Det startede med en klumme. Journalist Lasse Jensen skrev i Information den 7. november, at ”journalistik og kommunikation er hinandens modsætninger”.
”En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed. Selvfølgelig kommunikerer vi alle sammen, men det afgørende er formålet med formidlingen,” skrev Lasse Jensen.
Det fik Lars Werge, Dansk Journalistforbunds formand, til tasterne. Han skrev et modsvar i Information 9. november, hvor han slog fast, at ”en kommunikatør i en kommune tjener i lige så høj grad offentligheden som en journalist”.
Og den 13. november havde specialforeningen Journalisterne i DJ så en replik i avisen under overskriften ”Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed”.
Her skriver Journalisterne i DJ’s bestyrelse under fælles byline, at Lars Werge tilsyneladende ”fuldstændig har glemt, hvad journalistik er”. De hæfter sig ved, at journalister er forpligtede til at skrive sandt og konfrontere den kritiserede jævnfør de presseetiske regler, mens kommunikatøren ikke har ”samme forpligtelse til at give en rimelig og afbalanceret fremstilling. Deres opgave er ikke at fortælle hele sandheden, men den del af sandheden, deres arbejdsgiver er interesseret i at få ud,” lyder det.
Journalisten har foreholdt formand Lars Werge kritikken
”Formanden for Journalistforbundet skader journalistikkens troværdighed” lød overskriften på et læserbrev i gårsdagens Information, som bestyrelsen i Journalisterne i DJ har skrevet. Hvad tænkte du, da du så den overskrift?
”Jeg blev sgu ked af det. Det er en ret klar anklage, og det er ikke sådan, jeg ser mit formål, og det er ikke det, jeg synes, jeg gør. Den gik nok mere i mellemgulvet end så mange andre overskrifter.”
Lars Werge fortæller, at han skrev sit modsvar til Lasse Jensen, fordi han især var uenig i formuleringen om, at journalister tjener offentligheden, mens kommunikatører tjener dem, som betaler.
”At tjene offentligheden er et meget stort begreb. Hvad betyder det? De mange kommunikationsfolk, som arbejder for fx en NGO, en forskningsenhed, eller som skal forklare, hvordan du hurtigst kommer fra A til B i en lufthavn – tjener de ikke også offentligheden? De tjener i hvert fald dem, som skal fra A til B. Jeg synes, man nedskriver den værdi, som kommunikation har, hvis man siger, at den ikke tjener offentligheden.”
Du har skrevet, at ”en kommunikatør i en kommune tjener i lige så høj grad offentligheden som en journalist”. Hvad betyder det?
”Når en kommune for eksempel har ældre medborgere, som har behov for hjemmepleje, så er det ikke nødvendigvis dem, der arbejder på gulvet i hjemmeplejen, som er bedst til at formulere sig på en hjemmeside eller i breve til borgerne. Der kan vores medlemmer løse opgaven. Det synes jeg er at tjene offentligheden.”
Lars Werge mener, at nogle journalister har et ensidigt billede af, hvad kommunikation er.
”Det kommer hurtigt til at handle om, at nogle journalistmedlemmer tror, at kommunikation betyder at være pressemedarbejder. Men kommunikation er meget mere end det. Jeg kunne godt tænke mig, at de journalistmedlemmer, som har meget tydelige holdninger til kommunikation, faktisk spørger vores kolleger i kommunikationsbranchen: Hvad laver I egentlig?”
Lasse Jensen skrev: ”En journalist tjener offentligheden. En kommunikatør tjener en virksomhed, en organisation eller en offentlig myndighed. Selvfølgelig kommunikerer vi alle sammen, men det afgørende er formålet med formidlingen.”
Hvorfor er det forkert at skelne på den måde?
”Det er en unuanceret tilgang, at journalistik altid har et højere formål end kommunikation. Der findes mange typer journalistik, og der findes også medlemmer af Journalisterne i DJ, som arbejder på fagblade eller NGO-udgivelser uden frihedsbreve, hvor formålet ikke nødvendigvis er publicistisk. Det er hverken mere eller mindre fint. Men jeg siger det, fordi denne diskussion har været i DJ i mange år, og den giver mange af vores kommunikationsmedlemmer en fornemmelse af, at de ikke er lige så meget værd.”
