”Man kan aldrig fortælle hele sandheden, hverken som journalist eller kommunikatør”

”Det er en unuanceret tilgang, at journalistik altid har et højere formål end kommunikation,” siger DJ-formand Lars Werge. Journalisterne i DJ mener, at formanden skader journalistikkens troværdighed. Vi har bedt ham svare på kritikken

Det startede med en klumme. Journalist Lasse Jensen skrev i Information den 7. november, at ”journalistik og kommunikation er hinandens modsætninger”.

”En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed. Selvfølgelig kommunikerer vi alle sammen, men det afgørende er formålet med formidlingen,” skrev Lasse Jensen.

Det fik Lars Werge, Dansk Journalistforbunds formand, til tasterne. Han skrev et modsvar i Information 9. november, hvor han slog fast, at ”en kommunikatør i en kommune tjener i lige så høj grad offentligheden som en journalist”.

Og den 13. november havde specialforeningen Journalisterne i DJ så en replik i avisen under overskriften ”Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed”.

Her skriver Journalisterne i DJ’s bestyrelse under fælles byline, at Lars Werge tilsyneladende ”fuldstændig har glemt, hvad journalistik er”. De hæfter sig ved, at journalister er forpligtede til at skrive sandt og konfrontere den kritiserede jævnfør de presseetiske regler, mens kommunikatøren ikke har ”samme forpligtelse til at give en rimelig og afbalanceret fremstilling. Deres opgave er ikke at fortælle hele sandheden, men den del af sandheden, deres arbejdsgiver er interesseret i at få ud,” lyder det.

Journalisten har foreholdt formand Lars Werge kritikken

”Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed” lød overskriften på et læserbrev i gårsdagens Information, som bestyrelsen i Journalisterne i DJ har skrevet. Hvad tænkte du, da du så den overskrift?

”Jeg blev sgu ked af det. Det er en ret klar anklage, og det er ikke sådan, jeg ser mit formål, og det er ikke det, jeg synes, jeg gør. Den gik nok mere i mellemgulvet end så mange andre overskrifter.”

Lars Werge fortæller, at han skrev sit modsvar til Lasse Jensen, fordi han især var uenig i formuleringen om, at journalister tjener offentligheden, mens kommunikatører tjener dem, som betaler.

”At tjene offentligheden er et meget stort begreb. Hvad betyder det? De mange kommunikationsfolk, som arbejder for fx en NGO, en forskningsenhed, eller som skal forklare, hvordan du hurtigst kommer fra A til B i en lufthavn – tjener de ikke også offentligheden? De tjener i hvert fald dem, som skal fra A til B. Jeg synes, man nedskriver den værdi, som kommunikation har, hvis man siger, at den ikke tjener offentligheden.”

Du har skrevet, at ”en kommunikatør i en kommune tjener i lige så høj grad offentligheden som en journalist”. Hvad betyder det?

”Når en kommune for eksempel har ældre medborgere, som har behov for hjemmepleje, så er det ikke nødvendigvis dem, der arbejder på gulvet i hjemmeplejen, som er bedst til at formulere sig på en hjemmeside eller i breve til borgerne. Der kan vores medlemmer løse opgaven. Det synes jeg er at tjene offentligheden.”

Lars Werge mener, at nogle journalister har et ensidigt billede af, hvad kommunikation er.

”Det kommer hurtigt til at handle om, at nogle journalistmedlemmer tror, at kommunikation betyder at være pressemedarbejder. Men kommunikation er meget mere end det. Jeg kunne godt tænke mig, at de journalistmedlemmer, som har meget tydelige holdninger til kommunikation, faktisk spørger vores kolleger i kommunikationsbranchen: Hvad laver I egentlig?”

Lasse Jensen skrev: ”En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed. Selvfølgelig kommunikerer vi alle sammen, men det afgørende er formålet med formidlingen.”

Hvorfor er det forkert at skelne på den måde?

