journalisten fastholder Miljø- og Fødevareklagenævnet deres vurdering af, at miljøoplysningsloven ikke giver ret til dataudtræk.
De mener, at man har ret til informationer i databaser. Men samtidig skriver Miljø- og Fødevareklagenævnet til Journalisten, at der ikke er pligt til at behandle oplysninger i databaser og lave databaseudtræk.
Det er her, Oluf Jørgensen mener, de går helt galt i byen.
“Nævnet mener ikke, at miljøoplysningsloven giver forvaltninger pligt til at behandle oplysninger i en database. Nævnet ser tilsyneladende bort fra, at adgang til oplysninger i databaser typisk forudsætter en vis behandling. Miljøoplysningsloven og direktivet lægger stor vægt på, at informationsteknologi bruges til at stille data til rådighed og dermed styrke offentligheden,“ skriver Oluf Jørgensen til Journalisten.
Jens Holm og Tobias Hansen Bødker skriver, efter at have set Miljø- og Fødevareklagenævnets svar til Journalisten, at de agter at bringe sagen for ombudsmanden.
1 Kommentar
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Problemet er ikke så meget Miljø- og Fødevareklagenævnets afgørelse. Problemet er, at de overhovedet skal træffe en afgørelse. Der er lavet et fuldstændigt uigennemtrængeligt system, hvor en afgørelse skal gennem et en række instanser.
Der skal laves et klagenævn, der kan tage stilling til alle typer afgørelser af aktindsigter.
Her er et aktuelt eksempel fra min hverdag:
Jeg søgte aktindsigt hos et fakultet på et universitet. Klagegangen er lige nu, at man efter første afslag kan klage til selve universitetet. Det kan så behandle klagen ved at sende den tilbage til fakultetet til fornyet overvejelse. Når de så giver afslag igen, så kan man klage til universitetet igen, som kan behandle sagen. I dette system er der klagefrister, som vi alle ved ikke bliver overholdt. Når Universitet så giver afslag, kunne man så tidligere klage til Ombudsmanden.
Men nu skal den til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Dette er en nyoprettet instans fra december 2017. Det er ikke klageinstans, men en tilsynsmyndighed. Så man kan altså ikke klage til Ombudsmanden, da de først tager sager, der ikke kan sendes til en klageinstans eller tilsynsmyndighed. Som tilsynsmyndighed er Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte IKKE underlagt Offentlighedslovens §36, stk. 2 om sagsbehandlingsfrister for behandling af sager om aktindsigt.
Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte sender så sagen tilbage til Universitetet til fornyet behandling. De vil måske sende den tilbage til fakultetet. Hvilke regler, universitetet og fakultetet er underlagt i denne situation i forhold til for eksempel tidsfrister, ved jeg ikke. Hvilket krav der er til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, når de får svar fra universitetet, ved jeg heller ikke. Men jeg finder måske ud af det, hvis jeg nogensinde får et svar. For lige nu skal universitetet og fakultetet først svare Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, og så vil de så måske??? træffe en form for afgørelse. Derefter kan jeg så klage til Ombudsmanden.
Journalistik bygger på adgang til informationer, men systemet er bygget til at nægte adgang og trække tingene i langdrag. I denne sag kan det ende med, at en aktindsigtsansøgning har været tre gange hos fakultetet, tre gange hos universitetet, to gange hos Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte, før den måske kommer for Ombudsmanden. Det vil så rent faktisk være anden gang, at den kommer til Ombudsmanden, fordi universitetet i sit endelige afslag ikke oplyste, at den skulle videre til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Så jeg klagede til Ombudsmanden, der så sendte den videre til Styrelsen for Institutioner og Uddannelsesstøtte. Så det kan ende med, at min aktindsigtsansøgning har været til behandling 10 gange.
Jeg har for længst opgivet historien, men klager blot videre for at se, hvor dette vidunderlige og finurlige system mon sender mig hen. Men det burde være klart for alle, at det er systemet, det er galt med. Der SKAL laves et simpelt enstrenget system, hvor alle klager over manglende aktindsigt bliver behandlet samme sted. Et system hvor en klage ikke kan blive behandlet i uendelighed. Hvis en institution giver afslag på en aktindsigtsansøgning, så skal den direkte til en uafhængig instans. Læg en form for ankesystem oveni. Men ikke mere end det.