
Claus Troelsgaard/TV 2
”Why leave the good guys?”
Uffe Tang har selv sagt netop det, når han gennem sin karriere er blevet spurgt, om han kunne finde på at skifte karrierevej og blive rådgiver.
”Der er helt sikkert nogle derude, der tænker, at der røg min etik, nu hvor jeg går over til ’den mørke side’, men det er noget pjat,” tilføjer han.
Efter 20 år i nyhedsjournalistikken sker skiftet nu. Fra 1. august skal Uffe Tang være seniorrådgiver og medlem af ledelsen i kommunikationsbureauet Ulveman & Børsting, det oplyste kommunikationsbureauet i går i en pressemeddelelse.
Uffe Tang fortæller, at beslutningen om at forlade journalistikken har været svær, men samtidig føles helt rigtig.
”Jeg har ofte sagt til andre, at man skal stoppe, mens man er på vej op og ikke på vej ned. Det er det råd, jeg selv har fulgt. Jeg stopper, mens jeg stadig går optændt på arbejde hver dag.”
Da Uffe Tang gik på journalisthøjskolen, havde han en tjekliste med jobs, han ønskede sig at prøve af. Han ville uddannes på en avis, han ville være på Christiansborg, han ville være nyhedsredaktør, og han ville lave fjernsyn og være vært på TV Avisen.
”Nu har jeg på en eller anden måde nået dem alle. Jeg har været enormt privilegeret, og nu siger jeg stop, mens jeg stadig har det godt i journalistikken.”
De små trolde på sociale medier
Hvad kommer du til at savne ved nyhedsjournalistik?
”Jeg ved det ikke. Jeg har jo ikke prøvet at mangle det endnu,” siger han og nævner adrenalinen og pulsen, når det virkelig kører i nyhedsafdelingerne, som noget af det mest fantastiske ved at lave nyheder.
”Den der nyhedspuls, det er en second to none-følelse. En nyhedsafdeling er jo som en militæroperation, når det kører. Det er jeg enormt glad for, at jeg kender indefra. Jeg vil nok savne den der specielle energi, når man laver nyheder, men på den anden side så har jeg jo prøvet det gennem så mange år, og nu var det tiden, hvor jeg ville prøve noget nyt.”
Hvad kommer du ikke til at savne?
”Jeg kommer ikke til at hælde en skidtspand ud over den branche, jeg forlader. Det har jeg set for mange gøre før mig. Jeg synes, nyhedsjournalistikken i Danmark er langt bedre end sit rygte,” siger han.
Men der er en ting, der ikke er direkte i sammenhæng med det at lave nyheder, som han alligevel vil nævne.
”Det første, jeg tænker på, når du stiller mig det spørgsmål, er, at jeg virkelig ikke kommer til at savne de små trolde på sociale medier, der har travlt med at gøre mig rød eller blå. Nu kan jeg være fuldstændigt ligeglad med dem. Det er noget forvrøvlet fis.”
Han nævner, at det også bruges på politisk niveau. ”Hvis en journalist deler noget på sociale medier, er der sågar politikere, der kan finde på at italesætte det som et politisk standpunkt. Det er simpelthen helt idiotisk, og det bliver fedt at slippe for.”
”Og så vil jeg ikke savne de dage, hvor der ikke er gang i nyhederne, de dage, hvor man skal hive dem ud af ingenting. Det er ikke sjovt,” fortsætter han.
’Den mørke side’
Uffe Tang har altid elsket arbejdet med nyheder, fordi han har beskæftiget sig med de brudflader, der gør, at vores samfund ændrer sig. Det mener han stadig, han kan i sit nye job.
”I journalistikken har man meget fokus på beslutningstagerne og Christiansborg, og det er mega interessant. Det, jeg ikke har arbejdet så meget med, er erhvervslivet. Der er store samfundsforandringer, der er drevet af det. Og det skal jeg sætte mig ind i nu.”
Hvis vi skal gå tilbage til det her med at skifte side og gå over til ’den mørke side’, som du selv kaldte det. Hvad har du gjort dig af overvejelser om det?
”Jeg går ind i en forretning, der arbejder ud fra høje etiske standarder, hvor man følger de kodekser, der er for strategisk rådgivning. Det betyder ikke, at jeg har en naiv forestilling om, hvad interessevaretagelse handler om, men det kan sagtens gøres på en ordentlig måde,” siger han og uddyber:
”Frygten for lobbyister og spin er overdrevet. Langt det meste foregår i god ro og orden og er en naturlig del af vores demokrati. Kigger vi indad i journalistikken, har vi også etiske udfordringer hele tiden. Det er noget af det, der gør journalistikken interessant. De samme etiske udfordringer findes andre steder, og så kan man håndtere dem godt eller skidt. Jeg vil bestræbe mig på at håndtere dem godt.”
Han fortæller, at han i sit arbejde med nyheder i flere situationer har været tæt på grænsen, og det forventer han også, han kommer i sit nye arbejde.
”Nogle synes måske, jeg bliver brændemærket af at gå den her vej. Det må være sådan,” siger han og fortsætter:
”Jeg har altid mig selv med, når jeg går på arbejde i journalistikken, det vil jeg også have som rådgiver. Betyder det, at jeg ikke kommer ud og rører ved grænserne for, hvor langt jeg vil gå i forskellige situationer? Nej, det gør det ikke. Det er også sket i journalistikken. Hvis jeg står med en kunde, hvor jeg tænker: ’Det her, det kan jeg ikke’, så må jeg kigge mig i spejlet og sige: ’Hvad gør jeg nu?’ Den gode rådgiver hjælper vel netop sin kunde til at løse opgaverne på en ordentlig måde, der tåler dagens lys.”
2 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Åh hvor bliver jeg træt af, at I vælger at gøre rådgivning og kommunikation synonymt med at forlade the good guys.
Hvor mange af de medlemmer, I laver fagblad for, tilhører den side - altså mediebranchen?
Er det ikke noget med, at det netop er her, der er jobs, og her hvor mange mediefolk “ender”?
Det her med the dark side og mørkets fyrster, måske I i stedet skulle bruge jeres journalistiske nysgerrighed til at udforske, hvad os “på den anden side” egentlig laver, så I kunne bidrage til at nedbryde fordomme blandt de læsere I har i stedet for at manifestere dem.
Og så i øvrigt! Stort tillykke til Uffe med det nye job?