”Det er en unuanceret tilgang, at journalistik altid har et højere formål end kommunikation. Der findes mange typer journalistik, og der findes også medlemmer af Journalisterne i DJ, som arbejder på fagblade eller NGO-udgivelser uden frihedsbreve, hvor formålet ikke nødvendigvis er publicistisk. Det er hverken mere eller mindre fint. Men jeg siger det, fordi denne diskussion har været i DJ i mange år, og den giver mange af vores kommunikationsmedlemmer en fornemmelse af, at de ikke er lige så meget værd.”

Journalisterne i DJ skriver i indlægget, at en journalist er forpligtet til at skrive sandheden og lade den kritiserede komme til orde. Men at kommunikatørens ”opgave er ikke at fortælle hele sandheden, men den del af sandheden, deres arbejdsgiver er interesseret i at få ud”.

Er det rigtigt, at der på den måde er en grundlæggende forskel på forpligtelsen, fordi kommunikationsfolk ikke behøver fortælle sandheden?

”Det er ikke mit indtryk, at det at være kommunikatør svarer til, at man ikke fortæller hele sandheden. Journalistens rolle er at vinkle og vælge et udsnit af sandheden. En kommunikatørs opgave er også at vælge og vinkle sandheden. Man kan aldrig fortælle hele sandheden, hverken som journalist eller kommunikatør.”

Men forskellen ligger vel i, hvad man vælger ikke at fortælle. Her lyder det fra Journalisterne i DJ, at kommunikatøren vælger den del af sandheden fra, som ikke tjener hendes arbejdsgivers interesser, mens journalisten vælger ud fra, hvad der har offentlighedens interesse. Er det en grundlæggende forskel?

”Det kan der være noget om. Men der kan i mediebranchen også være sammenfald mellem, hvad din arbejdsgivers interesser er, og hvad du vælger at bringe.”

Hvad betyder det?

”Jeg har lige haft et fyraftensmøde med nogle tillidsrepræsentanter, som fortalte, at alt skal måles og vejes på deres arbejdspladser. Hvor mange klik får de? Man kan se på storskærme, hvornår en historie taber fart på nettet. Det giver en vurdering af artiklens værdi, som ikke nødvendigvis er publicistisk.”

Og du mener, at det påvirker udvælgelsen af historier, så de ikke kun vælges ud fra publicistiske kriterier?

”Det er helt entydigt, at der er kommet nogle underliggende kriterier for, hvad der er en god historie, som ikke nødvendigvis er publicistiske. Sådan er det, og det er ikke nødvendigvis et problem. Men den nuance er vigtig i debatten.”

Der kommer flere kommunikationsfolk i Dansk Journalistforbund. Vil det betyde et skifte i fokus for DJ, når medlemsskaren forandrer sig og måske på et tidspunkt består primært af kommunikatører?

”Man kan ikke udlede, at fordi der kommer flere kommunikatører, så skal vi ikke længere arbejde for at udvide ytringsfriheden, for at forbedre offentlighedsloven og øge åbenheden, for pressefrihed, eller for at forbedre sikkerheden for udsendte journalister. Der er ingen af vores medlemmer, som ikke kan tilslutte sig det formål, vi har i dag.”

Jeg har lige talt med en kommunikatør, som overvejer at melde sig ud af DJ på grund af denne debat. Hvad vil du sige til de kommunikationsmedlemmer, som følger debatten for at sikre, at de føler sig 100 procent fagligt forstået i forbundet?

”Jeg vil sige, at det forhåbentlig ikke er deres formand, som giver dem indtryk af, at de ikke er lige så velkomne i medlemsskaren. Vi kommer til at opgradere på viden om, hvad kommunikation er, vi styrker vores tilbud til kommunikationsområdet. Det skal vi være skarpere på, for vi ved godt, at vi er i en konkurrencesituation med andre organisationer.”

Hvad vil du så sige til de journalistmedlemmer, som følger denne debat for at sikre, at de også føler sig 100 procent fagligt forstået i forbundet?

”De skal fortsætte med at gøre det, de gør – stille krav til DJ. Men jeg vil også opfordre nogle af de journalister, som har meget stålsatte holdninger til kommunikationsbranchen, til at spørge kollegerne i kommunikation, hvad de laver, i stedet for at antage nogle ting og tale om, at de er ”gået over på den mørke side”.”

