”Han har misbrugt den høje journalistiske troværdighed, som fagbladets folk kæmper for hver eneste dag.”
Sådan siger 3F’s kommunikationschef Thomas Hundsbæk om Palle Smed, der tidligere var ansat i netop 3F som chefredaktør for Fagbladet 3F og kommunikationschef. Derudover er han tidligere medlem af TV 2’s bestyrelse og modtog i 2006 Den Danske Publicistklubs jubilæumspris.
Palle Smed erkendte onsdag over for DR, at han har løjet i den meget omtalte Falck-sag.
Over for en hollandsk graverjournalist har han i en mail hævdet, at opgaven var betalt af Fagbladet 3F og ikke af Falck, som han i virkeligheden arbejdede for.
Det er helt vildt langt ude
”Ved at udgive sig for at repræsentere Fagbladet, har han forsøgt at misbruge vores troværdighed til det stik modsatte af det, vi arbejder for – til lobbyisme og spin. Det vil vi ikke associeres med. Det er vildt langt ude,” siger Thomas Hundsbæk,” siger Thomas Hundsbæk og slår fast:
"Jeg kommer helt sikkert ikke til at overveje at købe ind på de kommunikationsopgaver, han eventuelt kunne overveje at tilbyde til os.”
Sagen handler om Falcks påvirkningskampagne mod det hollandske ambulancefirma Bios, hvor Konkurrencerådet har kaldt metoderne ulovlige. Palle Smed, der i dag er direktør i Faglige Seniorer, var ansat af Falck til at finde smuds på Bios.
Den hollandske journalist Eric Smit modtog 5.000 euro for research, som han troede skulle bruges til en historie i Fagbladet 3F.
Berettiget kritik
Palle Smed kalder i en mail til Journalisten kritikken fra sin tidligere arbejdsgiver fuldt ud berettiget.
”At jeg lod den hollandske researcher forstå, at jeg var hyret af Fagbladet 3F var torskedumt. Og jeg kan kun forklare det med, at jeg blev fanget i mit eget forsøg på at undgå at fortælle, at det i virkeligheden var Falck, fordi jeg havde underskrevet en tavshedsklausul,” skriver han og fortsætter:
”Det er langt under min etiske standard, og jeg er ærgerlig over, at Fagbladets dygtige journalister på den måde bliver trukket ind i sagen. Men også, at jeg derved har intimideret den hollandske researcher. Det beklager jeg og tager kritikken til mig,” skriver han.
0 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.