Det startede med en klumme. Journalist Lasse Jensen skrev i Information den 7. november, at ”journalistik og kommunikation er hinandens modsætninger”.
”En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed. Selvfølgelig kommunikerer vi alle sammen, men det afgørende er formålet med formidlingen,” skrev Lasse Jensen.
Det fik Lars Werge, Dansk Journalistforbunds formand, til tasterne. Han skrev et modsvar i Information 9. november, hvor han slog fast, at ”en kommunikatør i en kommune tjener i lige så høj grad offentligheden som en journalist”.
Og den 13. november havde specialforeningen Journalisterne i DJ så en replik i avisen under overskriften ”Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed”.
Her skriver Journalisterne i DJ’s bestyrelse under fælles byline, at Lars Werge tilsyneladende ”fuldstændig har glemt, hvad journalistik er”. De hæfter sig ved, at journalister er forpligtede til at skrive sandt og konfrontere den kritiserede jævnfør de presseetiske regler, mens kommunikatøren ikke har ”samme forpligtelse til at give en rimelig og afbalanceret fremstilling. Deres opgave er ikke at fortælle hele sandheden, men den del af sandheden, deres arbejdsgiver er interesseret i at få ud,” lyder det.
Journalisten har foreholdt formand Lars Werge kritikken
”Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed” lød overskriften på et læserbrev i gårsdagens Information, som bestyrelsen i Journalisterne i DJ har skrevet. Hvad tænkte du, da du så den overskrift?
”Jeg blev sgu ked af det. Det er en ret klar anklage, og det er ikke sådan, jeg ser mit formål, og det er ikke det, jeg synes, jeg gør. Den gik nok mere i mellemgulvet end så mange andre overskrifter.”
Lars Werge fortæller, at han skrev sit modsvar til Lasse Jensen, fordi han især var uenig i formuleringen om, at journalister tjener offentligheden, mens kommunikatører tjener dem, som betaler.
”At tjene offentligheden er et meget stort begreb. Hvad betyder det? De mange kommunikationsfolk, som arbejder for fx en NGO, en forskningsenhed, eller som skal forklare, hvordan du hurtigst kommer fra A til B i en lufthavn – tjener de ikke også offentligheden? De tjener i hvert fald dem, som skal fra A til B. Jeg synes, man nedskriver den værdi, som kommunikation har, hvis man siger, at den ikke tjener offentligheden.”
Du har skrevet, at ”en kommunikatør i en kommune tjener i lige så høj grad offentligheden som en journalist”. Hvad betyder det?
”Når en kommune for eksempel har ældre medborgere, som har behov for hjemmepleje, så er det ikke nødvendigvis dem, der arbejder på gulvet i hjemmeplejen, som er bedst til at formulere sig på en hjemmeside eller i breve til borgerne. Der kan vores medlemmer løse opgaven. Det synes jeg er at tjene offentligheden.”
Lars Werge mener, at nogle journalister har et ensidigt billede af, hvad kommunikation er.
”Det kommer hurtigt til at handle om, at nogle journalistmedlemmer tror, at kommunikation betyder at være pressemedarbejder. Men kommunikation er meget mere end det. Jeg kunne godt tænke mig, at de journalistmedlemmer, som har meget tydelige holdninger til kommunikation, faktisk spørger vores kolleger i kommunikationsbranchen: Hvad laver I egentlig?”
Lasse Jensen skrev: ”En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed. Selvfølgelig kommunikerer vi alle sammen, men det afgørende er formålet med formidlingen.”
Hvorfor er det forkert at skelne på den måde?
”Det er en unuanceret tilgang, at journalistik altid har et højere formål end kommunikation. Der findes mange typer journalistik, og der findes også medlemmer af Journalisterne i DJ, som arbejder på fagblade eller NGO-udgivelser uden frihedsbreve, hvor formålet ikke nødvendigvis er publicistisk. Det er hverken mere eller mindre fint. Men jeg siger det, fordi denne diskussion har været i DJ i mange år, og den giver mange af vores kommunikationsmedlemmer en fornemmelse af, at de ikke er lige så meget værd.”
Journalisterne i DJ skriver i indlægget, at en journalist er forpligtet til at skrive sandheden og lade den kritiserede komme til orde. Men at kommunikatørens ”opgave er ikke at fortælle hele sandheden, men den del af sandheden, deres arbejdsgiver er interesseret i at få ud”.