30 Kommentarer

Kim Elmose
23. NOVEMBER 2018
Jeg forlod DJ efter over 20
Jeg forlod DJ efter over 20 år: Træt af nedprioriteringen og mistænkeliggørelsen af kommunikation

Jeg har med interesse fulgt debatten om journalistik i forhold til kommunikation i Dansk Journalistforbund, der fulgte oven på Lasse Jensens indlæg i Dagbladet Information,

Jeg er uddannet journalist årgang 1996 fra Danmarks Journalisthøjskole – DJH , nu DMJX.

Som en selvfølge meldte jeg mig ind i DJ i studietiden for at være en del af et fagligt fællesskab og støtte op om arbejdet for ordentlige forhold og rettigheder for journalister og kommunikatører i branchen.

I efteråret 2016 meldte jeg mig ud af Dansk Journalistforbund.

Det var svært, fordi jeg havde en aktiv relation til forbundet.

Jeg bidrog flere gange i 00’erne til seminarer og workshops på Fagfestivalen om onlinekommunikation, jeg bloggede i nogle år på Journalisten om digital kommunikation og tog initiativ til at starte et netværk for social media-redaktører i forbundet i 2014.

Endelig fik jeg uvurderlig hjælp i faglige kampe to gange fra Forbundet. Så jeg havde også meget at takke forbundet og dets medarbejdere for.

Der er da forskel på journalistik og kommunikation

Arbejdsmæssigt skiftede jeg i 2009 fra journalistikken, da jeg blev ansat i en organisation ( Ingeniørforeningen, IDA) som webredaktør – og hvor jeg nu er site manager.

Det skete ud fra ønsket om at arbejde strategisk og mere langsigtet med kommunikation – og arbejde for en gruppes ( medlemmerne) interesser.

Jeg var helt på det rene med, at jeg ikke længere var uafhængig journalist, men kommunikatør – ansat af en organisation til at præsentere dens budskaber så klart, tydeligt og gunstigt som muligt.

Derfor er det da heller ikke til diskussion, at journalistik og kommunikation har forskellige formål .

Journalistikken skal tilvejebringe informationer til offentligheden, så borgerne er bedst muligt oplyste om, hvad der sker i samfundet omkring dem.

Kommunikatøren skal viderebringe en organisations, virksomheds eller myndigheds informationer og budskab til den relevante målgruppe – på en gunstig måde.

Så ja, der er forskellige formål med fagdisciplinerne journalistik og kommunikation , men udøverne betjener sig ofte af de samme værktøjer og virkemidler . Det gælder også metoder til evaluering af effekten af journalistikken eller kommunikationen , fastlæggelse af strategier til at nå ud med sit produkt (artikler/nyhedsindslag/video) i journalistikkens tjeneste eller for kommunikatøren arbejdsgiverens / kundens tjeneste.

Der er derfor et fagligt rum, hvor journalister og kommunikatører burde kunne mødes og udbygge forståelsen for hinandens discipliner i gensidig forståelse – og samtidig kan sikre ordentlige arbejdsforhold i de respektive brancher.

Spørgsmålet er bare, om det er Dansk Journalistforbund er det sted.

Mit svar er jo angivet tidligere i dette indlæg.

*Kommunikation på 2. klasse*

Nej, lige pt synes jeg desværre ikke, at forbundet er det sted. Jeg meldte mig ud i efter 2016 af flere årsager. Dels syntes jeg, at der fagligt manglede tilbud til kommunikatører – d.v.s. kurser i strategisk kommunikation, hvordan måler man kommunikation, social media manager i en organisation, projektmetoder a la agile development, nudging, content marketing etc.

Desuden blev mediet Kommunikationen.dk kraftigt nedprioriteret efter i et par år at have været et fint og godt lille medie om kommunikationsfaget. Og Journalisten.dk havde bare ikke meget til kommunikationsfolk.

