Katinka Bukh ligner lidt en, der er faldet ned fra månen. Sådan plejer hun ikke at se ud. Men siden Weekendavisen blev kåret til verdens smukkeste avis et par uger forinden, har et mindre granatchok forplantet sig i ansigtet på hende.

I første omgang blev hun paf over, at de overhovedet var blandt de nominerede. Hun var ude at spise med en veninde, da lykønskningerne begyndte at vælte ind. Så måtte hun tjekke efter. Ganske rigtigt. Side om side med bladhoveder fra store aviser som New York Times, Washington Post og Die Zeit var Weekendavisens eget.

Der blev drukket champagne på avisen, der blev holdt taler, og selv fik hun blomster. Hun sagde ting som: ‘Det er lige meget, hvis vi ikke vinder. Det er stort bare at være nomineret.’ For selvfølgelig ville de ikke vinde hovedprisen.

På selve dagen for prisuddelingen kunne hun ikke dy sig for at refreshe hjemmesiden nonstop alligevel. Komitéen blev ved med at forhale beslutningen, og til sidst var klokken så mange, at hun gik i seng. Midt om natten vågnede hun og refreshede igen. Stadig intet nyt.

Men så kom meldingen pludselig næste dag. Weekendavisen havde vundet.

Katinka Bukh ser på ny forbløffet ud:

”Siden har jeg været i chok.”

Respekt for arven

Det er en sen og solrig eftermiddag på Christianshavn, og både lystige stemmer og lune sommervinde trænger ind ad den åbne altandør i 54-årige Katinka Bukhs lejlighed. Den har været hendes i snart 30 år, siden hun som nyudklækket grafisk designer fik job på Politiken. Siden har hun været ansat på blandt andet Euroman, Ud & Se, Zetland og det seneste halvandet år som layoutchef på Weekendavisen.

På en hylde i kommoden ved vinduet ligger ’drageforsiden’ fra 31. januar 2020. Den første forside på Weekendavisen efter det store redesign. Da hun første gang så den på trykkeriet, græd hun af bare lettelse. Det var kulminationen af et års arbejde med at smukkesere avisen med rødder tilbage til 1749, hvor hun selv havde været skiftevis kålhøgen og ligget i fosterstilling med mindreværdskomplekser.

Forside fra første udgave af den redesignede Weekendavisen 31. januar 2020 – ’drageforsiden’. Foto: Weekendavisen.

 

”Jeg tror, mange kreative har det sådan, at man til sidst kun ser fejlene. Derfor var det virkelig rart at se, hvor flot den var blevet,” siger hun.

Da hun blev ansat i januar 2019, igangsatte hun en mindre revolution for at få skabt en stærkere forbindelse mellem den redaktionelle og den visuelle del af avisen. Forinden fungerede det sådan, at layouterne sad som isoleret enhed, og journalisterne fra tid til anden kom ned i sekretariatet med en færdigskrevet side, som de lagde i en bakke.

”Så skulle layouterne ligesom opdage: ’Nå, side seks i Bøger er klar’. Og så kunne de ellers slås om, hvem der skulle lave den. Der var en fuldstændigt feudal konstruktion, Nogle redaktører pettede deres yndlingslayouter for at få vedkommende til at lave deres artikel. Det var på alle måder tiltrængt med lidt forandring,” siger hun.

Mest af alt gik hun dog i gang med den store redesignproces. Det havde på forhånd ligget implicit i jobbeskrivelsen, at avisen skulle have et løft, og hun var heller ikke sen til selv at påpege for chefredaktør Martin Krasnik, at hun var enig i den betragtning.

”Det er sindssygt vigtigt, når man har en arv som Weekendavisen, at man ikke bare smider den ud og begynder forfra.”

Katinka Bukh

”Avisens identitet var i øst og vest, og der var så mange versioner af dens logo rundt om, at jeg aldrig har set noget lignende.

Jeg sagde nærmest ikke andet til jobsamtalen, end hvad der skulle laves om,” siger hun.

”Men det var samtidig med stor respekt, kærlighed og forståelse for, hvilken avis jeg sad med i hænderne. Det er sindssygt vigtigt, når man har en arv som Weekendavisen, at man ikke bare smider den ud og begynder forfra. Den blev på et tidspunkt beskrevet som: ’Fransk i toppen, tysk i bunden, men dansk i hjertet’. De firkantede prikker over i’et, det mærkelige håndtegnede logo. Den er så stædigt insisterende på noget lidt særligt, noget excentrisk, og det kan jeg godt lide. Folk skulle stadig kunne genkende Weekend­avisen, men samtidig skulle den være langt mere læsbar.”