Er det rigtigt, at der på den måde er en grundlæggende forskel på forpligtelsen, fordi kommunikationsfolk ikke behøver fortælle sandheden?
”Det er ikke mit indtryk, at det at være kommunikatør svarer til, at man ikke fortæller hele sandheden. Journalistens rolle er at vinkle og vælge et udsnit af sandheden. En kommunikatørs opgave er også at vælge og vinkle sandheden. Man kan aldrig fortælle hele sandheden, hverken som journalist eller kommunikatør.”
Men forskellen ligger vel i, hvad man vælger ikke at fortælle. Her lyder det fra Journalisterne i DJ, at kommunikatøren vælger den del af sandheden fra, som ikke tjener hendes arbejdsgivers interesser, mens journalisten vælger ud fra, hvad der har offentlighedens interesse. Er det en grundlæggende forskel?
”Det kan der være noget om. Men der kan i mediebranchen også være sammenfald mellem, hvad din arbejdsgivers interesser er, og hvad du vælger at bringe.”
Hvad betyder det?
”Jeg har lige haft et fyraftensmøde med nogle tillidsrepræsentanter, som fortalte, at alt skal måles og vejes på deres arbejdspladser. Hvor mange klik får de? Man kan se på storskærme, hvornår en historie taber fart på nettet. Det giver en vurdering af artiklens værdi, som ikke nødvendigvis er publicistisk.”
Og du mener, at det påvirker udvælgelsen af historier, så de ikke kun vælges ud fra publicistiske kriterier?
”Det er helt entydigt, at der er kommet nogle underliggende kriterier for, hvad der er en god historie, som ikke nødvendigvis er publicistiske. Sådan er det, og det er ikke nødvendigvis et problem. Men den nuance er vigtig i debatten.”
Der kommer flere kommunikationsfolk i Dansk Journalistforbund. Vil det betyde et skifte i fokus for DJ, når medlemsskaren forandrer sig og måske på et tidspunkt består primært af kommunikatører?
”Man kan ikke udlede, at fordi der kommer flere kommunikatører, så skal vi ikke længere arbejde for at udvide ytringsfriheden, for at forbedre offentlighedsloven og øge åbenheden, for pressefrihed, eller for at forbedre sikkerheden for udsendte journalister. Der er ingen af vores medlemmer, som ikke kan tilslutte sig det formål, vi har i dag.”
Jeg har lige talt med en kommunikatør, som overvejer at melde sig ud af DJ på grund af denne debat. Hvad vil du sige til de kommunikationsmedlemmer, som følger debatten for at sikre, at de føler sig 100 procent fagligt forstået i forbundet?
”Jeg vil sige, at det forhåbentlig ikke er deres formand, som giver dem indtryk af, at de ikke er lige så velkomne i medlemsskaren. Vi kommer til at opgradere på viden om, hvad kommunikation er, vi styrker vores tilbud til kommunikationsområdet. Det skal vi være skarpere på, for vi ved godt, at vi er i en konkurrencesituation med andre organisationer.”
Hvad vil du så sige til de journalistmedlemmer, som følger denne debat for at sikre, at de også føler sig 100 procent fagligt forstået i forbundet?
”De skal fortsætte med at gøre det, de gør – stille krav til DJ. Men jeg vil også opfordre nogle af de journalister, som har meget stålsatte holdninger til kommunikationsbranchen, til at spørge kollegerne i kommunikation, hvad de laver, i stedet for at antage nogle ting og tale om, at de er ”gået over på den mørke side”.”
30 Kommentarer
Du skal være logget ind med dit DJ-login for at kunne kommentere på artiklen.
Dette indlæg er udtryk for en personlig holdning, og er ikke skrevet på vegne af bestyrelsen i DJ Kommunikation.
Med indlægget i Information 13.november vælger bestyrelsen i Journalisterne i DJ en helt unødig konfrontation med de mindst 3000 kolleger, der hver eneste dag arbejder på at sikre borgere, kunder – og journalister – korrekt information.
I Indlægget skrives der: ”Det er problematisk, at Journalistforbundets formand Lars Werge i så høj grad forsvarer kommunikatørernes rolle i samfundet”
Læs det lige igen.
Det er en rystende sætning.
Hvis en forbundsformand ikke må forsvare, og forklare, sine medlemmers rolle i samfundet, hvem må så?