Det erkendte HB da også i august 2016, hvor man satte 250.000 kroner af til at ‘charmere kommunikatører’ https://journalisten.dk/dj-vil-bruge-en-kvart-mio-paa-charme-kommunikatoerer

*Mistænkeliggørelse af kommunikatører*

Dråben var imidlertid en del af argumenterne mod fusionen med Kommunikation & Sprog, der kørte op til og under delegeretmødet 2015, hvor jeg var med som delegeret for DJ Kommunikation.

Det var virkeligt forstemmende at høre den manglende respekt for kommunikationsfolks arbejde, intentioner og moral, som blev formidlet i indlæg i Journalisten og fra talerstolen på Delegeretmødet samt i korridorerne.

Holdningerne i indlæggene fokuserede ofte på forestillingen om, at kommunikatørerne mestendels bruger tid på at skjule eller fordreje informationer for journalisterne. Og flere kommunikatører ville udvande DJs identitet.

Så jeg tog forstemt – og lidt rystet – hjem fra Delegeretmødet 2015 – og følte mig for alvor ikke hjemme i mit gamle forbund.

Så da jeg fik muligheden for at skifte et forbund, der har respekt for min faglighed, mine udfordringer som ’embedsmand’ og leverer efteruddannelse, som jeg kan bruge til noget, så gjorde jeg det.

Den seneste debat har bekræftet mig i mit valg
Jeg interesserer mig stadig levende for journalistik og medier , så jeg læser jævnligt Journalisten.dk – men det var nu i min daglige avis, Information, at jeg fulgte opstarten på denne debat.

Argumentationen fra DJ Journalisterne og deres meningsfæller har overbevist mig om, at jeg valgte rigtigt. Der er stadig en tydelig tone af, at journalisterne er de ædle riddere, som kæmper mod de træske drager i form af kommunikatører.

Det er ærgerligt, når jeg kun møder kommunikatører på mit arbejde og andre steder, der forstår den forskel , som er på journalistik og kommunikation – fornemt formidlet her på sitet af Susanne Sayers.https://journalisten.dk/vi-er-noedt-til-skille-journalistik-og-kommunikation og Kristoffer Kræn https://journalisten.dk/offentligheden-har-mange-tjenere

Med udgangspunkt i den forståelse og respekt burde det være muligt at finde fælles grund – uden mistænkeliggørelse og mudderkastning.

Fordi debatten ER vigtig for begge gruppe, men det nytter ikke, hvis der er en opfattelse af, at den ene gruppe er mere renfærdig end den anden.

I så fald ender mit gamle forbund bare med at være klubben for en svindende skare af beboere i det journaliske aftenland, mens kommunikatørerne er skredet.

Det synes jeg egentlig ville være synd.
Christoffer Frendesen
19. NOVEMBER 2018
Svigter Journalistens
Svigter Journalistens digitale redaktør og Werge forbundets journalister?

Det er desværre småironisk, at artiklen, hvor Lars Werge får lov at forklare sin udtalelse, til dels føles som kommunikationsarbejde mere end journalistik.

Werge udfordres ikke på hans alle hans argumenter, og det burde han i den grad, mener jeg.

Werge indrømmer, at der kan være en grundlæggende forskel på, hvad man fortæller eller undlader at fortælle som journalist og kommunikatør – om ikke andet tæt på.

”Det kan der være noget om”, som han formulerer det så fint. Men efterfølgende i samme citat siger han, at der også i mediebranchen kan være sammenfald mellem arbejdsgivers interesse, og hvad den enkelte journalist ”vælger at bringe”.

Skribenten på artiklen og digital redaktør på Journalisten er heldigvis klar med det samme spørgsmål, som jeg havde i hovedet, da jeg læste min fagforeningsformands udtalelse:

”Hvad betyder det?”

Werge forklarer, at artikler i medierne nogle gange vurderes ud fra kriterier som ”ikke nødvendigvis er publicistiske.” De vurderes også på klikantal og udholdenhed i nyhedsstrømmen. Og det er da også helt korrekt, men formanden fortsætter og siger dette:

”Sådan er det, og det er ikke nødvendigvis et problem. Men den nuance er vigtig i debatten.”