Journalisterne i DJ skriver i indlægget, at en journalist er forpligtet til at skrive sandheden og lade den kritiserede komme til orde. Men at kommunikatørens ”opgave er ikke at fortælle hele sandheden, men den del af sandheden, deres arbejdsgiver er interesseret i at få ud”.
Er det rigtigt, at der på den måde er en grundlæggende forskel på forpligtelsen, fordi kommunikationsfolk ikke behøver fortælle sandheden?
”Det er ikke mit indtryk, at det at være kommunikatør svarer til, at man ikke fortæller hele sandheden. Journalistens rolle er at vinkle og vælge et udsnit af sandheden. En kommunikatørs opgave er også at vælge og vinkle sandheden. Man kan aldrig fortælle hele sandheden, hverken som journalist eller kommunikatør.”
Men forskellen ligger vel i, hvad man vælger ikke at fortælle. Her lyder det fra Journalisterne i DJ, at kommunikatøren vælger den del af sandheden fra, som ikke tjener hendes arbejdsgivers interesser, mens journalisten vælger ud fra, hvad der har offentlighedens interesse. Er det en grundlæggende forskel?
”Det kan der være noget om. Men der kan i mediebranchen også være sammenfald mellem, hvad din arbejdsgivers interesser er, og hvad du vælger at bringe.”
Hvad betyder det?
”Jeg har lige haft et fyraftensmøde med nogle tillidsrepræsentanter, som fortalte, at alt skal måles og vejes på deres arbejdspladser. Hvor mange klik får de? Man kan se på storskærme, hvornår en historie taber fart på nettet. Det giver en vurdering af artiklens værdi, som ikke nødvendigvis er publicistisk.”
Og du mener, at det påvirker udvælgelsen af historier, så de ikke kun vælges ud fra publicistiske kriterier?
”Det er helt entydigt, at der er kommet nogle underliggende kriterier for, hvad der er en god historie, som ikke nødvendigvis er publicistiske. Sådan er det, og det er ikke nødvendigvis et problem. Men den nuance er vigtig i debatten.”
Der kommer flere kommunikationsfolk i Dansk Journalistforbund. Vil det betyde et skifte i fokus for DJ, når medlemsskaren forandrer sig og måske på et tidspunkt består primært af kommunikatører?
”Man kan ikke udlede, at fordi der kommer flere kommunikatører, så skal vi ikke længere arbejde for at udvide ytringsfriheden, for at forbedre offentlighedsloven og øge åbenheden, for pressefrihed, eller for at forbedre sikkerheden for udsendte journalister. Der er ingen af vores medlemmer, som ikke kan tilslutte sig det formål, vi har i dag.”
Jeg har lige talt med en kommunikatør, som overvejer at melde sig ud af DJ på grund af denne debat. Hvad vil du sige til de kommunikationsmedlemmer, som følger debatten for at sikre, at de føler sig 100 procent fagligt forstået i forbundet?
”Jeg vil sige, at det forhåbentlig ikke er deres formand, som giver dem indtryk af, at de ikke er lige så velkomne i medlemsskaren. Vi kommer til at opgradere på viden om, hvad kommunikation er, vi styrker vores tilbud til kommunikationsområdet. Det skal vi være skarpere på, for vi ved godt, at vi er i en konkurrencesituation med andre organisationer.”
Hvad vil du så sige til de journalistmedlemmer, som følger denne debat for at sikre, at de også føler sig 100 procent fagligt forstået i forbundet?
”De skal fortsætte med at gøre det, de gør – stille krav til DJ. Men jeg vil også opfordre nogle af de journalister, som har meget stålsatte holdninger til kommunikationsbranchen, til at spørge kollegerne i kommunikation, hvad de laver, i stedet for at antage nogle ting og tale om, at de er ”gået over på den mørke side”.”
30