Prøv at skift ordet ud:
”Det er problematisk, at Journalistforbundets formand Lars Werge i så høj grad forsvarer journalisternes rolle i samfundet.”
Det ville nok give et ramaskrig af dimensioner, hvis bestyrelsen i DJ Kommunikation skrev således. (Og det kunne vi naturligvis heller ikke drømme om, for det mener vi ikke.)
Fagforeningen DJ - Medier og Kommunikation arbejder for bedst mulige løn- og arbejdsvilkår for sine medlemmer - alle sine medlemmer.
Det er rigtig fint, at der også er plads til de etiske, faglige diskussioner om fag. Men hvis alle diskussioner skal have et medie-centrisk udgangspunkt, så mister vi andre tålmodigheden.
En fri og uafhængig presse er altafgørende for vores demokrati. Det er vi alle helt enige om.
Men det er altså ikke den eneste ting, der holder samfundet – eller demokratiet kørende.
Hvornår bliver skraldespanden bliver tømt?
Hvor kan jeg få hjælp til min, måske, deprimerede teenager?
Hvornår bliver hullet i min vej lappet?
Det er spørgsmål, der kan fylde rigtig meget i hverdagen – men ingen af dem er der umiddelbar udsigt til at få svar på via medierne. Og det er også fair nok.
Hvis ikke der var nogle, der sørgede for at oplyse borgerne, eller kunderne, om de ting, som medierne vælger ikke at fortælle, så ville store dele af samfundet gå i stå.
At Journalisterne i DJ som udgangspunkt mener, at kommunikatører i kommuner bruger deres arbejdsdag på at skjule oplysninger for journalister, vidner om en rystende mangel på indsigt i de faktisk forhold i kommunikations-faget.
For at være helt ærlig, så er det faktisk en utrolig selvcentreret opfattelse, at hvad der står eller bliver sagt i dette eller hint medie, nødvendigvis er det vigtigste i verden for andre end dem, der tilfældigvis har lavet artiklen eller indslaget.
Kommunikatørens rolle er at sikre, at oplysninger når frem til dem, der skal bruge oplysningerne.
Det kan være med et kommercielt, altruistisk eller helt tredje formål – og her kan medier være en god måde at nå nogle personer på.
Men når Journalisterne i DJ har en præmis om, at netop deres tilgang til formidling – fordi denne er underlagt medieansvarsloven – er den eneste rigtige, er det forfejlet. Kommunikatører i det offentlige er eksempelvis underlagt forvaltningsloven, i virksomheder er man underlagt markedsføringsloven – og så kan vi jo bruge tid på at diskutere hvilken lov, der er bedst, strengest eller mest retfærdig.
Eller vi kan anerkende hinandens fagligheder, og de respektive og vigtige roller vi udfylder i samfundet
– og at DJ Medier og Kommunikation er et fagforbund for os alle sammen.
Allan Boye Thulstrup skriver, at bestyrelsen i Journalisterne i DJ helt unødigt vælger en konfrontation med forbundets kommunikatører. Det har vi forsøgt ikke at gøre ved at vare vores ord, men det er åbenbart ikke lykkedes så godt.
Til gengæld mener jeg, at forbundsformanden Lars Werge helt unødigt vælger en konfrontation med forbundets journalister - både i hans læserbrev i Information, i det seneste nyhedsbrev til alle medlemmer og senest i den ovenstående artikel.
Allan Boye Thulstrup tillægger Journalisterne i DJ en række holdninger, som vi ikke har:
"At Journalisterne i DJ som udgangspunkt mener, at kommunikatører i kommuner bruger deres arbejdsdag på at skjule oplysninger for journalister..." Det mener vi ikke, og det er ikke det, vi skriver.
"Journalisterne i DJ har en præmis om, at netop deres tilgang til formidling – fordi denne er underlagt medieansvarsloven – er den eneste rigtige..." Det mener vi ikke, og det er ikke det, vi skriver.
Og så er Allan Boye Thulstrup samtidigt bekymret over bestyrelsens formulering: ”Det er problematisk, at Journalistforbundets formand Lars Werge i så høj grad forsvarer kommunikatørernes rolle i samfundet.” Det forstår jeg godt, når den er taget ud af sammenhængen.
Det, vi mener, er, at selvfølgelig skal forbundsformanden forklare og forsvare forbundets forskellige fag. Men nøgleordene er, at han forsvarer kommunikation "i så høj grad", at han skader journalistikkens troværdighed.