Netop her svigtede Journalistens digitale redaktør, Andreas Marckmann Andreassen! For hvorfor er denne "nuance" en vigtig del af debatten om, hvordan journalister og kommunikatører grundlæggende laver forskelligt arbejde?

Det vil jeg meget gerne have uddybet. Jeg stiller meget gerne Werge det spørgsmål, hvis jeg møder ham, men indtil da kunne Journalisten måske bede Werge forklare sig.

Hvad gør nuancen – at medier fokuserer på andet end publicisme for at overleve økonomisk - i forhold til, hvorvidt der er forskel på formålet med kommunikatørers og journalisters arbejde?

I mine øjne er det vigtigere end nogensinde at skelne mellem netop kommunikation og journalistik. Både for troværdigheden til medier og journalister, men også for oplysningens skyld.

Derfor burde journalisters fagforening bistå dette og hylde danske medier for at gøre netop dette i stedet for nærmest at nægte at anerkende, at der, uanset berettigelsen for begge arbejdsgrupper, er en grundlæggende forskel.

Men Werge vælger dog ikke ligefrem at imødekomme journalister i artiklen - tværtimod.

Werge øger polarisering
Afslutningsvis fortæller Werge, hvor meget DJ øger deres fokus på kommunikation, mens beskeden til journalister er, at vi skal spørge ind til vores fagforeningskollegers arbejde som kommunikationsansatte.

Selvom den sidstnævnte pointe er sand, tydeliggør det for mig, at formanden for min fagforening har mere fokus på kommunikatører end journalister.

Håndsrækningen til os journalister fra formanden lyder, at vi skal blive ved med at stille krav til fagforeningen, så det vil jeg gøre:

Lars, vil du ikke være en flink formand og fortælle, hvorfor de økonomisk pressede medier og deres fokus på mere end rendyrket publicisme er væsentligt i en debat om forskellen på journalistik og kommunikation og deres grundlæggende formål med formidling?

Det spørgsmål har vi journalister i DJ et krav på at få svar på fra vores fagforeningsformand, og måske vil vores fagblad hjælpe os med at få svaret.
Michael Jensen
19. NOVEMBER 2018
Lasse Jensens citat er her
Lasse Jensens citat er her kommet i "qoute investigator" - behandling https://quoteinvestigator.com/2013/01/20/news-suppress/

Kernen skulle være enten:
1) Nyheder er, hvad nogen ikke vil have dig til at trykke. Resten er reklame
2) Nyheder er noget, som nogen vil undertrykke: resten er reklame
3) Nyheder er noget, som nogen vil undertrykke; Alt andet er PR.
4) Journalistik trykker, hvad en anden ikke vil have trykt; Alt andet er PR.

Historisk set er journalistik meget nyt:
Dagbladet Politiken startede i 1884 med en besætning, der var godt uddannede og kritiske. Også Jyllands Posten kom til. Berlingske også. Derefter et hav af aviser i byerne med hver deres politiske ståsted. Der var gang i debatterne - og kritkken haglede. Men uden journalister med uddannelse. Da DR startede var det med skolelærere var det med ønsket om at befolkningen skulle have indsigt og viden. Først med Lasse Jensen, Mette Fugl og mange andre kom der journalistik til med de tilhørende kritiske spørgsmål. På de offentlige kontorer klarede kontorcheferne i starten selv informationen og i stigende grad med hjælp fra dygtige HK-ere, der både kunne stave og skrive så folk kunne forstå det. En udvikling der tog fart efterhånden som der kom flere aviser og debat. Jeg mener, at Journalisthøjskolen startede sidst i 1946 som et kursus på universitetet i Aarhus. I 1973 blev Journalisthøjskolen indviet. I 2008 blev den udvidet til mediehøjskole med information tilknyttet. Her - i 2018 - åbner så en splinterny skole i Aarhus med alt muligt, hvor kun meget lidt ligner den faglighed man startede med i 1973.

