
Screenshot fra den nu fjernede video hos Kammeradvokaten, hvor advokat Azad Taheri Abkenar forklarer, hvordan man på kurset kan lære at begrænse eller måske helt afslå aktindsigtsanmodninger. Foto: Screendump fra Kammeradvokatens video
”Det er naturligvis helt uacceptabelt, hvis Kammeradvokaten gennemfører kurser, der sigter på at begrænse aktindsigten.”
Sådan lyder det i et svar fra finansminister Nicolai Wammen (S) til SF’s retsordfører, Karina Lorentzen.
Karina Lorentzen havde stillet spørgsmål til finansministeren, efter at Journalisten havde beskrevet, at Kammeradvokaten i en video reklamerede for kurser, hvor offentligt ansatte kan lære at begrænse eller helt afslå aktindsigter på grund af ressourcemæssige hensyn.
Videoen vakte hård kritik fra både mediejurister, Dansk Journalistforbund , mediechefer og fra regeringens støttepartier.
Kammeradvokaten valgte efter afdækningen at fjerne videoen, og partner Jakob Kamby afviste over for Journalisten, at kurset går ud på at undervise i at undgå at give aktindsigt.
Han sagde, at der gælder nogle betingelser for at bruge ressourcereglen, og at det er dem, der undervises i, hvilket han fastholder i den nye meddelelse på hjemmesiden.
Enig i beslutning
SF bad efterfølgende om finansministerens holdning til udbud af kurser, der sigter på at begrænse aktindsigten, og ville vide, om den slags kurser er forenelige med at være statens advokat. Og det vil altså være ”helt uacceptabelt”, oplyser ministeren i sit svar.
”Jeg har med tilfredshed noteret mig, at Kammeradvokaten har fjernet den omtalte video og på sin hjemmeside har beklaget den uhensigtsmæssige formulering i videoen,” skriver han i svaret.
”Kammeradvokaten har på baggrund af den rejste debat tillige tilkendegivet, at de er meget opmærksomme på offentlighedslovens udgangspunkt, som er, at enhver har ret til aktindsigt og dermed at sikre offentlighed, og at de vil se kursusbeskrivelser og materiale igennem for at se, om der er andre ting, der skal justeres. Den beslutning er jeg enig i.”
Også i Dansk Journalistforbund var formand Tine Johansen tilfreds med Kammeradvokatens beslutning om at ændre formuleringen af, hvad hun kaldte ”afvisnings-kurser”.
”Men jeg mener fortsat, at det har afsløret en bekymrende tankegang, som jeg da også håber, at de vil ændre på,” sagde Tine Johansen i april.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.