Allan Boye Thulstrup mener slutteligt, at reglerne i forvaltningsloven eller markedsføringsloven kan være lige så gode som dem i medieansvarsloven i forhold til at sikre borgerne korrekt information. Det mener jeg bestemt ikke, fordi kravene til korrekthed og fairness simpelthen faktuelt er strammere for medier.
Og det er sørgeligt, at en person, der taler for at anerkende hunandens fagligheder og roller, ikke vil anerkende det.
Grunden til at denne her debat gang på gang går syd over er i mine øjne to ting:
1. At kommunikatørernes forsvarere som eksempelvis Lars Werge og Allan Boye Thulstrup altid bringer de gode, harmløse kommunikatører frem som eksempler, når de skal tale om hele kommunikationstanden. Det provokerer i den grad journalister, når det ikke er de kommunikatører, vi møder i vores hverdag. Jeg anerkender fuldt ud, at der er masser af gode kommunikatører til gavn for offentligheden. Jeg ville ønske, det også blev anerkendt, at der er nogen, som ikke er til gavn for offentligheden.
2. At journalistikkens særlige rolle i samfundet ikke bliver anerkendt. Det er journalistik, der kan give mediestøtte. Det er journalister, der har adgang bag politiafspæringer. Det er journalister, der har adgang til visse dele af retsvæsenet. Det er journalistik, der bliver beskyttet af den europæiske menneskerettighedsdomstol. Det er journalistik, der afslører magten. Derfor er det nødvendigt med den beskyttelse, som vi har i dag.
Hvis man sidestiller det arbejde med at informere om, hvornår skraldespandene bliver tømt, eller hvordan man kommer fra A til B, så har man i mine øjne misforstået journalistikkens rolle i samfundet.
Jeg tror også på en fredelig sameksistens i samme forbund. Jeg tror også, det sker gennem at anerkende fagenes fagligheder og forskelligheder. Lad os starte der.
Hold da op, hvor bliver der brugt mange ord og sætninger på at padle rundt om den varme grød. Til syvende og sidst ender vi tilbage ved udgangspunktet, nemlig Lasse Jensens citat, som startede det hele:
”En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed."
Det er fuldstændig faktuelt korrekt beskrevet, og så er den altså bare ikke længere.
Jeg ved godt, at vi journalister elsker skåltaler i en grad som få andre faggrupper, men det forekommer mig enormt naivt, at det ovenstående citat af Lars Werge kan rejse så enorm debat. Jeg tror ikke, der er gavnligt, at vi i journaliststanden fortsat klynger os til ideen om, at vi behersker en form for særligt ophøjet tilstræbt objektivitet og neutralitet i vores dækning. Selvfølgelig er det et smukt ideal at stræbe efter, men i praksis er det så godt som umuligt at frigøre sig fuldkommen fra enhver bias i sin dækning. Sandheden vil altid afhænge af de øjne, der ser på den - og selvfølgelig også af hvilket mediehus, der betaler for at få den afdækket.
Det vil være naivt at påstå andet. For hånden på hjertet - der er sgu mange journalister, der laver journalistik, som ikke udelukkende tjener noget højere samfunds- eller sandhedsidealistisk formål, men som i lige så høj grad handler om at tjene penge til det mediehus, som man arbejder for. Og det er også helt okay :-) Journalistik er meget mere end skåltaleudgaven - og kommunikation er langt mere og andet end 'mørkets tjenere' i form af pressefolk, hvis arbejde består i at dække over og spænde ben for journalister. Hvis vi kan hæve debatten over disse to forsimplede og forkerte stereotyper, så tror jeg, at vi nok skal kunne finde fælles fodfæste i samme forbund.
MVH Simon Freiesleben, kandidatstuderende i Journalistik og Historie fra Roskilde Universitet
Lasse Jensen-citatet er noget ulogisk vrøvl. Det beskriver for journalisten en sag, men for kommunikatøren en arbejdsgiver. Hvis det skulle være stringent, så skulle det hedde: “En journalist tjener et (privat eller offentligt) medie. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed."
Eller:
“En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener dialogen/budskabet/oplysningen."
At det så ikke er altid, at det er tilfældet, er en anden snak. Det er jo fx langt fra altid at journalister tjener offentligheden.
Flere