Staten har haft held med historierne langt op i historien. F.eks. var der klare aftaler med de store dagblade under både 1. og 2. verdenskrig. Der blev ikke ruttet med informationerne i frygt for at fjenden fik nys om militære hemmeligheder - sejre var gode historier. Først under Vietnamkrigen kom der gang i kritisk journalistik. Krigen sluttede i 1973 samme år som Journalisthøjskolen blev bygget.

Hvad der så ikke er så nyt, er, at staten altid har ønsket at sætte sig på historien. Også dem, der har masser penge, har altid ønsket at sætte sig på historien. Journalistik har derfor haft derfor en naturlig interesse for de to - i almenvellets interesse. For at få samfundet til at fungere.

Journalistisk arbejde med den definition som Lasse Jensen har hører en fortid til, desværre. For udviklingen har været deroute for den kritiske journalistik. Clement Kjersgaard har sagt det meget tydeligt flere gange - og også sagt det ret klart: Journalistikken er død om få år.. hvis I ikke tager Jer sammen.

Men hvordan søren skal man tage sig sammen, når staten ejer en stor del af mediehusene, der med det nye medieforlig bliver støvsuget for alt der kan siges at være undersøgende, reflekterende og kritisk. Hvordan søren skal man tage sig sammen, når mediehusene enten er styret af kapitalfonde eller i det daglige af annoncekronerne - og i den stressede virkelighed med en defineret fjende som google og facebook, hvor klik og ikke indhold styrer redaktørernes dispositioner.

Den undersøgende og kritiske journalistik har det altså skidt. Ikke fordi, der ikke er behov for den - men hverken staten eller finanserne kan se en idé i det.

Og som jeg oplever det, er der gode grunde fordi udviklingen raser afsted med nye muligheder hver eneste dag - hvor der ikke mere er tid til at dvæle ved en historie om en vindmølle, man er sur på i debattens og demokratiets gode navn (bare for 10-15 år siden). Nu fremsættes krav om enten 700 landvindmøller eller 200 møller på havet, hvis Google, Facebook eller Apple skal have strøm.

Tænk sig, hvad der er sket på blot 10-15 år. En tid, hvor også store kommuner er kommet til, overgang fra amter til regioner. Lige nu tales man om, at regionerne er unødvendige, hvor staten nemt kan styre tingene.

På blot 10-15 år pisker det afsted for de store byer, mens resten af Danmark mere og mere ligner noget Nationalmuseet skal til at have styr.

Jeg er økonom, hvor man er kendt med offeromkostninger - dvs. det, man ofrer i udviklingens navn.

Historierne er der da - de er der.

Men de glider bare hen, fordi der er så meget drøn på. Der er simpelt hen ikke pres fra befolkningens side på historier, hvor ældresektoren beskæres, hvor læger tager livet af sig selv fordi myndighedernes krav er for voldsomme, hvor bankansatte siger deres job op fordi de detailstyres af deres ledelse. Hvor børn og unge i stigende grad havner som gadebørn. Hvor børn og unge ikke kan finde ud af livet, og derfor må have professionel hjælp. Også voksne bukker under.. i stigende grad.

Werge og forbundet har nok ikke store chancer med argumenter i regeringen for at se på disse offeromkostninger, der ville være helt oplagt. For på et eller andet tidspunkt kommer den berømte dråbe, der får bægeret til at flyde over.

Det bliver ikke sjovt.

Min forudsigelse er, at land efter land i den vestlige verden pludselig vågner op - fordi der kommer en dråbe, der får alt til at vende op og ned. Hvor vi bliver nødt til at handle, prompte. F.eks. klimaudfordringerne. F.eks, kinesernes økonomiske dominans. F.eks. flygtningestrømme.

Og.. når jeg så har nævnt Clement Kjersgaard er det jo forunderligt, at han ikke selv tager disse meget alvorlige emner op, hvor forklaringen alene kan være, at han også selv er vævet ind i de begrænsninger der er i statens tjeneste i forhold til for den frie, undersøgende og kritiske journalistik.