Det glittede papir

Det var egentlig fisker, der var Katinka Bukhs første drøm. Den franske opdagelsesrejsende Jacques-Yves Cousteau var hendes store helt, og selv rendte hun rundt i Vanløse og fantaserede om en dag at trække sin egen lille kutter over det klare vand, mens hun hev friskfanget føde i land.

Fascinationen førte hende på sporet af den eventyrlystne tegneseriesømand Corto Maltese, og langsomt åbenbarede hele den verden sig. Hun blev forelsket i den visuelle fortællekunst og flyttede nærmest permanent ind på Vanløse Bibliotek, hvor hun slugte værker af tegneseriekunstnere som Moebius og Enki Bilal.

Hun begyndte selv at tegne og male, og da hun senere blev færdig på gymnasiet, vidste hun, at fremtiden lå et sted i den afdeling. Efter et år på Københavns Billedskole blev hun ansat som grafisk tilrettelægger på Forlaget Carlsen, og tre år senere søgte hun ind på Grafisk Højskole.

Foto: Kasper Løftgaard

 

”Der faldt tingene på plads for mig. Der var så mange led i den visuelle kommunikation, der tiltalte mig. Kombinationen af at sætte sig ind i et emne og formidle budskabet – det sagde bare ’klik’,” siger hun.

Efter tre år med dåsemad, frostlasagne og virkelig dårlig papvin fra Aldi til de sene aftener på skolen landede Katinka Bukh et job som layouter på Politiken. De var fremme i skoene og tog design alvorligt. I forbindelse med premieren på ’Pulp Fiction’ lavede hun selv en stor collage med Uma Thurman på forsiden af kultursektionen. Omkring midnat ringede to stangstive redaktører til hende, der lige havde fået avisen i hånden, for at fortælle, hvor fantastisk den var blevet.

”Der tænkte jeg: ’Godt nok er de stive, men der er da tydelig begejstring!’ I den periode fik jeg selvtillid. Flere af de andre layoutere fandt det intimiderende at arbejde med journalister, fordi man let ender i rollen, hvor man nænsomt skal pakke deres værker ind. Men jeg opdagede, at jeg kunne hive essensen ud og komme op med den særlige idé.”

”Man hører nogle gange den der sætning: ’Kan du ikke lige lege lidt med det?’ Der er sgu da ingen, der spørger journalister, om de lige kan gå hjem og lege lidt med deres artikel.”

Katinka Bukh

På et tidspunkt skulle hun stå for et tema om efteråret, hvor hun fandt på at scanne efterårsblade ind, som hun dryssede ned over siden. Dagen efter sad hun i toget, hvor to håndværkere overfor klukkede over effekten.

”Sådan noget kan gøre mig nærmest rørt – at nogen får en glæde, et grin eller et øjebliks eftertænksomhed ud af det. En forside skal frem for alt kommunikere forsidehistorien, men gerne på en overraskende, subtil eller særlig måde. På den måde har min branche jo ligheder med de sansende kunstarter som litteratur, malerier og musik. Det er for mig noget af det fornemmeste, hvis man kan ramme det, som folk husker, fordi det gav dem en oplevelse.”

Udbrændt i New York

I midten af 00’erne befandt Katinka Bukh sig i New York. Efter at have været art director på først Euroman og senere Ud & Se i flere år trængte hun til at lære noget nyt. I første omgang tog hun derfor orlov for i tre måneder at komme i praktik på New York Times.

Mens hun var der, mødte hun designeren Luke Hayman, der havde fået til opgave at redesigne Time Magazine. Da han tilbød hende at være med til den proces, lejede hun et lille loftsværelse i Williamsburg og tog arbejdshandskerne på.

”Det er sådan noget, hvor man tænker: ’Hvabehar? Hvad siger du til mig? Har jeg lyst til at arbejde for dig på Time?’ Jeg ville gøre det gratis altså,” siger hun.

