search

Debat: Minuturet vinder over grundighed, når studieværter fylder sendefladen

”Sproget i radio og tv har ændret sig. Det har det heldigvis altid gjort, men trenden i dag er en uniformering, som ikke er betinget af en kreativ udvikling, men af stationernes ønske om stadig flere og billigere sendeminutter,” mener Mogens Rubinstein

Studieværterne af i dag er bestemt ikke dårligere journalister end deres forgængere i stolen, men det er tydeligt, at de er mere eller mindre presset til at bruge den samme værktøjskasse for at fylde sendeminutterne ud. Uanset hvem de arbejder for.

Engang var det god latin, at man ikke måtte øve sig på seerne og lytterne, og at man ikke måtte researche for åben skærm og mikrofon. De ellers udmærkede mantraer er skrottet, for den slags tager for lang tid til at fylde dagens æter.

Fællessproget er blevet et stadig mere hyppigt udslag af ”journalist interviewer journalist”. Du skal ikke have åbnet mange minutter for radio eller tv, før du hører værten spørge sin kollega: ’Hvad vil du holde særligt øje med, når statsministeren holder pressemøde?’ Og bagefter: ’Hvad bed du særligt mærke i under pressemødet?’

Engang startede indslagene, samtidig med eller umiddelbart før statsministerens pressemøde. Og sluttede stort  set, når mødet var forbi. Nu bliver der varmet op til pressemøder, ministerudskiftninger, begivenheder i Kongehuset i timevis, inden vi kommer til the real thing. Det kræver solide pølsepinde at koge suppe på såvel før som efter ”eventen”( en moderne fællesnævner for underholdningsudsendelser, folketingsvalg kongelige barnedåber etc.), og her er researchen under udsendelsen blevet en uundværlig Maggi-terning: ’Jens, du har fulgt det her i mange år – gør os lige lidt klogere på, hvad vi kan vente os.’ Eller: ’Sæt lige nogle ord på, hvad statsministeren lige sagde.’

Og så fortæller kollega-Ågen i en evindelig båndsløjfe det samme, som værten resumerede i oplægget til interviewet med kollegaen. Og som inden da blev gennemgået i et båndet indslag, før der blev klippet til katederet i studiet. Sådan går minutterne derudad. Ikke noget nyt, ingen videns-kalorier. Nu og da endda forudsigelser, der ikke holder stik, når det langt om længe er statsministerens tur, og hun har åbenbart ikke lyttet godt nok efter, hvad Kloge-Ågerne har diverteret med i timerne forud. Men skidt med det, det giver ekstra sendeminutter efter ”eventen” til at analysere, hvorfor statsministeren nødvendigvis måtte sige, som hun gjorde.

En særlig afart af researchen, mens lamperne, kameraerne og mikrofonerne er tændt, er den her:

’Hvor vigtigt er det, vi nu skal høre?’ Har nogen nogensinde hørt en Kloge-Åge svare, at det såmænd ikke er særligt vigtigt. Nej vel, der er kun et svar på sådan et spørgsmål, og så er der ingen grund til at stille det under udsendelsen.

Eller deluxe-udgaven af samme spørgsmål: ’Hvor vigtig vil du betegne denne begivenhed?’ Hvad skal den stakkels kollega svare: 12 efter den nye karakterskala – eller hvad. I hvert fald ikke 2, eller hvad bundkarakteren ellers hedder for tiden.

Den sproglige uniformering sniger sig også ind i overgangene mellem to historier. Det kan somme tider være en kunst at gå fra en historie til en anden, men det er der ikke tid til at lege med i dag. Så i den fælles sproglige værktøjskasse findes der heldigvis et universelt håndgreb, som alle værter kan bruge: ’Nu skal det handle om …’ En såre enkelt joker, der bliver luftet indtil mange gange i hver eneste nyhedsudsendelse.

Meget af hold-gryden-i-kog-træden vande-øvelserne er harmløse, ofte på grænsen til det ligegyldige, men det er en uheldig glidebane, når værten vælger kollegaen som Eksperten med stort E, fordi hun sidder på stolen ved siden af frem for at besvære sig med at få fat på en rigtig Kloge-Åge, en i overført betydning professor på netop dette område, og som ikke er på stationens lønningsliste. Og helt galt bliver det, når nyhedsmedierne bruger deres egne korrespondenter som orakler på en af mediets andre platforme som f.eks. dr.dk eller tv2.dk, hvor man kan læse overskrifter som: ”Ulla T.: Trump er på farlig kurs med sine anklager”.

Når jeg nævner Ulla Terkelsen, er det, fordi hun er en fremragende og vidende journalist, som det altid er værd at høre på, og som faktisk er i stand til at analysere ubesværet om Trump fra New York den ene dag og om Macron fra sin altan i Sydfrankrig den næste dag for så at sidde i studiet foran Fredensborg den tredje dag. Men bortset fra denne ener ville det måske være generelt mere relevant at flashe en ”rigtig” ekspert i amerikanske forhold fra USA, en specialist i fransk politik fra Paris. Folk, der har brugt år af deres liv på at nørde i et emne, hvor vi journalister, hvad enten vi er fagmedarbejdere eller dagens reporter, har til opgave at bevæge os og formidle mere all round.

Det hører også med til det hektiske job som non-stop studievært i 2020 at stille kollegaen overfor i studiet spørgsmål, som den svarende selv har formuleret, eller som en helt tredje kollega har skrevet ind på telepromteren. Her vinder minuturet over grundigheden.

Mogens Rubinstein er journalist

 

Kommentarer
0
Denne artikel er lukket for kommentarer.
keyboard_arrow_up
Tilbage til toppen