Jeg ved, at Lasse Jensen er meget optaget af journalistikken, når den er bedst - men jeg ved så også, at hans referencer alene er adresseret til nogle få store medier, hvor vi jo gerne skulle være stolte af tilsvarende journalistik på Sygeplejersken, FOA, Vestkysten og alle de andre små fag- og dagblade.

Det kan vi bare ikke.

Det er IKKE godt.






Ida Sønderby Rosgaard
18. NOVEMBER 2018
De, der ikke abonnerer på
De, der ikke abonnerer på Information, kan læse Lasses indlæg på kommunikationsforum.dk – i øvrigt pudsigt, at vi frit kan læse det dér og ikke på journalisten.dk:

https://www.kommunikationsforum.dk/artikler/journalistik-kommunikation-lasse-jensen-debatindlaeg
Ida Sønderby Rosgaard
18. NOVEMBER 2018
Jeg forstår ikke helt Lasses
Jeg forstår ikke helt Lasses formål med ovenstående indlæg. Kirsten Birgit taler dansk, og hun skærer sådan set længere ind til benet end de engelske citater, Lasse henviser til :-) Lasse skriver i øvrigt selv sådan i sit indlæg:

"PR og journalistik er hinandens modsætninger."

Har andre så ikke også skrevet eller sagt noget lignende tidligere? Jo da. Øjvind Hesselager skrev f.eks. sådan her i et debatindlæg på journalisten.dk i juli 2016:

"Det er ikke en fordom, at der er interessemodsætninger mellem megen kommunikation og journalistik. Det er et faktum."

I samme debattråd skrev jeg selv bl.a.:

"Desværre oplever jeg nu, at fastansatte kommunikationsmedarbejdere, der skriver artikler til f.eks. medarbejder- og kundemagasiner i virksomheder, kalder sig journalister. Og her går det altså efter min mening helt galt. For man sidder ikke lige pludselig på journalistens stol, bare fordi man bruger de journalistiske værktøjer.

Så jeg er meget enig med Øjvind Hesselager, når han skriver: "Det er ikke en fordom, at der er interessemodsætninger mellem megen kommunikation og journalistik. Det er et faktum."

Jeg vil gå skridtet videre og sige, at man lever på en livsløgn, hvis man ikke vil erkende, at der er interessemodsætninger mellem megen kommunikation og journalistik.

God sommer derude, og husk lige, hvilken stol du sidder på :-)"

Hvis jeg skal finde noget fælles for de to grupper, så er det, at både journalister og kommunikationsfolk stjæler med arme og ben. Det gør satirikere nødvendigvis også. Men satirikere skærer oftere hårdere ind til benet og siger oftere det, som andre ikke tør, kan eller vil sige.

Derfor valgte jeg at citere Kirsten Birgits råb ud i æteren. Jeg kunne også have elaboreret på en vis Tæt på sandheden-satirikers både berømte og berygtede frysemad-spørgsmål til en tidligere integrationsborgmester i København. Men vi har rigeligt med spørgsmål her. Vi har brug for nogle svar.

Baseret på mine egne erfaringer og det, jeg i øvrigt hører og ser, er jeg meget enig med Lasse i hans overordnede budskab. Derfor har jeg også i årevis pippet om det andre steder på journalisten.dk, bl.a. som modstander af både en fusion mellem DJ og KS og den vildtvoksende uddannelseshave, der nu kalder sig DMJX.

Jeg synes i øvrigt, at vi bliver nødt til at inddrage begreberne information og marketing i debatten - f.eks. hvor går grænsen mellem marketing og kommunikation?

Det blev lidt langt, og jeg vil gerne slutte af med at gå videre med Kirsten Birgits definition af journalistik og forslå denne variant:

"Journalistik er at formidle det, som andre ikke vil have frem."

Eller en lidt blødere variant:

"Journalistikkens ypperste formål er at formidle det, som andre ikke vil have frem."

Hvad siger formændene for henholdsvis DJ, Journalisterne i DJ og DJ Kommunikation til det? Hvad har I selv af forslag til en klar definition på journalistik? Og hvordan vil I definere kommunikation klart og tydeligt?

Venlig hilsen
Ida Sønderby Rosgaard

Flere