Forestillingen var dog mere tillokkende end virkeligheden. Selv om det var specielt at træde ind ad hoveddøren til det storslåede hovedkontor, bød dagligdagen mest af alt på uinteressante venstrehåndsopgaver.

”Det var fedt at være på Time, men de kendte mig kun som hende, der hostede. Jeg fik nærmest kronisk bronkitis af at bo på et loft med asbest, og jeg tænkte: ’Jeg kommer ikke til New York for at knokle røven ud af bukserne på småting’.”

Udlængslen viste sig dog at være mere permanent. Hun fandt et job som art director på et stort bureau med kunder i både mode- og reklamebranchen og byttede lejligheden ud med en ny i Bushwick og senere i West Village på Manhattan, hvor hun efter et par år cyklede rundt og følte sig så meget som newyorker, at hun ikke engang tænkte over, at hun ikke var derfra.

Foto: Kasper Løftgaard

 

På bureauet havde hun blandt andet til opgave at stå for flere store projekter inden for luxury branding. Hendes kreative designchef var en storsvovlende irer, der sang hen over slaget, som hun var villig til at gå i krig for.

”Det var vildt spændende at lære at lave historier. Det gør man, når man laver branding for store kunder. Man sætter sig ind i: ’Hvem er du?’ Og det prøver man at udtrykke med, hvad de kalder a compelling story. Man tryllebinder folk ved at fortælle dem, at sådan her er du i virkeligheden,” siger hun.

Det blev en tid med høje hæle og cocktails. Hun arbejdede med de største modefotografer, var på shoot med Terry Richardson for Jimmy Choo, mens de unge modeller dansede i elevatorerne. Da hun designede en ny konceptstore for Hugo Boss, modtog hun som tak en fem millimeter tyk invitation med håndguldkant til Art Basel i Miami på luksuriøse Raleigh Hotel, hvor champagnen flød, og branchens dyre drenge og piger slog sig løs.

Men det gik også langsomt op for hende, at det ikke var her, hun selv hørte til.

”Det var til tider fuldstændigt ’Devil wears Prada’-absurd. På et tidspunkt var der en art director på New York Times, der sagde til mig, at han var skræmt for livet over at høre, hvad jeg lavede, for lige netop mode- og reklamebranchen var kendt for mange knive i ærmet. Det var meget overgearet det hele, og alle mine fashionvenner var helt vilde af begejstring, men selv havde jeg bare ikke den store glæde eller stolthed ved det på den måde,” siger hun:

”Ja, det var fede kampagner, men det der kommercielle fashionhalløj talte ikke til mig. Jeg følte mig altid sådan lidt fake. Det var sjovt at prøve, men jeg tænkte også tit: ’Jeg lavede sgu ting på Ud & Se, jeg var mere stolt af’.”

Caribisk palmestrand

Det blev ikke nemmere for Katinka Bukh, da finanskrisen samtidig trak sine tydelige spor i branchen. Flere konkurrerende bureauer begyndte at arbejde gratis for blot at beholde kunder, og de måtte hele tiden selv ud for at pitche. I perioder arbejdede de i døgndrift i flere uger, og hvis pitchet glippede, stod folk og hulkede på toiletterne.

Til sidst begyndte hun at føle, at hun havde ramt sine egne begrænsninger. Hun blev pludselig bange for, om hun overhovedet kunne få en idé. Det havde hun aldrig prøvet før. Hendes lillebror kom på besøg og kunne ikke undlade at bemærke, at hun så træt ud hele tiden.

”Jeg oplevede, at de ville have noget ud af mig, som jeg ikke havde. Jeg havde prøvet at føle mig stresset før, men der oplevede jeg rigtig angst. For ikke at have noget at byde på. Det var fandme en scary følelse. Der var dage, hvor jeg gik på arbejde og tænkte: ’Hvad hvis jeg ingen idéer har?’ Hvis man har en god periode, er kreativitet ligesom kildevand, der pibler frem, hvis man skraber lidt i jorden. Men hvis der ikke er mere tilbage, så er der bare ikke mere tilbage.”

Da Katinka Bukh følte sig mest udkørt og træt af branchen, tog hun på ferie til det caribiske ørige Trinidad & Tobago. Her mødte hun tilfældigvis en excentrisk skotte, der var kreativ chef på et internationalt bureau, og som introducerede hende for et lille kreativt engelsk branding agency. Tilbage i New York var det februar, koldt og mørkt, og vinduerne i hendes lejlighed var frosset til. Derfor klingede tilbuddet om at bytte det hele ud for en palmestrand stadig i baghovedet. Hun ringede tilbage og spurgte: ’Står tilbuddet ved magt?’

