
Sådan kunne et x-faktor felt se ud på det nye politiken.dk - her er et stort billede af Colombias præsident med skrift ovenpå billedet, som man kender det fra avisforsider. Bragt med tilladelse fra Politiken
Fra i dag er ”x-faktor” ikke kun noget, du ser i fjernsynet og ”fritekstfelter” ikke kun noget, du kan udfylde i bunden af et spørgeskema. Politiken har her til morgen relanceret websitet, politiken.dk, så det indeholder både fritekst-felter, x-faktor-felter samt større billeder og lister med anbefalinger direkte fra Politikens skribenter.
»Jeg synes, vi har fået Danmarks mest moderne design. Vi har nu en netavis, som ikke bare ligner en papiravis,« siger Jakob Nielsen, redaktionschef på Politiken.
Han fortæller, at relanceringen har været over et år undervejs. Det startede med, at Politiken skulle have opdateret sit CMS-system – systemet bag hjemmesiden – og så begyndte udviklingen af et helt nyt design med flere nye funktioner.
Da arbejdet med relanceringen gik i gang, iværksatte Politiken en undersøgelse af, hvad der kendetegnede avisen. Det blev kogt ned til fem værdier, og de fem værdier kommer ifølge Jakob Nielsen til udtryk i det nye site.
[quote:0]
Herunder kan du se fem nye elementer på politiken.dk og læse, hvorfor de er vigtige:
Mobil først – computerskærm bagefter
Det nye politiken.dk er grundlæggende designet til mobile-first.
»Denne sommer oplevede vi for første gang, at trafikken på mobil var større end på desktop. Selv nu, hvor folk er tilbage på arbejde, har vi flere besøgende på mobil end på desktop,« siger Jakob Nielsen.
X-faktor-felter
Politiken.dk indfører nye "x-faktor-felter". Det er felter på sitet, som kan bruges til forskellige elementer og dermed gør det muligt at skrue forsiden meget forskelligt sammen.
»På forsiden af det nye politiken.dk vil man finde såkaldte x-faktor-felter. Det er felter, der kan benyttes sådan, som journalisterne og redaktørerne føler, det giver mest mening. Herover har en historie om Colombias præsident fået et stort opslået billede med tekst ovenpå, som ligner en avisforside. På forsiden kommer vi generelt til at arbejde med nye måder at præsentere vores stof. Vi kan lave billeder fra kant til kant på skærmen, og det bliver meget flottere, end vi har mulighed for at lave nu,« siger Jakob Nielsen.
Lister
»På det nye site kommer vi til at bruge lister rigtig meget. Det er en virkelig god mulighed for at få stof ud over rampen. Hvis en af vores journalister skriver en anmeldelse af et Bruce Springsteen-album, så kan de samtidig lave en liste med deres fem yndlingsalbum med Springsteen gennem tiden. Listerne kan også indeholde tidskoder, så de skaber overblik i et nyhedsforløb,« siger Jakob Nielsen.
Fritekst-felter
»Der kommer til at være fritekstfelter på forsiden, som man ikke kan klikke på, og som ikke leder ind til en historie, men hvor skribenten kan kommunikere direkte med læseren. Det kan for eksempel være Ditte Giese, der skriver ”det her tweet har jeg grinet mest af i denne uge” eller indlandsredaktøren, der fortæller, at vi er på vej med en stor afsløring. Det bliver Politikens profiler, der taler direkte til læseren. Det er en-til-en-kommunikation, der ligger i nettets natur, hvor den personlige kommunikation er bærende. Det behøver ikke blive fjollet og useriøst, bare fordi det er fra mig til dig i stedet for fra os til jer,« siger Jakob Nielsen.
Billeder
På det nye politiken.dk har journalisterne flere muligheder for at lave store billeder, billedgallerier og kant-til-kant-billeder.
Jakob Nielsen forklarer, at de nye ændringer gerne skulle gøre arbejdet med at producere digitale historier nemmere for Politikens journalister, fordi det nye CMS-system bliver mere intuitivt.
»Det nye CMS-system bliver nemmere at arbejde i, for man skal træffe færre valg, og det er mere overskueligt bygget op. Det bliver nemmere for journalisterne at give deres artikler grafiske virkemidler med faktabokse og pæne billeder. Næste skridt, som forhåbentlig kommer i 2017, er, at vi får et system, hvor journalister både kan skrive til nettet og til avisen i samme system,« siger han.
Relanceringen kommer dog også til at betyde en ændring i måden, journalister idéudvikler på historier – nu er det net først og derefter papir.
»Det er klart, det kommer også til at handle om at fremme stof, der gør sig godt på nettet. Journalister kommer i højere grad til at tænke ”Hvad for en historie kunne jeg lave, der ville gøre sig godt i x-faktor-feltet?”. Vi kommer til at tænke nettet meget mere ind i idéprocessen,« siger Jakob Nielsen.
I forbindelse med relanceringen bliver et abonnement på politiken.dk markant dyrere end tidligere. Det forklarer chefredaktør Christian Jensen her.
Alle billeder er bragt med tilladelse fra Politiken.
4