”Det kunne være logo for en autoforhandler i Stege”

Fagbevægelsens Hovedorganisation får kras kritik for sit nye logo af grafisk designer Tobias Røder, der kalder det ”noget sjusk”. LO-formand Lizette Risgaard er derimod både glad og stolt: ”Det er enkelt, præcist og skarpt skåret”

Fredag i sidste uge fik Danmarks nye store hovedorganisation sit navn: Fagbevægelsens Hovedorganisation, og samtidig fik hovedorganisationen sit nye logo. Dermed er stregerne slået for et grafisk ikon, der fra 1. januar næste år skal favne 1,4 millioner lønmodtagere.

Men logoet imponerer ikke – faktisk tværtimod, hvis man spørger grafisk designer Tobias Røder. Han mener, det mangler æstetisk sans og er blottet for betydning.

”De har ikke taget opgaven alvorligt. Håndværksmæssigt er det noget sjusk, og hvem og hvad repræsenterer dette logo? Det kunne lige så godt være en autoforhandler i Stege eller en Trælasthandel i Taastrup,” siger Tobias Røder.

Mangler referencer til historien

I det nye logo er Fagbevægelsens Hovedorganisation forkortet til ”FH” med et hvidt F på grøn baggrund og et hvidt H på rød baggrund. Tobias Røder synes, logoet ser klodset ud. F og H er for store i forhold til den flade, de er placeret på, og selve navnet er for svært at læse. Stod det til ham, skulle logoet indeholde referencer til fagbevægelsens rolle i samfundet og fagbevægelsens betydning for medlemmerne.

”Et godt logo er en samtale. Logoet stiller et spørgsmål, og vi svarer, fordi vi forstår spørgsmålet. Der er ingen samtale i Fagbevægelsens Hovedorganisations nye logo,” siger Tobias Røder.

Han nævner som et godt eksempel på et logo ”Nej tak til atomkraft”-logoet, hvor en rød sol smiler til beskueren på en baggrund af en gul cirkel.

Som lavet i et regneark

”Fagbevægelsens Hovedorganisation havde muligheden for at lave noget nyt, flage for det og bruge logoet til at profilere sig med et nyt navn. Hvis der er noget, logoer er gode til, så er det dét. Nu er det degraderet til noget, der kunne være kommet ud af et regneark,” siger Tobias Røder.

Han mener, logoet bærer præg af, at der ikke har været god nok tid til at designe det.

”Når man skal i gang med sådan noget her, så kræver det refleksion. Det er en af de store udfordringer i vores branche: Refleksionstiden er taget ud,” siger han.

”Afspejler vores værdier”

Lizette Risgaard, formand for LO og kommende formand for den nye fusionerede hovedorganisation, skriver i en skriftlig kommentar, at kritikken ikke kommer bag på hende:

”I et spørgsmål om et nyt navn og nyt logo vil der altid kunne findes mennesker, som har forskellige vurderinger og synspunkter på det valgte – og måske endda, at de selv kunne have skabt noget bedre, var de blevet spurgt. Vi har lagt vægt på, at folk ikke skal vride hjernen for at vide, hvem og hvad vi er.”

Hun skriver videre i kommentaren, at logoet er ”enkelt, præcist og skarpt skåret”, og at det signalerer både ”styrke og tyngde”.

”Farverne grøn og rød afspejler vores værdier, samarbejdet om OK-indsatsen som LO og FTF har haft i en årrække, og farverne er også fremtidens farver. Jeg er rigtig glad og stolt af vores nye navn og logo, og vi glæder os i Fagbevægelsens Hovedorganisation over alle de positive tilkendegivelser, vi også har fået,” lyder det i Lizette Risgaards skriftlige kommentar.

 

11 Kommentarer

Geira Bjørn Olsen
2. NOVEMBER 2018
Spørg også lige designeren ..
Spørg også lige designeren ...
Malene Hald
2. NOVEMBER 2018
I burde rette det til":
I burde rette det til": Tobias Røder forklarer, at logoet ser klodset ud" i stedet for " Tobias Røder synes, logoet ser klodset ud" – Røders udtalelser er jo faglige, fremfor Risgaards, som er synsninger fra en ikke-designfaglig person.
Jesper Hansen
2. NOVEMBER 2018
Men det nye logo ligger da i
Men det nye logo ligger da i tråd med andre logoer i fagbevægelsen - ftf, lo, sid etc. - som alle blot bruger deres initialer. Og de logoer er jo gennem tiden knyttet til en masse forskellige, men konkrete sager, som så er blevet forbundet med logoet. Ærgerligt Røder ikke forholder sig til det...
Tobias Røder
3. NOVEMBER 2018
Hej Jesper.

Hej Jesper.
FH’s nye logo vil blive eksponeret for rigtig mange mennesker. Og som du skriver, vil det blive ladet med betydning hen over tid. Derfor er det en skam at logoet er så dårligt.
Jeg anfægter ikke brugen af initialer. Og de eksempler du nævner brugte ikke blot deres initialer. Bearbejdningen af L og O blev til et figurativt mærke med stærke referencer til nordisk form. SID havde et vidunderligt mærke med et S der var lagt ned.
Jeg synes det er en skam at vi har en så vigtig organisation som nu har så uambitiøs en signatur.
Lars Pryds
3. NOVEMBER 2018
Hvorfor må vi ikke få at vide
Hvorfor må vi ikke få at vide, hvem der har tegnet logoet? Og måske få en kommentar/replik fra vedkommende?

Flere