”Og så åbnede der sig en helt anden verden. Meget mere varm og eksotisk,” siger hun.

Tilværelsen i Port-of-Spain var spændende, men der gik ikke længe, så fandt hun sig endnu en gang på kontoret til sent om aftenen med pres fra store projekter hængende over sig. Det var dét, hun havde besluttet at skulle væk fra. Hun skulle jo surfe og lave små kreative projekter, men nu sad hun endnu en gang i saksen.

Efter to år besluttede hun sig for at sige op på bureauet og for første gang i sit professionelle liv at lade det handle om andet end arbejde. Hun lagde den faglige stolthed til side og havde et vidunderligt år som freelancer med små kunder, før trangen til omsider at vende hjem til København meldte sig.

”Jeg kunne mærke efter flere år med branding, at jeg savnede det redaktionelle rigtig meget. Jeg havde lyst til at genbesøge det. Da jeg omsider var tilbage i Danmark, kunne jeg mærke, at der var sket meget. Jeg havde lært det på den hårde måde, men jeg havde til gengæld også lært noget om identitet, visuel identitet og marketing. For det er jo også et ben, som alt det her med Weekendavisen står på.”

De tre store mestre

De grå skyer trækker faretruende hen over Kongens Have i København. Op ad den ene mur har Katinka Bukh sat sig småprustende efter en time i maskinen hos sin personlige træner. Tidligere på dagen har hun gjort endnu en udgave af Weekendavisen klar til at dumpe indbydende ind ad landets brevsprækker.

Da hun i sin tid hørte om stillingen som layoutchef, blev hun med ét fyr og flamme.

”Jeg elsker jo avisen, men jeg syntes samtidig, at det ydre ikke afspejlede det indre. Der manglede virkelig meget, og det kunne jeg se mig selv være en del af. Derfor søgte jeg jobbet, som jeg aldrig har søgt et job før,” siger hun.

Katinka Bukh så åbenlyse muligheder ved at stramme avisen gevaldigt op, så man kunne læse artiklerne mere ubesværet, og hun fik hurtigt overbevist Martin Krasnik om, at de skulle redesigne avisens skrifter. Fordi det var vigtigt for hende, at det skete i overensstemmelse med avisens værdier, samlede hun først ledergruppen, der foruden chefredaktøren bestod af Synne Rifbjerg og Klaus Wivel. Til dem stillede hun spørgsmålene: Hvad er Weekend­avisen? Hvilken historie har vi båret med os? Hvad er avisens værdier? Budskab? Vision? Mission?

I den proces dukkede forskellige ord som ’egenrådig’, ’velskrevet’, ’vidende’ op.

”Det er dét, du skal føle, når du ser avisen, ser skriften, ser billederne. Hvis man nævner Weekendavisen, skinner folks øjne på en særlig måde. Læserne kan lide, at den er nysgerrig, men også at den er lidt klassisk og excentrisk og insisterer på at være sin egen. Det har jeg virkelig taget med mig fra de benhårde år i New York: ’Hvad er det, vi laver, og hvorfor gør vi det?’ For det skal holde. Det skal helst være sådan, at vi ikke behøver redesigne igen, før jeg går på pension.”

Den tidligere brødtekst i Weekendavisen var en gammel bogtrykkerskrift, der er flot i romaner, men ifølge Katinka Bukh svær at læse i avisspalter, for den er ikke pladsøkonomisk. Derfor hyrede hun Henrik Kubel fra A2-TYPE i London til at stå for nye skrifttyper. Han havde stået for en rubrikskrift til avisen i 2013 og tidligere leveret typografi til blandt andet New York Times.

I den efterfølgende tid barrikaderede Katinka Bukh sig nærmest på Det Kongelige Bibliotek, mens hun bladrede igennem gamle udgaver af avisen og sideløbende sparrede med Henrik Kubel. Fordi det var så stort et redesign, tog de afsæt i en anden af hendes erfaringer fra tiden i New York.

Foto: Kasper Løftgaard

 

”Du bliver nødt til at fortælle en god historie. Derfor blev den gode historie, at vi tog udgangspunkt i tre store mestre, der har arbejdet på avisen. Knud Valdemar Engelhardt, Gunnar Biilmann Petersen og Erik Ellegaard Frederiksen,” siger hun.

Knud V. Engelhardt var arkitekt, designer og bogtrykker og havde arbejdet på avisen mellem 1913 og 1915, arkitekten og grafikeren Gunnar Biilmann Petersen havde lavet våbenskjoldet i 1930’erne, og Erik Ellegaard Frederiksen havde stået for det sidste store redesign i 1989 med inspiration fra blandt andet italienske aviser.

”Det er ikke for ingenting, jeg kalder dem de store mestre. De var alle tre sådan nogle, der gik rundt med slængkapper og butterfly og var store personligheder, store arkitekter og kunsthåndværkere. De lavede alle tre ting, hvor man kan sidde i 2021 og sige: ’Wow, hvor er det smukt!’ Så er det, fordi det holder. Der er ikke mange aviser, der har den kulturarv og samtidig formår at bruge den klogt,” siger hun.

”God kvalitet bliver genkendt, ligesom man smiler, hvis man spiser på restaurant, og maden er god. Folk er jo ikke idioter. De kan godt smage, om det smager lækkert eller ej.”

Katinka Bukh

Gunnar Biilmann Petersens gamle våbenskjold blev rentegnet af den svenske gravør Martin Mörck, og sammen med Henrik Kubel udviklede Katinka Bukh både ny brødtekst og nye overskrifter. Med inspiration i Knud V. Engelhardts gamle skilteskrifter fandt de frem til avisens nye billedtekster, ledeord og mellemrubrikker.

”Knud V. Engelhardt var kæmpestor i 1910’erne og omfavner for mig følelsen af København på en måde. Det er en slags dansk biedermeier, det er en helt særlig stil. Sådan meget bastant, mørkt og kantet, som det har været og lugtet dengang. Det minder mig om fadøl og Carlsberg i det visuelle sprog. Det hang sammen med de flamboyante musketeragtige overskrifter, der er inspireret af italienske og franske skrifter. Brødteksten er mere moderne, men tegnet ud fra, at den skal være brugbar, skarp og crisp. Det er bryggerhesten, som bare skal fungere.”

Sørøverkaptajnen

Hele den visuelle afdeling på Weekendavisen var involveret i arbejdet med redesignet. Sideløbende sørgede Katinka Bukh for at holde præsentationer for avisens øvrige medarbejdere. Flere af dem var nemlig fra start mildt skeptiske.

”Lad mig sige det sådan, at jeg stødte ind i knaster hist og pist. Det er ikke altid populært at ville lave om. Jeg havde jo heller ikke udtjent min værnepligt, jeg kom fra Zetland og havde tidligere været på Politiken. Hvad var det lige for noget? Der var murren i krogene, men Martin Krasnik bakkede mig 100 procent op, og det samme gjorde Klaus Wivel og Synne Rifbjerg. Og i dag er folk stolte over, at vi er verdens smukkeste avis,” siger hun.

For det er de. I slutningen af april gav den internationale organisation ’Society of News Design’ Weekendavisen prisen for verdens bedste avisdesign sammen med det hollandske dagblad de Volkskrant. For nylig holdt Katinka Bukh tiltrængt ferie i sit sommerhus, da avisen dumpede ned i postkassen. Det første, der slog hende, da hun fiskede den frem, var: ’Det er fandme en flot avis det der’.

”Nu er vi fremme ved alt det, jeg havde drømt om, og vi har fået både de skønne damer og kisten med guld.”

Katinka Bukh

”Da jeg startede på Weekend­avisen, havde jeg det, som om jeg var sørøverkaptajn på et skib, der stillede sig frem og råbte, at vi skulle over Atlanten. Nu er vi fremme ved alt det, jeg havde drømt om, og vi har fået både de skønne damer og kisten med guld. Det er en mærkelig fornemmelse: ’Nå, men det var jo målet, og det nåede vi. Er det nu, vi skal leve lykkeligt til vores dages ende?’ Jeg overvejede nærmest at trække mig tilbage og få en hund. Det føltes for vildt. Hvis man spørger mig, om vi har lavet verdens bedst designede avis, vil jeg automatisk svare nej. Det føles simpelthen som for vanvittig en ting at sige højt.”